Israelske sundhedsmyndigheder kom onsdag med nye direktiver som betyder at titusindvis af israelere kommer i hjemmekarantæne i 14 dage. Målet er at stoppe spredningen af Corona-virus som indtil videre er påvist hos 15 israelere.
Onsdag beordrede sundhedsministeriet alle israelere som er vendt tilbage fra Frankrig, Tyskland, Schweiz, Spanien og Østrig i hjemmekarantæne i 14 dage. Hidtil gjaldt hjemmekarantæne for dem som er vendt hjem fra Italien, Kina, Japan, Hongkong, Macau, Singapore, Thailand og Sydkorea. Israel nægter også udlændinge fra de pågældende lande indrejse – medmindre de kan dokumentere at de vil være i effektiv karantæne under besøget.
Flyselskaberne Lufthansa, Swiss og Austrian Airlines har aflyst alle flyvninger til Israel indtil 28. marts.
Det nye direktiv betyder at mere end 70.000 israelere kommer i hjemmekarantæne.
Der er også indført et udrejseforbud for folk som arbejder i sundhedsvæsenet, især medicinsk personale af frygt for at de skal sættes i karantæne når de vender hjem fra udlandet. Reglen gælder også for vigtigt sikkerhedspersonale.
Alle større begivenheder som eksempelvis koncerter, sportsbegivenheder og konferencer aflyses som en konsekvens af de nye direktiver, implementeret onsdag. Myndighederne advarer også mod personlig kontakt som eksempelvis kram og håndtryk. Israel var også det første land i verden som frarådede unødvendige rejser til udlandet.
De omfattende foranstaltninger sundhedsmyndighederne har sat i værk er også blevet kritiseret. Mange frygter det vil gå hårdt ud over den israelske økonomi. “De nye regler er på randen af hysteri,” sagde en anonym embedsmand til israelske Channel 12. Men onsdag trådte premierminister Benjamin Netanyahu ud og forsvarede foranstaltningerne.
-Så snart coronavirus dukkede op, besluttede jeg at Israel hellere ville være for godt forberedt end dårligt forberedt. Der var kritik imod det, men jeg mente – og mener stadig – at det er den bedste politik at tage dette yderst alvorligt, sagde Netanyahu under pressekonferencen.
Han sagde endvidere at virussen var “en global epidemi” og “måske en af de farligste i det sidste århundrede”. Men han mener stadig at Israel har kontrol.
-Fordi vi har været så forsigtige har vi kontrol over situationen. Vi har været tvunget til at tage meget alvorlige skridt for at forhindre spredning af virussen i Israel og det har vi klaret indtil videre. Vi har indført karantæne og massekontrol, som mange andre lande ikke har foretaget, sagde han.
Indtil videre er 15 mennesker smittet i Israel, men myndighederne siger de har kontrol over hvor alle som er blevet smittet. Til sammenligning er der 21 smittede i Danmark og 63 i Norge. I alt er over 96.000 blevet smittet, og over 3300 er døde på verdensplan – det store flertal i Kina.
-Vores politikker kan synes som en byrde for folk, men alternativet er klart: Lande som ikke gør det, må lukke skoler og universiteter (Italien). Jeg forstår foranstaltningerne skader økonomien, men hvis vi ikke gjorde det, ville økonomien blive ramt endnu hårdere, siger Moshe Siman-Tov, direktør for sundhedsministeriet.
På Vestbredden har de palæstinensiske myndigheder (PA) besluttet at lukke alle palæstinensiske selvstyreområder for turister. Derudover er hele byen Bethlehem i karantæne efter turister som var smittet havde besøgt byen. Alle skoler, moskeer og kirker i Bethlehem-området er lukket.
Også i Gazastriben er der frygt for at Corona spreder sig efter flere palæstinensere vendte tilbage til den palæstinensiske enklave i februar efter besøg i lande i det østlige Asien som er berørt af Corona