Bent Blüdnikow er historiker og journalist.
– Her er den fulde tekst til min kronik i Berlingske, skrev Bent på sin Facebook-side.
Tak til Bent for at dele sin kronik i Berlingske, der ellers er låst for læsning:
I landets aviser udlægges Netanyahu som den egentlige skurk. Men den fortsatte krig i Gaza er ikke blot Netanyahus beslutning
Netanyahu valgte aggressive dispositioner, som senere viste sig fordelagtige for Israel, skriver Bent Blüdnikow.
I årevis, men særlig efter massakren på 1.200 både jøder og ikke-jøder, som Hamas udførte 7. oktober 2023, har vurderingen af den israelske regeringsleder Benjamin Netanyahu været særdeles negativ i europæiske – herunder danske – medier.
Det kan man egentlig godt forstå. Han har afvist at påtage sig et ansvar for præventivt at afværge terrorangrebet, som terrororganisationen Hamas udførte 7. oktober.
Han har i sin regering skumle typer, der ikke vil demokratiet det godt og som støtter de værste elementer blandt bosætterne.
Han har, ifølge vestlige medier, igangsat et angreb på demokratiet med en justitsreform for at undergrave Højesteret. Og han har så, stadig ifølge vestlige medier, fortsat krigen i Gaza for at undgå korruptionsanklager, som er på vej til rettens afgørelse.
I ledere og satiriske tegninger i landets aviser udlægges Netanyahu, som om han er den egentlige skurk i spillet om en mellemøstlig løsning, krigen i Gaza og Israels demokrati.
Hvis man imidlertid læser og hører andet end DR, det venstreorienterede The New York Times, det venstreradikale The Guardian eller hjemlige aviser som Politiken og Berlingske, så kan man få et mere nuanceret billede, der dog på ingen måde undlader kritik af Netanyahu.
Det er da heller ikke nogen hemmelighed, at denne skribent gerne så en mere moderat regeringsleder hen over midten, hvor de ekstremistiske personer i regeringskoalitionen bliver fjernet.
Man er nødt til at gøre op med Hamas
Imidlertid er den fortsatte krig i Gaza ikke blot Netanyahus beslutning, men resultatet af en erkendelse i brede dele af den israelske befolkning, at man er nødt til at gøre op med Hamas, hvis medlemmer voldtog kvinder og myrdede børn samt holdt og fastholder den palæstinensiske befolkning i Gaza i brutal undertrykkelse.
I avisen The Wall Street Journal fastholder man gang på gang i ledere, at opgøret med Hamas og andre terrororganisationer i Gaza som Islamisk Stat er nødvendigt for at opnå fredelige tilstande, og at en våbenhvile ikke vil løse noget.
Og avisen peger på, at Biden-regeringens nølende støtte til en kraftig militæraktion i Gaza var med til at styrke Hamas.
At krigen skal føres til ende i Gaza er selvfølgelig omstridt. Skal man satse på våbenhvile i håbet at få gidsler løsladt og lade Hamas slippe afsted med den sejr?
Situationen er uløselig, for israelerne ved, at det eneste trumfkort Hamas har, er gidslerne og at de sandsynligvis næppe vil løslade dem, men vil forsøge at fastholde magten i Gaza. Og vil israelerne lade dem slippe afsted med det?
Det er et moralsk og politisk dilemma, som israelerne strides om nu, men at gøre det til et spørgsmål om Netanyahus ønske om at undgå korruptionssager er næppe hele historien.
Alligevel skrev Berlingskes daværende mellemøstkorrespondent 27. november 2023:
»Mens verden håber, at krigen ender, er Netanyahu afhængig af det modsatte – at den varer evigt.«
Regeringen har ganske rigtigt fremlagt et radikalt ønske om indgreb i retsforhold i Israel. Sagen er, at Israel ikke har en grundlov, men går frem efter britisk retssystem.
Den israelske højesteret har i årtier været aktivistisk og grebet ind over for love vedtaget i det israelske parlament, Knesset, og mange jurister i både Israel og USA anser denne aktivisme for at være et demokratisk problem, for Højesterets dommere er ikke valgte, men udpeget af Højesteret selv.
Regeringen og mange israelere mener, at Højesteret ligger langt til venstre i sin aktivistiske indgriben. Det er der lange debatter om i jødiske tidsskrifter som Tablet Magazine, hvor mellemøstskribenten Gadi Taub vender sig mod Højesterets aktivisme.
Der er argumenter for begge synspunkter, men blot at gøre Netanyahu til skurken, der vil det israelske demokrati til livs, er unuanceret og ensidigt.
De europæiske lande gjorde intet
I den vanskelige situation Israel er i med dødsfjender omkring sig, der truer landet med udslettelse og med en Biden-regering, der kun nølende støttede den israelske regering, valgte Netanyahu aggressive dispositioner, som senere viste sig fordelagtige for Israel.
På trods af Biden-regeringens advarsler, angreb Israel Rafah i Gaza og Hizbollah i Libanon. Desuden angreb Israel houthierne i Yemen, der havde sendt missiler mod Israel og angrebet vestlige skibe.
De europæiske lande gjorde intet, så Israel og siden USA måtte gøre arbejdet. Iran greb til missilangreb på Israel, og Israels luftstyrker svarede igen med et succesrigt angreb, der afgørende svækkede Iran.
Disse modige militære initiativer fik Edward N. Luttwak, der blandt andet gennem mange år har rådgivet amerikanske regeringer i geopolitiske spørgsmål, til at skrive rosende om Netanyahu i Tablet Magazine:
»Gennem ren vedholdenhed afværgede Netanyahu Washingtons benhårde pression og omformede det regionale landskab.«
Og i tidsskriftet Commentary Magazine skrev redaktøren Seth Mandel:
»Netanyahu har tilbragt hele sin karriere med at profetere om et nyt Mellemøsten, der ville komme ikke gennem naive israelske indrømmelser, men ved Israels fjenders nederlag og en kold beregning af, hvad det vil kræve. Det lykkedes ham ene mand at få verden til at fokusere på Irans atomtrussel.«
Israel er overalt i Vesten udsat for kritik, ikke blot på universiteter, men blandt ngo’er og i FNs organer, som præges af muslimske lande samt Kina og Rusland.
Hovedparten af fordømmende resolutioner i FN-regi går således imod Israel, hvorimod de muslimske regimer ikke får den slags fordømmelse.
Der er al mulig grund til at medierne ikke overfladisk fordømmer Israel, men efter bedste evne forsøger at sætte sig ind i Israels vanskelige situation, hvor det ikke blot er et spørgsmål om, at Netanyahu er demokratiets fjende nr. 1.
Derfor kan jeg alligevel godt ønske mig en anden moderat regering i Israel.
