- Artiklen er skrevet af Shaun Sacks fra NGO Monitor og publiceret af Jerusalem Post.
Norge har opbygget et ry for neutralitet som mægler i den israelsk-palæstinensiske konflikt og er blevet opfattet som en afbalanceret tilgang og fremme af fredsmægling. Men neutraliteten er blevet knust af den nuværende norske regerings politik, som klart underminerer Israels sikkerhed og suverænitet.
Israel har med rette reageret ved at tilbagekalde akkrediteringen af otte norske diplomater. Formålet er at begrænse, hvordan Norge kan spille en dobbelt kamp mod Israel.
Den norske regerings værste politik over for Israel er Norges nylige anerkendelse af en palæstinensisk stat uden en omfattende fredsaftale, og deres afvisning af at liste Hamas som en terrororganisation, selvom den er anerkendt som sådan af de fleste vestlige nationer. Derudover komplicerer Norges støtte til Den Internationale Straffedomstols (ICC) undersøgelse af Israel for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden sagen yderligere, da de er uforholdsmæssigt rettet mod Israel, mens de ignorerer konfliktens kompleksitet.
Selvom Norge er blevet hædret for sin åbenhed og lave niveauer af korruption – et eksempel for andre nationer – afslører samme åbenhed også ledernes sande prioriteter, især når det gælder udenrigspolitik. Det har aldrig været mere tydeligt end i Norges udenrigsminister Espen Barth Eides handlinger, som virker overrasket, når Israel reagerer på Norges urigtige og fjendtlige diplomatiske holdninger.
Norge påstår at de er «neutrale» og «afbalancerede» når det gælder den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det stemmer ikke. Et af de mest sigende politikområder er norsk finansiering af frivillige organisationer og FN-organisationer i regionen.
På den ene side hævder Norge, at kun en forhandlet to-statsløsning kan give varig fred. På den anden side finansierer regeringen NGO’er, der er stærkt imod Israels eksistens og betegner etableringen af Israel som en forbrydelse.
Mange af de norsk-finansierede frivillige organisationer ignorerer de grusomheder, der blev begået mod israelere under 7. oktober-massakren mod Israel og fremstiller i stedet Hamas’ terror som en modstandskamp. Ved at finansiere de pågældende organisationer fremmer Norge ikke fred, men fremmer splid.
Norges økonomiske støtte til israelske frivillige organisationer, der er på den politiske kant, komplicerer sagen yderligere. På trods af deres marginale rolle i det israelske samfund – de foretrækker at anklage Israel over for internationale organer og udenlandske regeringer med falske påstande om “krigsforbrydelser” og “apartheid” – organisationerne nyder godt af et cirkulært finansieringssystem, der sikrer, at de forbliver velfinansierede og uforholdsmæssigt højlydte.
Norge bruger derefter rapporter fra de pågældende NGO’er til at informere sin udenrigspolitik, hvorved man effektivt omgår normale diplomatiske kanaler og fremmedgør Israel yderligere. Den massive udenlandske statsfinansiering af NGO’erne har også i høj grad skadet deres troværdighed i Israel, da de i stigende grad ikke ses som upartiske forsvarere af menneskerettigheder, men som instrumenter til udenlandsk politisk manipulation.
Norsk UNRWA-støtte, trods beviser for involvering i 7. oktober-massakren, Norges støtte til FN-agenturet UNRWA understreger yderligere den mangelfulde tilgang. På trods af beviser for at UNRWA-ansatte deltog i massakren mod Israel, er Norge fortsat en fast tilhænger. UNRWA’s mandat, i stedet for at hjælpe med at løse flygtningespørgsmålet, har cementeret konflikten og sikret, at generationer af palæstinensere forbliver i en tilstand af afhængighed – og fjendtlighed over for Israel. At Norge fortsætter med at øge finansieringen af UNRWA undergraver Israels sikkerhed og forhindrer reelle fremskridt hen imod fred.
Israels diplomatiske svar er især rettet mod norske diplomater, der leder Ad Hoc Liaison Committee (AHLC). Det er et organ, hvis primære funktion er at koordinere leveringen af international bistand til palæstinensere og de palæstinensiske myndigheder (PA). Israels reaktion fokuserer på Norges bagkanal til at kanalisere midler til det korrupte PA under dække af “udviklingsbistand”. I stedet for at fremme reel udvikling har Norges position i AHLC bidraget til at fastholde en cyklus af korruption og vold, hvilket underminerer en reel indsats for fred.
Norges nuværende tilgang, som hævder neutralitet, støtter åbenlyst den ene side. Den går ind for udvikling, mens den ignorerer korruption; taler om fred, men finansierer ekstremisme; og støtter NGO’er, der afviser Israels ret til at eksistere, mens de hævder at støtte en to-statsløsning. Det er selvmodsigende og skadeligt.
Hvis Norge virkelig søger fred i Mellemøsten, må regeringen tilpasse sine handlinger til sine erklærede mål frem for at finansiere organisationer, der arbejder imod de principper, de hævder at opretholde.
Israels diplomatiske træk mod Norge er ikke kun berettigede, men essentielle i lyset af stærkt destruktiv politik. Det er på tide, at Norge revurderer sine handlinger og justerer sin udenrigspolitik for virkelig at støtte fred og stabilitet i regionen.
–
Shaun Sacks er seniorforsker hos NGO Monitor og har givet ekspertviden om NGO-finansiering til parlamentariske udvalg i Holland, Schweiz, Sverige og Danmark.
