Charlotte Birk Bruun er specialpædagogisk konsulent, den 15. november 2024, bragte Netavisen Pio hendes stærke debatindlæg, der burde give genklang i Danmark og i verden:
Når vi ser, hvordan jøder igen udsættes for forfølgelse og dehumanisering i Europa, senest i Amsterdams gader, hvor israelere blev jaget og overfaldet under antisemitiske tilråb.
Og vi samtidig lægger mærke til, hvordan det mødes med stadig øget passivitet. I en del tilfælde mødes det endda med en afvisning af, at der overhovedet skulle være et problem. Eller jøder beskyldes for selv at være skyld i det, forsøge at overdramatisere eller gøre sig selv til ofre.
Her bliver det tydeligt, at Vesten aldrig rigtig har fået sonet for sin rolle i Holocaust.
Efter krigen lavede man mindesmærker og underviste i jødeforfølgelserne i skolen. Man udskammede nazisterne. Satte Hitler lig fanden. Et umenneske hvis lige aldrig var set før eller siden.
Og Vesten var befrierne. De gode som satte jøderne fri. De gode som smuglede dem over sundet.
Omverdenens svigt
Men der blev ikke kigget på, hvordan man undlod at tage imod de jødiske flygtninge, da de prøvede at komme væk.
Hvordan man villigt kiggede gennem fingre, da der blev oprettet lejre. Og bagefter, da rædslerne ikke længere kunne ignoreres, blev der aldrig rigtig taget et opgør med jødehadet.
For det var nazisterne der stod for det. De der arbitrære nazister, som ti år senere var almindelige tyskere, mens jøderne aldrig blev almindelige tyskere igen. Armene var brændemærket for evigt.
Skammen blev deres at bære, for nazisterne var væk. Og det samme var omverdenens svigt.
Vesten var helten, og det andet talte man ikke om.
Mobning har forskellige former
Eller jo, der blev talt om det andet. Men som en art fetish. Fortællingerne om menneskehud, der blev til lampeskærme, om umenneskelige eksperimenter på børn, om levende skeletter, om baderum med gas, om ovne, der var tændt i døgndrift, blev delt flittigt og med et let gys.
Det var noget, der skete for nogle andre, langt væk og for længe siden. Når man så tal på armene, blev der kigget hurtigt væk. De mennesker blev usynlige.
Mobning har forskellige former. Grundlæggende handler mobning om grupper, der udskiller for at danne samhørighed. Det er en usund, men meget benyttet form for gruppedannelse. Nogle gange er mobningen meget fysisk og tydelig.
‘Han er en snog’, ‘hun er giftig’. Der smadres vinduer og inventar. Der uddeles tæv og der brændes ned. Nogle gange er mobning isnende kølig. Blikke vendes væk. Et forsøg på at deltage i samtale besvares med tomhed. Fravær mødes med ligegyldighed, eller ligefrem lettelse.
Det sidste er, hvad der er sket for Europas jøder efter Holocaust. I de seneste mange årtier har de forsøgt at blive set, de har forsøgt at deltage, de har tålt, at vi har ladet dem bære skammen alene.
Og da de begyndte at give op, da de forlod klassen og flyttede til naboskolen i Israel, blev det mødt med et træk på skulderen og et ‘det er nok også bedre for dem der’. Ingen har rigtig bekymret sig over, at familier, der har været en del af Europas historie og udvikling i århundreder, forsvandt.
Tid til at sone
I Vesten glemte vi at sone for vores synder, vi lod jøderne gøre det i stedet. Og vi har skammet os så meget over det, at skammen er blevet erstattet af had. Når jødernes land angribes, ser Vesten ikke et land som alle andre lande.
Det er mobbeofret, der ses. Og sådanne ser man aldrig på med venlige øjne. De var jo selv lidt skyld i det. De kunne også bare have været som alle andre. De kunne jo bare have ladet være med at være ofre.
Hvis vi havde sonet, så havde vi været opmærksomme på tegnene på antisemitisme, så havde vi ageret korrekt, når klassiske antisemitiske troper, såsom jøder der styrer verden, er grådige, eller børnemordere florerede igen. Så havde vi ikke kunnet leve med, at jøderne igen frygter for deres liv, blot fordi de er jøder.
Det er tid til at sone. Tid til at Vesten tager skammen på sig. Tid til at vi gør det, vi burde have gjort hele tiden. Tage os sammen. Komme ind i kampen. Og stå ved, at vi er en gruppe, der mobber, og at problemet er et os-problem, ikke et dem-problem.
Krystalnattens ‘aldrig mere’, er ikke jødernes ansvar, den er vores.
