Drabet på Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi vil sikkert give Donald Trump ekstra point – især i den amerikanske opinion. Uanset må Israel drage konklusionen efter den seneste udvikling og de skridt, som den amerikanske præsident har taget i Mellemøsten, skriver Limor Livnat i Yediot Ahronoth.
Da USAs sikkerhedsrådgiver John Bolton, en af Israels venner blev fyret for ca halvanden måned siden i et tweet, følte jeg ubehag, skriver Livnat.
Cirka en uge senere angreb Iran oliefaciliteter i Saudi-Arabien. Angrebet blev efterfulgt af en erklæring fra den iranske præsident Hassan Rouhani, der kaldte det for en advarsel.
Trump svarede: “Iran ser ud til at være ansvarlig for angrebet i Saudi-Arabien, men jeg vil ikke have krig”, jeg var meget bekymret, tilføjer Livnat.
For et par uger siden, talte Trump i telefon med den tyrkiske præsident Tayyip. Derefter meddelte Trump verden i et tweet, at han havde besluttet at fjerne amerikanske tropper fra det nordlige Syrien og efterlod dermed kurderne til deres egen skæbne. Kurderne havde kæmpet mod Islamisk Stat i årevis og de så USA som deres allierede. Udviklingen gjorde mig meget urolig, skriver Livnat.
“Tænk positivt” sagde jeg til mig selv, “tænk positivt”. Samtidigt kunne jeg ikke få en gammel tegneserie ud ud af hovedet, skriver Livnat. Tegneserien er tegnet af den israelske illustrator Kariel Gardosh (alias Dosh) i hans bog “So sorry we won” (Undskyld vi vandt), skrevet i samarbejde med Ephraim Kishon.
Bogen blev skrevet i 1967, efter Seksdagskrigen, hvor den lille stat Israel blev angrebet fra tre fronter på samme tid – flere arabiske stater hjalp også til i krigen mod Israel.
I tegneserien med titlen “What’s Up” (Hvad er der) kan vi se den lille Srulik – Doshs personificering af staten Israel – iført sit varemærke – en kova tembel hat mens han står inde i en stor glasflaske.
Tegneserien blev inspireret af den egyptiske præsident Gamal Abdel Nassers handlinger, der blokerede israelske fartøjer fra at sejle gennem Tiranstrædet i maj 1967, hvilket var i strid med tidligere aftaler. Blokaden mod Israel var meget effektiv, skriver Livnat.
I tegneserien virker Srulik bedrøvet. Han beder om hjælp og forsøger desperat at høre, hvad der foregår uden for flasken.
Uden for flasken til højre i øst viser den sovjetiske premierminister Alexei Kosygin tommelfingeren.
Til venstre i vest står en svag og flov amerikansk præsident Lyndon Johnson og ved ikke hvad han skal gøre.
Foruden de to supermagter, ser den britiske premierminister Harold Wilson med ligegyldighed på Srulik, mens der kommer røg ud af hans pibe, den franske præsident Charles de Gaulle står med ryggen vendt mod Israel – som en hentydning til den franske embargo af våben og fly til Israel – og FNs generalsekretær U Thant ryster af frygt.
Kun lille Holland, der virkelig ønsker at hjælpe, viser i desperation sine tomme hænder – når alt kommer til alt kunne de ikke gøre noget alene, tilføjer Livnat.
Slutningen er velkendt – Israel vandt krigen alene på seks dage og stolede kun på sig selv – ikke på alle sine ‘gode venner’.
Hvorfor husker jeg alt det netop nu? Fordi Israel plejede at være den lille Srulik, isoleret fra resten af verden, magtesløs og hjælpeløs.
I dag står Israel stærkt på sikkerhedsområdet. Israel er også et økonomisk kraftcenter med fremragende relationer til verdens supermagter – alt sammen takket være Netanyahus udenrigspolitiske evner, skriver Livnat.
Situationen i dag kan ikke sammenlignes med situationen i 1967.
Netanyahu opretholder et tæt og varmt forhold til USAs præsident. Tak, præsident Trump, for efter 71 års venten, at have flyttet den amerikanske ambassade til Jerusalem. Tak også for at have anerkendt israelsk suverænitet over Golanhøjderne, skriver Livnat.
Netanyahus forbindelser med den russiske præsident Vladimir Putin er også vigtige og meget værdifulde.
Men vi må altid huske på, at i sandhedens øjeblik, hvis og når det sker – kan vi ikke stole på andre end os selv – slutter Livnat.