Hanna Ziadeh er herboende palæstinenser med en Ph.d. i menneskerettigheder. Ziadeh har været medlem af Democratic Front for the Liberation of Palestine (DFLP) i Libanon.
MIFF har bragt flere af Ziadehs kommentarer – du kan læse dem HER.
Her er Zidehs seneste kommentarer i Berlingske Tidende:
Få konflikter i verden mobiliserer og polariserer som Palæstina-Israel. Ofte folk, som ikke kan placere Israel eller Palæstina rigtigt på kortet. I ingen anden konflikt udgør den polariserede og mobiliserede verdensopinion en så stor del af konflikten. Nogle gange fungerer den endda som aktiv aktør i optrapning af den.
Hvordan kan udtalelser eller erklæringer langt væk fra krigens mark direkte påvirke udfaldet af konflikten?
Fordi krigen om at vinde verdensopinionens opmærksomhed, sympati og støtte er afgørende i den konflikt, som begge parter ved ikke kan vindes militært. Den seneste krigsrunde i Gaza er mere intens i en lang række konfrontationer. Begge parter brugte den runde som en test i, hvordan de i stigende grad er i stand til at påføre modparten mere smertefulde slag end under den forrige omgang. Det udslagsgivende for både Israel og palæstinenserne er at opnå en stærkere mobilisering af verdensopinion bag deres ‘sag’ for at bruge det i at tippe magtbalancen i konflikten til deres fordel.
Mere konkret fungerer verdensopinionen, især den muslimske, som det mest effektive middel, der kan stoppe Israels overlegne krigsmaskine. Hamas er klar over, at den skade, som deres missiler påfører Israel, let kan opvejes af Israels massive gengældelser. Men de forventede massive gengældelser med de store tab af civile fremstiller Israel som en magtfuldkommen krigsmaskine og palæstinenserne som ofrene. Det indgår i Hamas’ og deres islamistiske støtters krigsstrategi. Israel svarer med at overdrive missilernes skade og stempler kritikken af Israels disproportionale gengældelser som hadsk og endda udtryk for antisemitisme.
Ideologisk enøjethed
Både Israels og Palæstinas støtter bruger alle retoriske kneb for at bryde den fastlåste konflikt til deres fordel. Under krigen kørte Al Jazeera ustandseligt rapporter med fokus på dræbte kvinder og børn. Sjældent blev der nævnt tab blandt Hamas krigsførende mænd, som om de var djinner, som aldrig bliver ramt af de altødelæggende missiler. Israel svarer at de massive flybombninger kun rammer militære mål, og at tab blandt de civile skyldes, at Hamas bruger dem som skjold. Alt imens fokuserer pro-israelske medier på de fysiske og psykiske skader, som civile og især børnene lider under.
Den ideologiske enøjethed blandt debattører kan man forvente. Men det, der ikke er forståeligt, er, når de fagfolk, som er sat i verden og betalt af skatteyderne for at give offentligheden en saglig indføring i konfliktens årsager, konsekvenser og hvad Danmark kan gøre for at afværge fortsættelsen af konflikten, bliver akademiske partisaner, der kæmper for de to krigsførende parter. Akademikere bør ikke blive politiske kommissærer i en bestemt propagandas armé, uanset hvor ‘god’ en sag er.
Det er hvad en række mellemøstakademikere gjorde da de den. 25. maj, offentliggjorde en erklæring, der opfordrer til boykot af Israel. De mener, at Danmark som en »tidligere kolonimagt« har særlig forpligtigelse til at undsige den israelske nutidige kolonisering af Palæstina. Meget saglig og evidensbaseret forskning, må man sige…
Hvad med Yemen?
At en lang række universitetsfolk mener, at Israel er den eneste skyldige part, er én ting. At de ydermere mener, de er påkaldt at melde det så bastant ud, er ødelæggende for den akademiske faglighed. Det er det, fordi det selvsamme akademiske miljø aldrig før har samlet sig om at fordømme langt værre krig eller forbrydelser, som har præget deres mellemøstlige forskningsområde.
Den værste konflikt i Mellemøsten i dag er ikke Israel-Palæstina, men krigen i Yemen. Den krig er af FN udråbt som verdens største menneskelige katastrofe. En katastrofe af et sådant omfang må imponere de solidariske akademikere, ikke? Næppe. Hvad skyldes den akademiske ligegyldighed? Den forklaring, der konsekvent gives for den specielle opmærksomhed, Palæstina får, og for den skærpede Israel-kritik, er, at Israel er Vestens allierede og dermed ligger der en særlig forpligtigelse til at føre kritikken.
Krigen i Yemen føres på sjette år af Saudi-Arabien, Vestens vigtigste arabiske allierede. Ikke desto mindre har de aktivistiske mellemøstforskere aldrig følt sig kaldet til samlet at skrive en offentlig opfordring til os eller til politikerne om at boykotte Saudi-Arabien.
Min Jerusalem-fødte far plejer at sige, at palæstinenserne har i Israel historiens stærkeste modstander. Det er måske rigtigt. Men palæstinenserne må takke Israel for, at havde de en mellemøstlig stat som fjende i stedet for Israel, havde deres kamp fået lige så ringe opmærksomhed og støtte som yemenitter, kurdere, yazidier og andre mellemøstlige folk, som bliver bombet, gasset og udslettet uden at mellemøstakademikere føler trang til at kaste deres højtbesungne faglighed for at tilslutte sig anti-Israel hylekoret.
