Bent Blüdnikow, der er dansk historiker, journalist og forfatter, delte sin Berlingske kronik på Facebook (26. august)
Min kronik i dag i Berlingske om de terrorgrupper, der huserede i Danmark. Dengang var den palæstinensiske Force 17 gruppe farligere end Blekingegadebanden med mordplaner mod bl.a. Israels præsident Chaim Herzog, overrabbiner Bent Melchior og journalist Herbert Pundik. Historien er indsnævret til kun at huske Blekingegadebanden og jeg minder om at terrorisme og venstrefløjens medløberi var udbredt.
Kronikker, 25. august
Blekingegadebanden var brutal – men nutidens ekstremisme er langt mere maskeret og global
I 1970erne og 1980erne var Blekingegadebanden en farlig, terrorstøttende gruppe. Men der var grupper, som nu er glemt, der var farligere. Bent Blüdnikow genopfrisker historien om grupper som Abu Nidal og Force 17, der var klar med mordplaner og terror.
Der har været betydelig interesse for Blekingegadebanden i medierne. Netmagasinet Frihedsbrevet har fortalt, hvordan bandemedlemmet Torkil Lauesen stadig er en helt for unge revolutionære, DR har sendt en podcastserie om bandens ugerninger, og Berlingske og Kristeligt Dagblad har fulgt op med artikler om banden og dens ofre.
Det er en relevant historie i disse tider med nye ekstremistiske trusler mod det åbne demokratiske samfund. Blekingegadebanden var en brutal og antijødisk støttegruppe for den palæstinensiske terrorgruppe PFLP.
Historien om banden, dens mord på politimand Jesper Egtved Hansen, røverier, våbenhjælp til PFLP og dens liste over zionister og jøder er et frygtindgydende eksempel på, hvad fanatisme kan lede til.
Bandens »idealisme« nød sympati i venstrefløjs kredse, og derfor er dens aktiviteter også en advarsel til nutidens »idealister«.
Men sagen er, at Blekingegadebanden ikke var den eneste farlige gruppe dengang og heller ikke den farligste. Men det er glemt, for alt fokuseres på lige netop Blekingegadebanden, hvilket gør tidsskildringen snæver.
Libyske, iranske og palæstinensiske terrorgrupper huserede ret fri i Norden i 1970erne og 1980erne. En palæstinensisk gruppe fra Uppsala havde omkring 1980 planer om at lade en af medlemmernes svenske kæreste sprænge Knesset (parlamentet) i luften i Israel.
Tidens farligste terrorist Abu Nidal havde en aktiv gruppe i Sverige, som svensk efterretningstjeneste anholdt og fandt et større våbenlager. Gruppen havde planer mod SAS-fly i 1989.
Ifølge norsk efterretningstjeneste havde tre palæstinensiske terrorgrupper etableret sig i Norge, nemlig Abu Nidal, Force 17 og Hizbollah. Der var kun kort vej fra Sverige til at lave aktioner i Danmark, og det viste sig i 1985, da fire palæstinensere fra Uppsala sprængte bomber ved et amerikansk flyselskab i København og ved synagogen.
Den algeriske turist Rached Hamdi blev dræbt ved flyselskabet. Senere på året sprængte gruppen en jødisk madforretning i luften i Vendersgade.
Tiden var til revolutionær ildhu
Men langt den farligste gruppe var den palæstinensiske leder Yassir Arafats sikkerhedsgruppe Force 17, som blandt andet blev brugt som sikkerhedsvagter på diplomatiske repræsentationer. Gruppens medlemmer blev tilknyttet den palæstinensiske repræsentation i København og udviklede snart mord- og terrorplaner.
Vi ved en hel del om gruppens aktiviteter, for PET lækkede en mængde oplysninger til Ekstra Bladets Cavlingpris-vindende journalist Jakob Andersen.
Fra 1987 til 1989 udklækkede gruppen mordplaner mod overrabbiner Bent Melchior og journalist Herbert Pundik. Mordene skulle foregå i Israel og udført af en af bandens danske kærester Ulla Lyngsby. Imidlertid blev Ulla Lyngsby anholdt i Israel ved sin ankomst, og terroraktionen blev undgået.
Anholdelsen og senere forhøret udløste en større diplomatisk krise mellem Danmark og Israel, og efter politisk pres blev Ulla Lyngsby løsladt og ankom til Københavns Lufthavn. Hun blev i de fleste danske medier beskrevet som en ung blond dansk pige, der havde været udsat for kynisk behandling i Israel. Ja, måske ligefrem tortur.
Statsminister Poul Schlüter sagde dog, at der ikke var tvivl om, at hun havde været involveret i mordplaner.
Men det var ikke de eneste aktioner, som Force 17 fra København var involveret i. Gruppen havde således planer om at myrde den israelske mesterspion Sylvia Raphael, der boede i Norge.
De sendte to mand af sted fra København for at myrde hende og hendes norske mand, men blev skygget af både Mossad og norsk efterretningstjeneste og måtte opgive mordplanen.
Desuden havde gruppen en plan om at myrde Israels præsident Chaim Herzog, under dennes besøg i København i 1989.
Mere held havde gruppen med sit engagement i en mordplan mod den palæstinensiske tegner Naji al-Ali i London, der havde formastet sig til at tegne karikaturer af Yasser Arafat. Tegneren blev skudt flere gange i hovedet og døde efter få uger.
Mordsagen er stadig åben, og britisk politi søger stadig efter morderne, men oplysninger fra PET, gengivet af Jakob Andersen, viser, at den danske afdeling af Force 17 var involveret i mordplanen.
Ingen blev tiltalt eller dømt for noget. Palæstinenserne fik lov til at forlade landet, og ingen rejste en sag mod Ulla Lyngsby.
Forklaringen, som jeg har givet i bogen »Bombeterror i København« (2009) var, at PET sendte sine topfolk, Per Larsen og Frank Jensen, til Zürich til et møde med Arafats topfolk, hvor man indgik en aftale.
PET fik oplysninger om andre terrorister i Europa, og Arafats Force 17 lovede ikke at lave flere aktioner i Danmark.
I Frank Jensens erindringsbog Spion i blodet (2023) benægter han, at en sådan aftale blev indgået, men her har vi ikke alene PETs egne læk til Jakob Andersen som kilde, men også Socialistisk Folkepartis udenrigspolitiske daværende ordfører Pelle Voigt, der af Arafat fik forevist aftalen på skrift.
Tiden var til revolutionær ildhu, støtte til palæstinenserne og despotiske regimer, der ville støtte terror.
Der er grund til at frygte fremtiden
Blekingegadebanden havde som sagt støtte på den radikale venstrefløj, og da journalist Lars Villemoes afslørede dette forhold i avisen Information, udbrød der rasende protester mod hans artikler fra mange på venstrefløjen.
Villemoes måtte i al hast forlade Information og fik job på Weekendavisen, men hans veldokumenterede artikler viste tydeligt, at sympatien for banden var bred.
Alligevel er faren i dag for terror og voldsforherligelse blandt unge mere alvorlig end i 1970erne og 1980erne. Det er i dag langt nemmere at formidle ekstremistiske budskaber gennem sociale medier.
Dengang var voldsforherligende agitatorer henvist til pamfletter, Politisk Revy og Information.
Vi har nu store grupper af islamister og radikaliserede muslimer, der sympatiserer med hadet til Israel, zionisme, jøder og de åbne, demokratiske samfund. Tidligere kunne kendskab til jøderne, historien og specielt holocaust forhindre udbredelsen af had, men den slags vaccination synes ikke mere at gælde.
I både Europa og USA udspreder radikale folk på sociale medier på både venstrefløjen og højrefløjen fantasier om jødernes magt. Disse konspirationsfantasier minder i betydelig grad om de gamle antijødiske tankespind, som fra slutningen af 1800-tallet og frem blev udspredt af antisemitter.
Et tydeligt tegn på den alvorlige fare er forbrødringen mellem radikale muslimer og venstrefløjens ekstremister, som vi har set det i gadedemonstrationer over hele Europa, hvor aktivister har råbt »Free Palestine« uden, at de jødiske ofre og gidsler har været nævnt.
Denne seen bort fra jødiske ofre er overtaget af en lang række danske ngo’er, der kun nævner palæstinensiske ofre og aldrig jødiske. Det er den nye form for jødehad.
1970erne og 1980erne var farlige, og det er godt, at der fortælles om Blekingegadebanden og dens ofre.
Banden var ikke alene om volden og terrorsympatien, men dengang var langt de fleste danskere imod den slags fanatisme.
Nu er truslerne farligere – for fakta om historien er erstattet af konspirationsfantasier og radikale muslimer, venstrefløjsfanatikere samt konspirationsteoretikere marcherer sammen.
Der er grund til at frygte fremtiden, slutter Bent Blüdnikow
