Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Kom til Nordic Israel Congress 10.-12. maj for at høre meget relevante foredrag. Vær hurtig med tilmelding, begrænset antal pladser. 

Sætter kontroversiel retsreform i bero

En hårdt presset Benjamin Netanyahu udsætter regeringens planer om en retsreform. Her ses Netanyahu i Israels parlament (Knesset), 27. marts. (Foto: Flash90)
Efter store demonstrationer over hele landet sættes retsreform-planerne i bero, har premierminister Benjamin Netanyahu her til aften meddelt.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu har her til aften meddelt, at regeringen sætter de kontroversielle planer om en retsreform i bero. Meddelelsen kom efter flere dage med store protester over hele landet mod reformen.

– Vi står over for en krise, der er en reel trussel mod israelsk sammenhold. Det er på tide, at vi tager en pause for at give dialogen en chance, sagde Netanyahu under sit pressemøde her til aften.

Det var ventet at Netanyahu allerede ville meddele at planerne om retsreformen ville blive sat i bero i morges, men Netanyahu menes at have brugt dagen på at sikre sig, at en forsinkelse ikke ville få hans regering til at bryde sammen.

I går gik flere hundrede tusind israelere på gaden, efter Netanyahu havde fyret forsvarsminister Yoav Gallant som tilhører Netanyahus parti Likud. Dagen forinden havde Gallant bedt regeringen om at sætte reformplanerne på pause, fordi planerne havde medført splittelse i samfundet som potentielt kunne svække Israels forsvarsevne.

– Den stigende splittelse i vores samfund har også bredt sig til forsvars- og sikkerhedstjenesten. Det udgør en klar, umiddelbar og konkret trussel mod statens sikkerhed. Det kan jeg ikke tillade, sagde nu fyret forsvarsminister Gallant som er tidligere general i Israels forsvarshær.

I Tel Aviv var hovedvejen gennem byen, natten igennem lukket af enorme menneskemængder. I Jerusalem brød demonstranter igennem barriererne og var kun 50 meter fra premierministerens bolig. Mandag morgen gik præsident Isaac Herzog ud og bad regeringen om at stoppe reformplanerne.

Samtidig meddelte Israels største fagforening Histadrut at landet var gået i generalstrejke i protest mod reformplanerne. Efter Netanyahus meddelelse her til aften, har Histadrut meddelt at generalstrejken er stoppet.

– Vi er alle bekymrede over Israels skæbne. Nu siger vi, nok er nok. Vi har mistet vores retning – det handler ikke om venstre eller højre. Vi kan ikke fortsætte med at polarisere vores nation, sagde fagforeningsleder Arnon Bar-David her til morgen.

Den massive modstand mod regeringens reformplaner betød, at Netanyahu reelt ikke havde andet valg end at sætte reformplanerne på pause. Både inden for Netanyahus eget parti og i de ultraortodokse partier som støtter ham, var der mange som var imod planerne.

I partiet Otzma Yehudit var de ikke imod reformplanerne og ville ikke have dem sat i bero.

– Det er at give efter for politisk tvang. Jeg mener, det er yderst problematisk at stoppe reformplanerne, udtaler kulturarvsminister Amichai Eliyahu.

Op mod 100.000 israelere demonstrerede uden for parlamentet i dag, 27. marts. (Foto: Flash90)

Netanyahu-regeringen ønskede at gennemføre en retsreform som ville give politikerne magten til at udpege nye dommere. Reformen ville også begrænse Højesterets mulighed for at nedlægge veto mod love, som de mener overtræder Israels grundlæggende love som er en slags kvasi-konstitution.

Reformens tilhængere mener det er forkert, at dommere som ikke er folkevalgt, har beføjelse til at revidere beslutninger truffet af folkevalgte.

Reformens kritikere mener derimod at regeringen vil få for meget magt og flere mener at reformen truer Israels demokrati.

En meningsmåling viser et flertal af israelerne er imod store dele af retsreformen – inkl. mange af premierminister Netanyahus egne vælgere.

Flere af Israels ledende økonomer advarer om at reformen kan svække landets økonomi, men reformen har også sine støttespillere. Blandt andet har 120 akademikere underskrevet et opråb i støtte til retsreformen.

Israels præsident har opfordret regeringen og oppositionen til at sætte sig sammen og finde frem til en kompromisløsning som alle kan tilslutte sig.

Natten til mandag var der også store demonstrationer i Israel i protest mod retsreform-planerne. Foto: Flash90)

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem