22. maj 2018
MELLEMØSTEN Israel ønsker en 2-statsløsning. Men hvilke sikkerhedsmæssige trusler kan Israel leve med, herunder konsekvensen af at få en Iran/Isis-støttet terrorbevægelse som nabo. Christian Juhl fremhæver i et indlæg 14. maj, at Israel har et særligt ansvar for at skabe en 2-statsløsning, da de er en stærk militær magt og nævner bombninger af Gaza, men glemmer tusindevis af raketangreb fra Gaza mod civile områder i Israel.
Faktum er, at et stærkt militær ikke afholder Hamas, Hizbollah eller terrorister fra Vestbredden fra angreb, Israels ansvar er dets civilbefolkning, og ikke en accept af en 2-statsløsning hvor jødisk liv indgår som en risiko.
Angående bosættelser så gør det sig gældende i forskellige fredsudspil, at bosættelser kan indgå i bytte for andre områder, og endelig må bo sætterne gøre op med sig selv, om de ønsker at leve i en ny konstrueret palæstinensisk stat – husk at der bor ca. 1,8 millioner arabere/palæstinensere i Israel, hvorfor skulle jøder ikke have samme ret til at bo i de områder, der oprindeligt hed Judæa og Samaria, hvortil jøderne historisk, kulturelt og religiøst har tilknytning. Det er bekymrende, at en ny konstrueret palæstinensisk stat som udgangspunkt udelukker jøder.
Demonstrationen var kaldt »March of Return« altså målet at trænge ind over grænsen til Israel. Alle kender til konsekvensen af at udfordrer Israels grænser. Gang på gang har Israel afsløret angrebstunneler fra Gaza, der har været angreb med fjernstyrede bomber, terrorister har forsøgt at trænge ind til Israel, Israel har oplevet voldsomme raket, angreb fra Gaza – risikoen for voldelig angreb ind i Israel er en realitet, og derfor er logikken: bliv væk fra grænsen og udgør ikke en trussel – og logikken er ikke at medbringe børn ind i konfliktzonen. Det er en del af Hamas taktik at skabe en frontlinje med civile og bringe billeder af civile i kampzoner og derved kamuflere deres egentlig mål at angribe Israel.
Angående en undersøgelse af de ulykkelige begivenheder så er faktum, at Israel i mange FN-organer er udset på forhånd til at være skyldig. FN-organet Human Rights Council, der har Israel som fast dagsorden på deres møder, har med overvægt Israel som fokus, og kritikken af Israel overgår langt kritikken mod lande som Iran, Syrien og Nordkorea. Israel er et demokrati med demokratiske institutioner, der løbende forholder sig kritisk, til hvad der sker i Israel, modsat Gaza og Vestbredden.
Angående Christian Juhls forslag om en debat så har vi ikke modtaget en invitation, men det giver god mening at mødes og drøfte denne ulykkelige fastlåste situation mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre/og Hamas.
