Kære Israel-venner
Jeg har længe ventet på at kunne dele min historie med jer.
I kender mig som daglig leder for MIFF i Danmark, men I kender ikke min historie.
At være israelsk-jøde i Danmark er blevet umuligt og eksplosiv antisemitisme tvang mig til at holde meget lav profil i mit eget land, men nu kan jeg endelig vise hvem jeg er.
Her er min historie:
Halv wienerbrød – halv falafel, min farfar blev født i fattigdom under det tyrkiske mandat i den gamle havneby Yaffo beliggende tæt på Tel Aviv. Min oldefar rykkede kone og børn til Egypten, hvor min farfar gik på fransk skole. Desværre døde min oldemor og oldefar pludseligt og min farfar måtte gå ud af skolen og arbejde som bilmekaniker. Han talte aldrig om livet som børnearbejder, men fortalte, hvor bange han var for at sove alene på bilværkstedet.
Efter nogle år lykkedes det de otte børn at vende hjem til Israel, der nu var under britisk kontrol. Her blev min farfar gift med min farmor, der nåede at flygte med sin mor og søskende fra Grækenland før nazisterne slog til. Det nygifte par bosatte sig i Tel Aviv, hvor min faster blev født i 1939, min far i 1943 og min onkel i 1948.
Under Anden Verdenskrig meldte min farfar sig til tjeneste i Den Jødiske Brigade i Den britiske Hær. Han var med til at befri Italien og modtog fire medaljer for tapperhed. Livet i spæde Israel var rigtig hårdt og min farfar kæmpede ved fronten i 1948, da de arabiske lande angreb. Han var også med til at bygge havnen i Ashdod og arbejdede i mange år på USA’s ambassade.
Min mor blev født på landet i Jylland og rejste i 1960’erne til Israel som kibbutz-volontør. Hun forelskede sig i landet og flyttede til Tel Aviv, hvor hun mødte min far. De rejste til Danmark, hvor holdningen til Israel var en helt anden, end den er i dag. Min far faldt hurtigt til i København og blev mødt med åbne arme af danskere, der havde stor respekt for det lille jødiske land, der kæmpede for at overleve i et hav af had.
Alt det ændrede sig efter krigen i 1967, og da jeg blev født i 1969, var det allerede tydeligt, at israelere ikke længere var velkommen i Danmark. Derfor rejste vi medio 1970’erne til Israel, men savnet af København blev for stort og vi vendte hjem til et Danmark, hvor hadet i mellemtiden havde slået stærke rødder. Jeg blev sendt i dansk skole, men blev aldrig accepteret og skolen nægtede at stoppe mobningen og jeg turde ikke gå i skolen. I 1979 kunne vi ikke længere holde til hadet og rejste igen til Israel, hvor jeg blev modtaget med åbne arme og følte mig hjemme. I Israel voksede jeg op i skyggen af terrorangreb, Første Libanonkrig og Første Golfkrig. Alligevel følte jeg aldrig den frygt som jeg følte i Danmark.
Terrorangrebet der ændrede alt. Dansk wienerbrød og israelsk falafel er en del af min identitet og med mine stærke rødder i Danmark, Israel og Yemen, har jeg et ben i flere kulture, mentaliteter og måder at leve på. Efter Første Golfkrig i 1991, besluttede vi at give Danmark en sidste chance. Jeg ville Danmark, men danskerne ville ikke mig og hadet som dansk-israelsk-jøde blev en del af hverdagen. Da den palæstinensiske terrorist i 2015 skød vores jødiske vagt ved synagogen, blev vores værste frygt til virkelighed. Terrorangrebet ramte os i hjertet af jødisk liv og mens hverdagen vendte tilbage for danskerne, var intet som det plejede for os – jødisk liv kom sig aldrig over chokket.
I årenes løb er jeg blevet udsat for massive verbale og fysiske overgreb. Alt lige fra mit navn, min næse, min hudfarve, mit mørke hår, min madkultur og mit sprog er blevet angrebet. Jeg har mødt hadet overalt og er blevet udsat for diskrimination på universitetet, på arbejdet, i supermarkedet, blandt naboer og på gaden – alle vegne. I mange danskers øjne er jeg forkert og de blev ved med at sige, at jeg “ikke er en af dem”. Jeg kan ikke sætte ord på, hvor ondt det gør at blive afvist at dit eget land og folk.
MIFF blev min redning, en kold novemberdag i 2018 besluttede jeg at kigge forbi Wizo-bazaren på den jødiske skole i København. Her mødte jeg en sød MIFF-frivillig, der spurgte om jeg havde hørt om Med Israel for fred (MIFF) og om jeg ville være medlem. Fra det øjeblik stod det klart for mig, at jeg endelig var kommet hjem. Jeg tog kontakt til Dina Grossman – en vidunderlig kvinde med en drøm. Dina var MIFF-frivillig og hun ville samle alle danske, færøske og grønlandske Israel-venner i MIFF. Jeg delte Dinas drøm og sammen ville vi lægge alle kræfter i MIFF’s arbejde for israel. Takket være alle vores vidunderlige Israel-venner i Norge og stadig flere MIFF-medlemmer i Danmark, kunne vi arbejde for at give Israel en stærk stemme i Danmark.
Massakren tvang mig til at vælge mellem mine identiteter, frem til 7. oktober-massakren mod Israel i 2023, stod jeg frem med navn og billede på MIFF’s sociale platforme og på miff.dk, men da terroristerne stormede ind i Israel for at myrde, voldtage og kidnappe børn, kvinder og mænd til Gaza, eksploderede hadet i Danmark og gjorde min tilværelse umulig. Jeg blev en skygge af mig selv, og kunne ikke længere se mig selv, min familie eller vores Israel-venner i øjnene.
Der har altid været antisemitisme i Danmark, men i dag er jødisk liv truet som aldrig før og tallene taler deres tydelige sprog. Flere danske-jøder har allerede forladt Danmark og den 16. september 2025, blev det min tur. Kun MIFF og mine allernærmeste vidste, at jeg havde pakket mit liv ned i en kuffert og udskiftet min københavner tilværelse med et lille værelse i Be’er Sheva.
At forlade Danmark efter 33 år er både det sværeste og det bedste jeg nogensinde har gjort. Efter en lang kamp for at være halv wienerbrød – halv falafel, tvang Danmark mig til at vælge mellem mine identiteter. Det er et umuligt valg og jeg kan ikke tilgive, at Danmark tvang mig til at træffe valget.
I Israel er der ingen der stiller spørgsmåltegn ved mit udseende, min baggrund eller min accent. Selvom Israel sørger og alle israelere har mistet naboer, venner og familie, byder de mig ind i deres hjerter. De er glade for at jeg endelig er kommet hjem – jeg er en af dem, ikke et fremmede element. Her kan jeg være halv wienerbrød – halv falafel. Her kan jeg kan være mig uden frygt for at blive overfaldet, truet eller diskrimineret. Israel er mit hjem, min sjæl, min kærlighed – her hører jeg hjemme.
Hvorfor tvang Danmark mig til at vælge mellem mine identiteter?
Den bedste gave du kan give MIFF og mig er din støtte til vores arbejde. Uanset om du vil hjælpe os ved at læse, kommenterer og dele vores artikler og opslag, om du vil give en hånd med under vores arrangementer, melde dig ind i MIFF, inviterer din familie og venner ind som medlemmer eller give en gave til at styrke Israel, vil det gøre en stor forskel for os.
Tak fordi du læste min historie – tak for din støtte!
Det ødelagte israelske flag, der ikke giver op er symbolet på Israels kamp for at overleve.
