Norges udenrigsminister Anniken Huitfeldt under møde i FNs sikkerhedsråd 19. januar. (Foto: Pontus Höök, FN-delegasjonen)

Norge indfører mærkning af fødevarer fra Judæa og Samaria

Tiltag indføres trods manglende hjemmel i folkeretten til at forbyde økonomisk aktivitet i okkuperede områder - bekræftet i afgørelser ved flere europæiske domstole.

Den 10. juni meddelte Norges Udenrigsministerium at «fødevarer med oprindelse i områder okkuperet af Israel skal mærkes så det kan ses hvilket område produktet kommer fra og hvorvidt produktet kommer fra en israelsk bosættelse».

De norske partier Arbeiderpartiet, Rødt og SV har i mange år kæmpet for at få det gennemført. I 2017 blev forslag om diskriminerende mærkning nedstemt med 64 mod 37 stemmer i Norges Stortinget. I 2020 forsøgte de igen – også det forslag blev nedstemt. Men nu har Senterpartiet åbenbart ladet sig presse til at gå med på forslaget.

I 2017 skrev MIFF om Arbeiderpartiets fødevarerpolitik:

«Arbeiderpartiets mærkning og advarsel mod varer fra bosættelserne er forkastelig. Praksis i vestlige lande viser at der ikke er grundlag i folkeretten til at forbyde økonomisk aktivitet i okkuperede områder. Afgørelser ved flere europæiske domstole bekræfter det samme. Mærkning og advarsler er vel ikke som kun rettes mod Israel og zionistiske jøder? Senest i oktober 2016 kunne MIFF afsløre en norsk hjemmeside som formidler salg af boliger i bosættelser på okkuperet land. Hvorfor har du ikke hørt om det? Hvorfor reagerer Arbeiderpartiet ikke på det?
– Fordi de norske bosætters naboer ikke er jøder, men derimod tyrkere, og bosættelserne ligger ikke i Judæa og Samaria [Vestbredden], men på Nord-Cypern. med andre ord er der tale om dobbeltstandard.

Hvad med de 150 lande- og havområder som er omstridte – ikke kun i Afrika og Asien, men også i Europa? Vil Arbeiderpartiet også mærke de varer? Vil norske regeringer fraråde økonomisk samarbejde med alle parter i konflikter som vi mener er forkerte?»

Vil Norge lade Telenor tilbyde tjenester til bosættere i Nagorno-Karabakh, samtidig med de mærker produkter fra israelske bosættelser og fraråder økonomisk samarbejde? Vil Norge give Turkish Airlines, der dagligt fragter bosættere ind og ud af Nord-Cypern, lov til at operere fra norske lufthavne? Vil Norge fraråde økonomisk samarbejde med den svenske virksomhed Trelleborg, der har leveret udstyr til vandforsyninger til Nord-Cypern? Vil Norge have at norsk industri går med til at bryde ethvert norsk samarbejde med den tyske industrigigant Siemens, som leverer vindenergi til okkupantmagtens industri i Vest-Sahara? Skal norske forbrukere stoppe med at bruge sportstøj og sko fra Adidas, som har butikker i russisk-okkuperet Krim og tyrkisk-okkuperet Nord-Cypern?

For mere info, læs artiklen Economic Dealings with Occupied Territories og rapporten Who Else Profits: The Scope of European and Multinational Business in the Occupied Territories.

I pressemeddelelse 10. juni henviser Udenrigsministeriet til EU-domstolens afgørelse 12. november 2019: afgørelsen «slår fast at madinformationsforordningen skal tolkes således at fødevarer fra områder okkuperet av Israel må mærkes særskilt så forbrugerne ikke vildledes af manglende mærkning om produkternes oprindelse». Det er ikke en afgørelse som Norge er forpligtet til at følge, og flere EU-lande har valgt ikke at følge afgørelsen. Det er underligt at Senterpartiet, der er modstander af EU-politik i Norge, går med til at indføre en af de mest groteskte EU-vedtagelser.

«Norge anser israelske bosættelser på okkuperet område for at være folkeretsstridige,» skriver Utenrigsministeriet. Men jf. folkeretten er der ikke grundlag for at kalde bosættelserne ulovlige. Fakta viser desuden at de israelske bosættelser ikke er størtse hindring for fred – Israelske bolig- og landsbrugsområder i Judæa og Samaria (Vestbredden) dækker blot 2,7% af arealet.

«Bosættelserne er hverken hele- eller hovedårsag til konflikten – naturligvis er de ikke det. Du kan heller ikke sige at hvis de blev flyttet ville du få fred uden en mere omfattende aftale – det ville du ikke få. Og vi forstår at i en slutstatus-aftale, vil nogle bosættelser blive en del af Israel af hensyn til ændringerne der er sket de seneste 49 år, inkl. demografiske realiteter på jorden,» sagde John Kerry, præsident Barack Obamas udenrigsminister, 2016.

Når Norges Udenrigsministerium spørges ind til grundlaget for deres påstand, henviser de til FNs sikkerhedsråds resolutioner 465 og 2334. Men begge resolutioner er vedtaget efter kapitel VI i FN-charteret og er derfor hverken bindende eller folkeret. Mange FN-resolutioner er et resultat af politiske studehandler af værste skuffe, hvor arabiske og muslimske lande sammen med deres allierede nærmest kan vedtage hvad de vil. Resultatet af studehandlerne er heldigvis ikke folkeret, men derimod ytringer.

Norges Udenrigsministerium henviser også til fjerde Genève-konvention, 1949 som argument for at israelske bosættelser er ulovlige. Men den aktuelle paragraf der henvises til, omhandler forbud mod deportation og tvangsforlytninger under opgøret efter Anden Verdenskrig – paragrafen kan ikke anvendes på jøders frivillige bosættelse i Judæa og Samaria som er det jødiske folks historiske og religiøse kjerneland.

Tidligere vicedirektør i USA’s Udenrigsministerium, jusprofessor Eugene V. Rostow, skrev følgende i artikel publiceret i The New Republic, 1990: «Jødernes ret til at bosætte sig i området er på alle måder lige så stor som den lokale befolknings ret til at bo der». Bestemmelserne i artikel 49, punkt 6, om tvangsforflytninger til okkuperede og suværene områder, kan ikke tolkes som forbud mod at personer frivilligt vender tilbage til byer og landsbyer som de, eller deres forfædre, med magt blev tvunget til at forlade. Den forbyder heller ikke at personer flytter til landjord som ikke har været under lovlig kontrol af en stat og ikke er underlagt privat ejendomsret.

Jf. objektiv folkeret er Israels kontrol og bosættelser i Judæa og Samaria lovlige. Vælger man at kalde kontrollen for okkupation, er det en lovlig okkupation, på linje med de allieredes okkupation af Tyskland og Japan efter Anden Verdenskrig. Der er mange fejlagtige omtaler af «1967-grænserne» – der er ikke tale om grænser, men derimod våbenhvilelinjer fra 1949. Den arabiske side nægtede nemlig at kalde det for en grænse.

Den palæstinensiske ledelse – jf. Interimsaftalen fra 1995 (Oslo 2), gik med til- og accepterede Israels fortsatte tilstedeværelse i Judæa og Samaria i afventning af slutstatusforhandlinger – uden restriktioner fra begge parter når det gælder planlægning, zoneinddeling eller opførelse af hjem og samfund. Deraf følger at påstande om at Israels tilstedeværelse i området er ulovlig, er gundløse. Læs mere her: Ti punkter som opsummerer Israels rettigheter i Judæa og Samaria (Vestbredden) og her: Alt hvad du har brug for at vide om isralske bosættelser.

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on email
Email
Share on whatsapp
WhatsApp