Oversættelsen er baseret på en kommentar skrevet af Zvika Klein, der er Jerusalem Posts chefredaktør. Kommentarartiklen blev publiceret på engelsk 7. januar 2026.
Det er 11 år siden to brødre gik ind på Charlie Hebdos kontorer i Paris og myrdede 12 personer, der havde tegnet karikaturtegninger.
To dage senere gik en bevæbnet mand, der havde sværget troskab til ISIS, ind i et jødisk-supermarked og myrdede 4 jøder, der var på Shabbat-indkøb.
Vi troede at vi så grusomhederne for øjnene af os, men vi vidste ikke, at vi var vidner til begyndelsen på enden for Europa, som vi kender det.
Det var ikke tilfældige voldshandlinger. Det var instruktioner. Det var demonstrationer af, hvordan terror omskriver reglerne for frie samfund uden behov for love.
Lektionen var let at forstå: Udgiv det, vi ikke kan lide, og vi dræber dig. Vær synligt jødisk i det offentlige rom, og vi dræber dig. Når vi har gjort det nogle gange, vil frygten gøre resten af arbejdet for os.
Det er strategiens onde geni. Du behøver kun at slå til en eller to gange, før begrænsningerne kører af sig selv.
Elleve år efter Charlie Hebdo: Ytringsfriheden er død i Vesten
Jeg kalder proceduren for “Kalashnikov-censur”. Pistolen går af i en redaktion i Paris, og eksplosionen påvirker alle redaktionelle møder i London og New York. Fænomenet gennemsyrer også alle universitetslokalerne i Berlin og Toronto, for ikke at tale om sikkerhedsbriefingerne i synagogerne i Los Angeles og Miami.
I dag vil medie-redaktører afvise tegneserier uden at blive bedt om det. Lærer springer kapitler over om sekularisme over, fordi de kalkulerer risici i hovedet. I jødiske skoler iværksættes ekstra sikkerhed med bevæbnede vagter, højere hegn og udflugter aflyses.
Terroristerne behøver ikke at vise sig igen. Restriktionerne er allerede installeret og kører lydløst i baggrunden som selvopdaterende software. Det er det sikre tegn på at deres strategi virker efter hensigten.
På tiårsdagen for Charlie Hebdo-angrebet, erkendte daværende præsident François Hollande, at der er problemer som der ikke tales om. Eksempelvis selvcensur drevet af frygt. Han talte også om, hvordan terrorangrebet fortsat påvirker, hvad der udgives og undervises i.
Når et tidligere statsoverhoved indrømmer, at terroren er lykkedes med at ændre de frie mediers adfærd, siger det alt hvad du har brug for at vide. Terroristerne opnåede deres mål. Terroristerne ville opnå meget mere end at myrde 12 tegneserie-tegnere eller 4 jøder, der var i gang med Shabbat-indkøb. Terroristerne ville dræbe en hel civilisations tillid til egne principper.
Europa har mistet sin identitet
Terroristerne opnåede, hvad de ville. Der er et Europa før og efter januar 2015.
Europa før januar 2015 troede at diskussionen om blasfemi og sekularisme hørte fortiden til. Europa troede at deres jøder kunne leve leve trygt uden bevæbnede vagter foran synagogerne og skolerne. Terrorangrebet for 11 år siden blev begyndelsen på Europas død.
I årevis havde terroristerne testet deres strategi i Mellemøsten og Nordafrika hvor religiøs udfoldelse kan være livsfarlig, hvor censur støttes af magthaverne og social tvang er en del af hverdagen.
I 2019 tog Pew Research temperaturen på regionens situation. Deres undersøgelse viste at 18 ud af 20 lande, dvs 90% – havde blasfemilove. Undersøgelsen viste også at det var ulovligt i 13 lande at forlade islam. Med andre ord har indbyggerne ikke lov til at tænke selv.
I 2025 rapportede Freedom House, at alle deres undersøgte lande i Mellemøsten, havde blokeret politisk, socialt eller religiøst online indhold. Dvs at hele deres informations-aperat er grundlagt ud fra en klar opfattelse af, at visse ideer er for farlige og derfor skal straffes.
Statsmagten, truslen fra pøblen og volden fra en kniv, anses for at være en legitim reaktion på ytringer, der ikke tolereres.
Jihadistisk terror er med andre ord, en manifestation af ideen om at truslen om vold er en legitim reaktion. Med terror vil terroristerne sikre at samfundet regulerer sig selv og flere hundrede års arbejde for at skabe et åbent samfund lægges i graven. Konsekvensen er at tegneserier ikke udgives og elever ikke undervises i visse emner.
I Europa tør man ikke tale om Muhammed, islam eller religiøst motiveret årsager til vold. Det er fordi, man allerede har tænkt over, hvad der kan ske, hvis man gør det. Man har besluttet, at udøvelse af skøn opvejer risikoen for at blive myrdet.
Hypercacher-angrebet gjorde det meget klart, at problemet er meget mere end blot at gøre grin med folk. Når man myrder jøder i en købmandsforretning, siger man, at deres tilstedeværelse i det offentlige liv stadig ikke accepteres.
Jødernes sikkerhed afhænger af om de er villige til at forsvinde. Et samfund, der giver efter for udefrakommende trusler, underminerer sig selv indefra og træffer beslutninger, der truer deres jødiske mindretal.
Elleve år efter Charlie Hebdo, er det hvad Europa har gjort. Ser man på problemet ud fra det faktum, giver alle kompromiserne pludselig mening.
Vi nægter at se bestemte tegneserier for ikke at gøre dem vrede. Vi undlader at se bestemte tegnefilm, fordi vi ikke vil provokere dem. Vi undgår bestemte emner, fordi sikkerhedstruslen er uoverskuelig.
Med forsigtig stemme foreslår vi, at jødiske begivenheder ikke bør være offentlige af hensyn til sikkerheden.
Vi bilder os selv ind at vi bare er forsigtige og tager hensyn til sikkerheden, mens vi nægter at indrømme sandheden.
Hver gang vi nægter at se sandheden i øjnene lider vi endnu et nederlag og med tiden bryder vores åbne samfund sammen. Vores vestlige værdier er værd at kæmpe for, alligevel vælger vi at bukke under for presset og frygten uden at sige fra.
Vores jøder forlader Europa
Siden Charlie hebdo har rekord mange jøder forladt Frankrig og i flere europæiske byer er der no-go-zoner.
Museer aflyser udstillinger, universiteter aflyser foredragtalere, politiet fortæller deres jødiske mindretal, at de ikke kan garantere deres sikkerhed og synagogerne ligner fort knox.
Begyndelsen på enden
Døden kommer langsomt og snigende med mindre justeringer og kompromiser for at bevare freden.
Flere millioner muslimer er modstandere af ideologien og risikere alvorlige konsekvenser, hvis de siger deres mening.
Journalister, aktivister, komikere, ateister, kvinder og LGBT-mindretal i muslimske lande, risikerer livet i kampen for deres ytringsfrihed.
Eks-muslimer og reform-muslimer, der ved hvad det vil sige at leve i et samfund, hvor dine tanker kan være ulovlige, er modige forekæmpere af ytringsfriheden.
Imens har Vesten valgt at lade sig dikterer af frygten for terror. Vi må ikke lade vores ytringsfrihed blive censureret af frygten for vold. Vi bør værne om vores ret til at mene og tænke, hvad vi vil.
Hver gang vi bukker under for frygten, giver vi terroristerne endnu en sejr og vi gør arbejdet for dem.
Og vi ser konsekvenserne i et Europa, der er ved at falde fra hinanden.
Vores sociale kontrakt, der har bundet os samme, er ved at kollapse. Vores antagelse om, at vi kan leve frit, tale frit, tilbede frit, tegne frit er død. Og vi har selv sørget for det med vores små justeringer.
Vi skal værne om at beskytte dem, der har brug for det. Vi skal beskytte vores journalister, der dækker ekstremisme, vi skal beskytte vores jødiske mindretal og vores intellektuelle.
Vi skal stoppe med at tvinge folk til at vælge mellem sikkerhed og synlighed, som om det er et rimeligt krav at stille indbyggerne i et frit land.
Vi skal kalde en spade for en spade
Vi skal sætte de rette ord på truslerne, som vi står over for. Vi skal stå fast på, hvad vi står for.
Vi skal stå fast på at kritisere islam på samme måde, som vi kritiserer kristendom, jødedom og andre religioner.
Vi skal stå fast på at være uhøflige. Vi skal stå fast på at vold aldrig er acceptabel.
Vi skal skal turde holde ud. Vi skal beslutte, at vi ikke vil lade os skræmme.
Vi skal tage aktiv stilling til om vi vil sige fra eller give op. Som samfund skal vi nægte at tie stille – det er vores styrke.
Vi skal stå fast på at udgive, undervise, ytre, argumentere og beskytte dem, der tør kalde en spade for en spade.
Uanset hvor mange år det vil tage, skal vi stå fast på vores vestlige principper.
I 11 år har vi håndteret frygten i stedet for at bekæmpe den. I 11 år har vi håndteret frygten i stedet for at bekæmpe den.
Kan journalister arbejde frit uden censur? kan jøder leve et jødisk liv i Europa? Kan vi leve i et samfund, hvor frygten for terror gennemsyrer alle beslutninger på en daglig basis?
Vi kan fylde vores byer med mindesmærker, lys og smukke ord, men det ændrer ikke på, hvor vi er på vej hen.
Vi skal kalde en spade for en spade; Europa er døende.
Terroristernes strategi har været meget effektiv og vi er ikke villige til at indrømme det. Vi må og skal sige fra.
Europa som vi kender det er væk. Nu er det vores ansvar at stoppe Europas endelige død.
