Professor Haim Gvirtzman ved Hebrew University forklarer i artiklen ”Sandheden bag de palæstinensiske vand-anklager” hvordan han mener, at palæstinenserne selv kunne have løst problemerne med vandforsyningen for længe siden, hvis de havde ønsket det. Og ikke kun det. Han finder også, at de overdriver omfanget af problemerne.
”De palæstinensiske selvstyremyndigheder bruger vand som et våben mod staten Israel. De er ikke interesseret i praktiske løsninger, som kan løse vandmanglen hos det palæstinensiske folk, men vil hellere opretholde manglen på vand og sværte Israel til,” skriver han.
Gvirtzman er professor i hydrologi, medlem af de israelske vandmyndigheders råd (Israel Water Authority Council), og rådgiver for Israels og selvstyremyndighedernes (PAs) fælles vandkomité (Israel-PA Joint Water Committee). Han har forsket i vandkonflikten mellem Israel og palæstinenserne hos Begin-Sadat Center for Strategic Studies.
Anklagerne om, at Israel udnytter palæstinensernes vandresurser, lever i bedste velgående. Imidlertid mener Haim Gvirtzman, at palæstinenserne selv har adgang til de nødvendige resurser til at gøre noget ved samtlige årsager til deres manglende vandresurser.
Ifølge ham kan årsagerne til palæstinensernes vandmangel opsummeres i seks punkter,
- Udelader at bruge tildelte resurser
Palæstinenserne har retmæssig adgang til store vandresurser som ikke bliver udnyttet. Osloaftalen giver palæstinenserne ret til at hente 70 millioner kubikmeter grundvand op fra vandreservoiret Eastern Mountain Aquifer øst for Hebron. Men dette vand løber ubenyttet ud i Dødehavet. Der er 40 steder i dette område, som er velegnet til vandboringer, og palæstinenserne har tilladelse til at tage disse resurser i brug. Men på de 20 år som er gået siden Osloaftalen blev indgået, har palæstinenserne kun taget en tredjedel i brug. Dette til trods for at de internationale samfund har tilbudt at finansiere vandboringer på alle 40 steder.
Hvis palæstinenserne havde oprettet alle disse brønde, ville det i sig selv have været nok til at dække vandmanglen i bjergområderne omkring Hebron, siger professoren. I stedet har palæstinenserne valgt at bore et øget antal illegale brønde i vandreservoirerne, som er beregnet til at sørge for grundvand til staten Israel, påpeger han.
- Omfattende lækager repareres ikke
Hele 33 procent af vandet i palæstinensiske byer går til spilde på grund af lækager i rørsystemerne. Behovet for vedligehold og reparationer af rørene negligeres fuldstændig, ifølge Gvirtzman. Til sammenligning udgør lækagerne i det israelske rørsystem kun to procent af vandforbruget.
- Bygger ikke rensningsanlæg, så vandkilder fordærves
Palæstinenserne er ifølge Oslaaftalen forpligtet til at bygge kloakrensningsanlæg, men gør det ikke. Derfor forurenes stadig flere vandkilder af kloakvand som flyder ud i naturen, skriver hydrologiprofessoren. Dette til trods for at bistandsydende lande står klar til fuldt ud at finansiere bygningen af disse rensningsanlæg.
- Vander ikke med recirkuleret vand
Palæstinenserne vil ikke bruge renset spildevand i deres landbrug, sådan som mere end halvdelen af landbrug i Israel gør for at overleve. Hvis palæstinensiske landmænd ville bruge recirkuleret vand, ville de frigøre store mængder frisk vand til husholdningsbrug, påpeger professoren.
- Bruger ugunstige vandingsmetoder
En del palæstinensiske bønder vander deres marker med kunstvanding i stedet for at anvende drypvandsteknologi, som Israel gør. Det kunne reducere vandforbruget med mere end 50 procent, ifølge forskeren.
- Takker nej til afsaltningsanlæg (Gazastriben)
For befolkningen i Gazastriben har det internationale samfund tilbudt at finansiere bygningen af et afsaltningsanlæg for at gøre havvand til drikkevand. Men palæstinenserne har nægtet at tage i mod gaven, og hævder i stedet at de har ret til at få adgang til grundvandsreservoirerne i Judæa og Samaria. Et lignende afsaltningsanlæg ville ifølge professor Gvirtzman kunne løse hele vandmanglen på Gaza-striben.
Kunne få 50 procent mere vand
Hvis disse seks punkter var fulgt, mener artiklens forfatter, at palæstinenserne helt enkelt kunne have øget deres vandforsyninger med mindst 50 procent uden nogen som helst hjælp fra staten Israel.
Det ville de kunne opnå ved at tage imod bistandsfinansierede brøndboringer på de tilladte steder øst for Hebron, reparere de største lækager, recirkulere spildevand og anvende det i landbruget, anvende drypvandsteknologi i landbruget, og takke ja til et bistandsfinansieret afsaltningsanlæg i Gaza.
Israel står alligevel klar til at hjælpe
Gvirtzman skriver også at PA hvert år køber 50 millioner kubikmeter vand til stærkt subsidierede priser fra Israel, og desuden stjæles der systematisk vand fra Israels nationale vandværk af palæstinensiske landmænd.
”Dette viser, at de palæstinensiske selvstyremyndigheder bruger vand som våben mod staten Israel. De er mere interesseret i at reducere vandtilgangen for Israel, forurene naturlige vandreservoirer, skade israelsk landbrug og ødelægge Israels rygte rundt om i verden, end virkelig at løse vandproblemerne for det palæstinensiske folk,” skriver han.
Gvirtzman påpeger, at ”Palæstinenserne lever i skyggen af staten Israel, som er førende i verden når det gælder vandteknologi. Relativt set befinder palæstinenserne sig konstant set i en Edens have. Kun i Israel, på Vestbredden og i Golf-staterne har 96 procent af alle husholdningerne tilstrækkeligt rent og drikkeligt vand i hanerne. Indbyggerne i næsten alle andre lande i regionen lider under forfærdelig vandmangel,” skriver han.
Han fortæller, at staten Israel gennem afsaltning af havvand og recirkulation af splidevand ikke alene har sørget for, at der ikke er nogen, der lider af vandmangel, men også er blevet eksportør af vand både til palæstinenserne på Vestbredden og til Jordan.
”I fremtiden, hvis og når der bliver fred, og palæstinenserne virkelig ønsker at samarbejde – noget de ikke gør i dag – vil staten Israel stå klar til at hjælpe sine naboer med at overvinde deres vandmangel,” konkluderer han.
Hvor stor er manglerne – og er de blevet større siden 1967?
Hvor stor er egentlig den reelle vandmangel blandt palæstinenserne og hvad er den faktiske forskel mellem det israelske og det palæstinensiske vandforbrug? Er vandforsyningen til palæstinenserne blevet større eller mindre siden Israel tog kontrol over Vestbredden i 1967? Det besvares i artiklen ”Myten om den tørstige palæstinenser” af Akiva Bigman. Han henviser bl.a. til Gvirtzmans forskning som dokumentation.
Bigman skriver, at det er en myte, at palæstinenserne har mindre adgang til vand i dag end de havde i fortiden, som resultat af israelsk kontrol over Vestbredden.
”Før Israel tog kontrol over Vestbredden efter Seksdageskrigen i 1967, var vandsystemet på Vestbredden ekstremt primitivt. Meget af det var baseret på teknologi fra romertiden, med akvædukter som fungerede efter tyngdekraften,” skriver han. Vandet blev stort set båret manuelt, og meget få havde lagt vandrør ind i deres huse.
– Vandforsyningen er øget betragteligt
I slutningen af det jordanske styre i 1967 forbrugte palæstinenserne på Vestbredden 65 millioner kubikmeter vand per år, fortæller Bigman.
I løbet af de første fem år under israelsk kontrol blev vandforsyningerne øget med 50 procent, og Israel etablerede pumpesystemer direkte ind til centrum i byerne, hvor befolkningen kunne fylde vandbeholdere til personligt brug. Bigman påpeger, at selvom vandsystemet primært blev udviklet for de israelske bosætteres skyld, kunne de arabiske byer også nyde godt af den samme udvikling.
Fra 1967 og frem til Oslaaftalerne blev indgået i 1990’erne og de palæstinensiske selvstyremyndigheder blev oprettet, blev vandforsyningen blandt palæstinenserne på Vestbredden næsten fordoblet til 120 kubikmeter vand om året.
De sidste 20 år er vandforsyningerne igen næsten fordoblet. Og i 2010 var det palæstinensiske forbrug på Vestbredden oppe på 190 millioner kubikmeter årligt.
Også officielle palæstinensiske kilder anerkender dette, skriver Bigman. Tal fra Palestinian Hydrology Group viser, at i 2004 var 643 af 708 palæstinensiske husholdninger koblet til vandforsyningen, det vil sige 97 procent af den palæstinensiske befolkning. Majoriteten af disse har indlagt vand i hjemmene.
Det er ikke bare totalsummen af vandforbruget som er øget. Også forbruget per indbygger er gået op efter Israel tog kontrollen. I 1967 brugte hver arabisk indbygger på Vestbredden i gennemsnit 93.000 liter vand om året. I 2006 var tallet 129.000 liter per palæstinensisk indbygger. Det er på ingen måde langt fra det israelske vandforbrug per indbygger, som er på 170.000 liter i gennemsnit.
En fjerdedel mere, ikke fire gange mere
Senest i februar 2014 kom Europa-Parlamentets præsident Martin Schultz med udokumenterede beskyldninger om, at Israel forbruger fire gange mere vand per indbygger end palæstinenserne på Vestbredden – en langt mere dramatisk forskel end der er i virkeligheden. Og ifølge Gvirtzman er det som sagt i stor grad muligt for det palæstinensiske myndigheder at udjævne forskellene med forholdsvise enkle metoder. Men viljen er ikke til stede.