Den 5. maj fejrer staten Israel 74 års uafhængighed. Israelere vil mødes for at fejre et levende og mangfoldigt samfund, et blomstrende demokrati og lederskab samt innovation inden for videnskab og teknologi. Men mere end alt vil israelerne fejre Israel som legemliggørelsen af det jødiske folks selvbestemmelse, skriver Olga Deutsch i Israel Hayom. Deutsch er vicepræsident i NGO Monitor, en vagthund, der arbejder for at fremme større gennemsigtighed blandt NGO’er der får international bistand.
Andre vil i stedet fejre palæstinensernes årlige Nakba-dag og sørge over hvad de anser for at være en “katastrofe” som et iboende element i grundlæggelsen af den jødiske stat tilbage i 1948.
Dikotomien mellem de to observanser kunne ikke være skarpere, understreger Deutsch. Mens førstnævnte ser fremad og arbejder målrettet hen mod fremtiden, holder sidstnævnte fast i en revisionistisk version af historien og bevarer et etos om offer i et desperat forsøg på at ændre nutiden.
Der er intet nyt i de to verdenssyn, men i de seneste år er “katastrofe”-retorikken imidlertid migreret fra palæstinensisk diskurs til indflydelsesrige vestlige institutioner og organisationer som en del af en større kampagne for at delegitimere og isolere Israel.
Det mest iøjnefaldende eksempel er de gentagne apartheid-anklager, der rettes mod Israel af magtfulde menneskerettighedsorganisationer. I begyndelsen af 2021 offentliggjorde de indflydelsesrige NGO’er Human Rights Watch og B’Tselem rapporter, hvori de anklagede Israel og israelske embedsmænd for apartheid – en forbrydelse mod menneskeheden. Og i februar i år offentliggjorde Amnesty International en lignende rapport, hvori Israel blev beskyldt for at være racistisk og illegitim siden statens grundlæggelse i 1948.
I deres kampagner for at stemple Israel som en apartheidstat, tyr NGO’erne til historiske fordrejninger, juridisk udokumenterede definitioner og falske fortolkninger af eksisterende israelske politikker og love. De sletter den bredere kontekst fuldstændigt og ignorerer den igangværende konflikt, terrorangreb, palæstinensisk afvisning af enhver form for normalisering med Israel og internationalt bindende aftaler underskrevet mellem de to parter. De gør det med et enkelt formål – at nægte jøder, og kun jøder, retten til en suveræn stat.
De NGO’er, der præsenterer apartheiddiskursen som blot værende “kritik” af israelsk politik, bør afvises på stedet. Den simple sandhed er, at “apartheid” anklagen bruges til at erklære Israels eksistens for illegitim. Ved at fremstille Israel som en iboende racistisk bestræbelse, er NGO’ernes kampagner ikke mindre end klassisk antisemtisme som opfylder kriterierne i IHRA’s arbejdsdefinition af hvad antisemitisme er. En arbejdsdefinition som allerede er blevet vedtaget og godkendt af 34 lande.
NGO’erne har også spillet en vigtig rolle i lobbyarbejdet i FN’s Menneskerettighedsråd for at oprette en undersøgelseskommission, der skal undersøge anklagen mod Israel om apartheid. Undersøgelsen, der skal samles i juni, består af medlemmer mod hvem der igennem flere år er blevet dokumenteret anti-israelske skævheder og omfattende forbindelser til politiserede NGO’er. NGO’erne håber at FN’s involvering vil skabe juridisk og politisk præcedens for at anvende “apartheid” som mærkat og forstærke NGO-lobbyingen for at få Den Internationale Straffedomstol til at følge trop.
Mest foruroligende er det at vores omfattende forskning i NGO Monitor har vist at NGO’erne anti-israelske kampagner ofte finansieres af flere europæiske regeringer – inkl. Schweiz, Sverige, Danmark og Holland. Siden 2014 har 13 NGO’er, der promoverer apartheid-anklagen mod Israel, modtaget over 353 millioner kroner gennem forskellige europæiske regeringsprogrammer, inkl. seks NGO’er som er tilknyttet terrororganisationen Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP) som blandt andet står på Israels terrorliste.
Delegitimisering af staten Israel, antisemitisk retorik og terror er alle redskaber, der længe har været en del af NGO’ernes anti-israelske værktøjskasse. Alligevel har de fejlet dybt. Israel i 2022 er et mangfoldigt, blomstrende og velstående samfund. Rent praktisk har BDS-bevægelsen ikke formået at vinde væsentlig indpas andre steder end i de marginaliserede politiske bevægelser. Og i modsætning til trætte fortællinger om international isolation, fortsætter Israel med at danne nye alliancer og vigtige regionale partnerskaber, som for blot få år siden var utænkelige, skriver Deutsch.
Måske er det på tide, at Human Rights Watch (HRW), Amnesty og deres lignende omkalibrerer sig. Israels fremtid vil ikke blive formet på kontorer i New York eller London. Israels fremtid formes i fora som det historiske topmøde i Negev i marts, hvor prominente repræsentanter fra landene som Israel indgik Abraham-aftalerne. Israels fremtid formes i gangene i Tel Avivs mange Start Up virksomheder og i Israels parlament, Knesset, som huser landets hidtil mest mangfoldige regering, hvor jøder og arabere arbejder sammen for at gøre Israel til et bedre samfund for alle – også israelske arabere, beduiner, drusere, tjerkessere, kristne og mange andre minoriteter som nyder en beskyttelse og en frihed som ingen andre minoriteter i hele regionen.
Forud for Israels 74 års fødselsdag i næste uge, bør de anti-israelske NGO’er reflektere over hvorvidt deres retorik er med til at facilitere en bedre fremtid, eller om de fastholder en fortælling, der længe har tilhørt fortiden.
Tillykke med fødselsdagen til verdens eneste jødiske stat!
