Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Det jødiske folks og Israels historie – tidslinje

Støtter MIFF en palæstinensisk stat?

(Illustrationsfoto: Jean-François Gornet, flickr.com)
Palæstina-flag (Illustratonsfoto: Jean-François Gornet, flickr.com)
Med Israel For Fred (MIFF) - som organisation har vi ikke noget standpunkt, hverken for eller imod en palæstinensisk stat. Vi har plads til medlemmer med forskellige syn på sagen, lige som deres syn på Israel "indefra" er meget forskellige.

MIFF siger det som det er: Et stort flertal af jøderne i Israel er villige til at trække sig ud af det meste af Vestbredden og overlade området til arabisk kontrol – hvis blot det vil føre til ægte fred.

Grunden til der ikke allerede er blevet etableret en palæstinensisk stat for længe siden, skyldes at der desværre ikke er noget der tyder på, at at en sådan stat vil leve i fred med Israel – Den vil i bedste fald blive en terror rede, eller i værste fald, et opmarch område – et samlingspunkt – for fjendtlige hære, raketter og missiler – i værste fald med atomvåben.

Alternativerne synes endnu værre
Når et stort flertal af jøderne i Israel støtter i princippet tanken om en palæstinensisk stat, skyldes det, at de finder alternativerne endnu mere skræmmende. Alternativerne er:

a) At indlemme Vestbredden (og eventuelt Gaza) i Israel og give alle som bor der, stemmeret og alle andre borgerrettigheder.

Det vil bringe en stor arabisk befolkning ind i Israel, med stor fare for, at Israel om ganske få år vil få et arabisk flertal. Den gængse indstilling i den israelske befolkning er derfor ikke at indlemme en større del af den arabiske befolkning i Israel, men at flytte en del af grænsen vestover, sådan at den del af Israel med en arabisk befolkning bliver en del af Vestbredden. Den som er mest kendt for at gå ind for den løsning er Avigdor Lieberman og hans parti Yisrael Beiteinu. Men det forlyder, at flere partier er begyndt at interessere sig for løsningen – NB: artiklen er fra 2008 og siden da har det politiske billede i Israel ændret sig. Derudover vil Abrahamaftalerne indgået i 2020 mellem Israel, Emiraterne og Bahrain samt aftalen om at normalisere forholdet mellem Israel og Sudan, formodentligt ændrer det generelle billede i regionen.

b) At indlemme Vestbredden (og eventuelt Gaza) i Israel, og lade araberne bo der uden borgerrettigheder og uden stemmeret. Men omverdenen vil ikke godtage den mulighed som en varig løsning, og mange jøder i Israel mener også at det er en uholdbar løsning.

c) At indlemme Vestbredden (og eventuelt Gaza) i Israel og smide araberne (palæstinenserne), som bor der, helt ud. Det vil aldrig blive godtaget af verdenssamfundet og rigtig mange jøder i Israel vil også være imod det, af moralske årsager.

d) En mere fredelig version af model “c” er at betale enorme summer til araberne, for at så mange som muligt skal flytte fra områderne frivilligt. Men hidtil har intet tydet på, at det kan gennemføres så vidtgående, at det vil kunne give et gunstigt resultat. Der findes næppe økonomi nok til at betale araberne de summer som de vil kræve for at flytte, og der er sikkert også en del arabere der ikke – under nogen omstændigheder vil flytte, uanset beløb.
e) Der har igennem tiden været forslag om, at Israel og Jordan skulle dele kontrollen over Vestbredden, at jøderne skulle være statsborgere i Israel og araberne i Jordan, og lignende løsninger (“funktionelt kompromis”). Men den mulighed er måske udelukket, først og fremmest fordi meget få arabere vil acceptere den.

Og så sidder man der igen med en stat for jøderne og en stat for araberne (palæstinenserne), hvor hver gruppe kan være i flertal i hver sin stat og udvikle hver sin stat. Det er altså det, de fleste israelere satser på, men det ser virkeligt svært ud i praksis på kort sigt. Hvis og når en fredsaftale bliver til noget, vil der være stor risiko for, at jøderne kommer til at miste adgangen til nogle af deres vigtigste, historiske områder – inklusiv mange hellige steder. Men i bytte for en ægte fred er mange israelere villige til at løbe den risiko – og give afkald på noget af det mest dyrbare i jødedommen.

Store uafklarede problemstillinger

Grænserne

Under fredsforhandlinger i Annapolis (USA) i september 2008 foreslog Israel angiveligt at beholde mellem 2 % og 7 % af Vestbredden (områder som hvor det hovedsageligt bor jøder), resten bliver en palæstinensisk stat sammen med hele Gaza. Som et tillæg vil den palæstinensiske stat få overdraget et område i tilknytning til Gaza som kompensation af Israel for (nogle af) de områder som Israel beholder på Vestbredden. Det ligner ordningen som Bill Clinton foreslog, lige inden han gik af som Præsident i USA i starten af 2001, som palæstinensernes daværende leder Yasser Arafat afviste.

”Stat minus” eller ”Selvstyre plus”?

Den første israelske leder som underskrev en aftale om et selvstyreområde for palæstinenserne, var statsminister Menahem Begin i fredsaftalen med Egypten i 1979.

Oslo-processen (påbegyndt 1993-1994) skulle føre til en palæstinensisk statsdannelse. Men en aftale om en egentlig statsdannelse er det ikke blevet til, først og fremmest fordi palæstinenserne ikke ville opgive “retten til at vende tilbage” og heller ikke gennemførte seriøse tiltag til at stoppe terror handlingerne mod Israel.

Der er udbredt enighed i Israel om, at der er behov for begrænsninger. Særligt på det militære område må der være totalt vandtætte aftaler og kontrolordninger der kan sikre Israels eksistens. Det må f.eks. aldrig blive sådan at der pludselig står en iransk hær eller iranske raketter lige udenfor Jerusalem.

Lederne i Likud siger, at de går ind for “selvstyre plus” for palæstinenserne. I praksis er der stort set ingen forskel på det som venstrefløjen kalder “stat minus”.

Vi, som støtter Israel, skal kunne forklare Israels dilemma!

I dagens situation og for fremtidens skyld, er en af vore fornemste opgaver at forklare, hvorfor en palæstinensisk stat – i hvert fald på kort sigt – ikke er en mulighed, rent praktisk. Det er de allerfleste israelere enige i.

Kilder og henvisninger
Artiklen blev oprindeligt udgivet på norsk i september 2008. På dansk ved Inger Irene Hansen, marts 2018. Redaktionens kommentar april 2018: Situationen synes uændret.
Indtil vi har mere materiale på dansk vil vi gerne henvise læserne til følgende links til artikelsamlinger på miff.no: Vestbredden ; palæstinensisk stat ; Gaza ; Jordan ; fredsforhandlinger i Annapolis (USA) i september 2008 ; Oslo-aftalerne / Oslo processen.

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem