Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Kom til Nordic Israel Congress 10.-12. maj for at høre meget relevante foredrag. Vær hurtig med tilmelding, begrænset antal pladser. 

Dan Harder: DR-journalists grove anklager mod Israel i Berlingske-podcast er ren Erasmus Montanus

Israelske IDF-soldater bærer det israelske flag ud af Gaza mod Israel-Gaza grænsen på vej hjem efter lange og hårde kampe i Gaza. Fjerde måned af Iron Swords-krigen efter 7. oktober-massakren mod Israel. Beit Hanoun, Gaza, 30. januar 2024. (Foto: TPS)
- Det er meget grove påstande, som ikke flugter med de faktiske forhold, og som samtidigt afslører en manglende forståelse af den humanitære folkeret (krigens love), skriver Dan Harder.

MIFF har delt flere artikler fra Dan Harder som driver hjemmesiden www.israel-online.dk.
På hjemmesiden kan du læse om mediernes Israel-dækning og relaterede emner.
For nyhedsmails, skriv til: nyhedsbrev@israel-online.dk.

Her er hans seneste opdatering om DK-mediers anti-israelske propagandamaskine:

Puk Damsgaard sammenligner Israels krig i Gaza med Syriens bombning af Aleppo. DR-journalist Puk Damsgaard sammenligner i Berlingskes podcast “Østergaards salon” (22. marts 2024) Israels militære angreb på Hamas i Gaza med Syriens bombardementer af Aleppo i 2016. Desuden påstår hun, at Israel, på linje med Hamas, ikke kerer sig om de civile i Gaza.

Det er meget grove påstande, som ikke flugter med de faktiske forhold, og som samtidigt afslører en manglende forståelse af den humanitære folkeret (krigens love).

Puk Damsgaard udtaler i interviewet: “Det er jo en krig, hvor ingen af parterne kerer sig om civile.”

Senere sammenligner hun Israel med det arabiske diktatur Syrien: “… selve [Israels] måde at føre krigen på [i Gaza] så vi jo også for eksempel i belejringen og bombardementet af det østlige Aleppo i Syrien i 2016.”

Begge anklager savner enhver forbindelse til virkeligheden.

At Hamas ser stort på folkeretten er et faktum, som organisationen end ikke selv forsøger at skjule. De angriber med stolthed israelske civile, mens de helt åbent erkender at bruge Gazas civilbefolkning som skjold for sine tropper.

På Israels side forholder det sig ganske modsat. Israel kerer sig faktisk om palæstinensiske civile. John Spencer, leder af “urban warfare studies” ved det amerikanske forsvarsakademi West Point, beskriver Israels krigsførelse i Gaza således: “Israel har gjort flere tiltag for at undgå unødig civil skade end så godt som nogen anden nation, som har udkæmpet en bykrig.”

John Spencer fremhæver den israelske hærs brug af præcisionsvåben (og præcise brug af ikke-guidede våben), omfattende indhentning af information om civiles tilstedeværelse nær de udvalgte mål, ved hjælp af blandt andet satellitovervågning og scanninger af mobiltelefonaktivitet, og endelig – det han kalder den bedste måde at undgå civile tab på – at Israel i stor stil advarer og evakuerer civile, før et givent område angribes.

Sidstnævnte metode giver naturligvis Israel et taktisk handicap, men det er altså en pris, Israel er villig til at betale for at minimere civile tab på palæstinensisk side.

Om flere af de anvendte metoder skriver John Spencer: “Intet militær har nogen sinde før implementeret nogen af disse tiltag i krig.”

Israel gør altså ifølge en af verdens ledende eksperter i bykrig mere for at minimere utilsigtede tab blandt fjendens civilbefolkning end noget andet militær har gjort i verdenshistorien.

Det står alt sammen i skærende kontrast til den syrisk/russiske krigsførelse i Aleppo, hvor der angiveligt blev gjort omfattende brug af tøndebomber, som er notorisk upræcise, i civile områder – måske endda direkte imod civile mål. Hertil kommer rapporter om det syriske regimes brug af kemiske våben, blandt andet i Aleppo.

Men alle disse faktuelle, militærfaglige betragtninger bekymrer ikke Puk Damsgaard. Hendes logik er åbenbart som følger:

Syrien/Rusland bombede i Aleppo, civile blev dræbt, og der blev begået krigsforbrydelser. Israel bomber i Gaza, civile bliver dræbt, ergo må Israel også begå krigsforbrydelser. Det er jo ren Erasmus Montanus.

At Puk Damsgaard som krigskorrespondent ikke forstår krigens love, kan man kun beklage.

Ingen tegn på israelske krigsforbrydelser. Til trods for de mange påstande om israelske krigsforbrydelser (samt enkeltstående eksempler på fejl, som desværre sker i enhver krig) findes der ingen evidens overhovedet for, at Israel systematisk skulle bryde krigens love.

Amnesty International, en venstreorienteret organisation, som altid er på nakken af Israel, kunne i begyndelsen af krigen, på et tidspunkt hvor Israel havde kastet mere end 6.000 bomber over Gaza, tælle fem (5!) eksempler, hvor det ikke med sikkerhed kunne siges, at det, den israelske hær havde skudt på, var et militært mål. Det var altså i under én promille af angrebene, at der var usikkerhed om, hvorvidt man havde overholdt reglerne. Det må siges at være langt inden for den almindelige fejlmargin i krig, der dog per definition er en rodet affære.

(Hør i øvrigt politisk kommentator Joachim B. Olsen pille Amnestys anklage fra hinanden i P1 Debat, 3. november 2023.)

Få dage tidligere vurderede militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Kenneth Øhlenschlæger Buhl overfor TV2 (30. oktober 2023): “På et tidspunkt havde Israel smidt lidt over 6000 bomber og dræbt lidt over 3000 mennesker, og det betyder for mig, at Israel, i hvert fald ikke systematisk, begår overtrædelser af krigens love.”

Da en enkelt bombe må antages at kunne dræbe rigtig mange mennesker, tyder også ovennævnte observation på, at Israel meget målrettet går efter militært infrastruktur (og personel), og ikke civile.

Der findes således ingen dokumentation for anklagerne om krigsforbrydelser imod Israel.

Hvorfor så de store civile tab?
At der, trods Israels bestræbelser, er meget store civile tab i Gaza, har helt andre årsager, nemlig at Hamas systematisk benytter alle former for civil infrastruktur til militære formål, herunder hospitaler, skoler, moskeer og sågar private hjem, ligesom man – i bogstaveligste forstand – gemmer sit militær neden under civilbefolkningen.

Alt det er i klar modstrid med krigens love. Og det har samtidig den konsekvens ifølge folkeretten, at den nævnte civile infrastruktur mister sin status som beskyttet område. Det er altså folkeretsligt Hamas, og ikke Israel, der bærer ansvaret for de store civile tab i Gaza, som er den direkte konsekvens af at gøre civile områder til krigszoner.

Proportionalitetsprincippet – “Det er barske regler. Det betyder dog ikke, at Israels forpligtelser bortfalder. Den israelske hærs opgave er primært, under de uhyre vanskelige omstændigheder, at overholde det, der hedder “proportionalitetsprincippet.”

Det indebærer ikke, som det indimellem fremføres, at Israels krigsførelse skal være proportional med hverken Hamas’ angreb den 7. oktober 2023 eller en eller anden form for mavefornemmelse af, hvad der er for meget.

Vores udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, bruger således også begrebet forkert, når han udtrykker bekymring omkring den overordnede “proportionalitet” i Israels krig imod Hamas: “Så er der spørgsmålet om proportionalitet, og der tror jeg bare, at man må sige, at vi er kommet et sted hen, hvor det her skal håndteres anderledes.”

Sådan fungerer det ikke. Israel er i sin fulde ret til at færdiggøre nedkæmpelsen af Hamas’ ulovlige terrorhær.

Proportionalitetsprincippet vedrører derimod hvert enkelt, individuelt angreb. Her skal det vurderes, om eventuelle civile tab, står i rimeligt forhold til den militære gevinst ved at angribe målet. Og det er, som Peter Vedel Kessing, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, har forklaret til DR“en meget svær balance. Hvis man går efter et militært mål, men det er uundgåeligt, at civile også vil blive ramt, så kan det være lovligt. Det er det, man kalder uundgåelige følgedrab (…) Man kan acceptere flere civile tab, hvis det er et vigtigt militært mål. Det er barske regler.”

Netop for at overholde proportionalitetsprincippet har det israelske militær, som Peter Vedel Kessing også nævner, procedurer, hvor militærjurister ser på hvert enkelt mål og angreb og vurderer, om det er indenfor krigens love.

Hamas ønsker maksimale civile tab. Hamas’ strategi er åbenlyst den helt omvendte, nemlig, som lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen har forklaret til TV2, at maksimere de civile tab på den palæstinensiske side.

Trods de måske mest vanskelige forhold, et militær nogensinde har udkæmpet en bykrig under, er det lykkedes Israel at holde forholdet mellem militære og civile tab på et relativt moderat niveau.

Hamas, der i tidligere krige systematisk har underspillet sine egne militære tab, meldte selv ud for mere end en måned siden, at man havde mistet ca. 6.000 mand. Israels estimat lød i slutningen af februar på omkring 13.000 dræbte “terrorister.”

Hamas har naturligvis interesse i at kunne rapportere høje tabstal. Men selv hvis det overordnede antal dræbte i Gaza skulle flugte nogenlunde med Hamas’ udmeldinger, som i slutningen af februar lå på godt 30.000 dræbte, ser det ud til, at omkring en tredjedel af tabene er militante militsfolk.

20.000 civile dræbte er naturligvis stadig en tragedie. Men et forhold på omkring 1:2, altså én dræbt militant for hver to civile, er ikke desto mindre ganske almindeligt i bykrig. Tager man Hamas’ særlige taktikker med at gemme hele sin hær under civilbefolkningen i betragtning, er det forhold intet mindre end en imponerende præstation, som på ingen måde indikerer nogen forekomst af krigsforbrydelser fra Israels side.

Israels allierede forstår det. Den amerikanske regering benytter sig da også (modsat FN, diverse NGO’er og den danske presse) af det gode, demokratiske princip, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Og da der ikke findes håndfaste beviser for, at Israel med overlæg skulle have krænket krigens regler, antager det amerikanske udenrigsministerium indtil videre, at det ikke er tilfældet. Som talsmanden Mathew Miller udtrykker det: “Vi har ikke fundet, at [Israel] overtræder den internationale humanitære ret, hverken når det kommer til eksekveringen af krigen eller når det kommer til tilførslen af humanitær assistance.”

Den tyske regering gav på et pressemøde 13. marts udtryk for samme holdning (hvilket, interessant nok, tilsyneladende ikke blev rapporteret i nogen vestlige, engelsksprogede medier).

Puk Damsgaard kritiserer Lars Løkke Rasmussen. Ikke desto mindre beklager Puk Damsgaard sig i Berlingskes podcast over, at Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, ikke direkte kritiserer Israels krigsførelse på samme måde, som man i 2016 kritiserede Syrien: “[I 2016] sagde vores statsminister, som dengang var Lars Løkke Rasmussen, der talte han om det [angrebet på Aleppo] på en lidt anden måde, end man gør her. (…) Altså, er der forskellige regler, er der forskellige internationale love, alt afhængigt af, hvem det er, der fører krigen?”

Puk Damsgaard forsøgte i et interview med Lars Løkke Rasmussen i Deadline (29. februar 2024) at presse udenrigsministeren med samme argumentation. Gæsten hoppede dog på ikke på limpinden.

Israel har ikke ret selvforsvar. Mette Østergaard spørger i Berlingskes podcast, om ikke Israel har ret til selvforsvar. Puk Damsgaards svar lyder: “Når man på så kort tid ser så uhørt et antal dræbte i en krig på et område, hvor folk ikke kan komme væk, så er det klart, at det rejser nogle spørgsmål i forhold til, hvor langt kan man tage det selvforsvar.”

Her springer Puk Damsgaard ud som politiker.

At den palæstinensiske befolkning ikke kan forlade Gaza, er i hvert fald ikke Israels skyld. Det er Egypten og det internationale samfund, der insisterer på, at befolkningen skal blive i krigszonen, mens Israel nedkæmper Hamas’ ulovlige terrorhær.

Men Puk Damsgaard mener åbenbart, at der er et punkt, hvor Israel må indstille sin krig imod Hamas og bare acceptere, at den antisemitiske, morderiske islamistiske terrororganisation – på grund af sin strategi med at skabe det højst mulige antal civile tab – skal have lov til at fortsætte med at eksistere og dermed fortsat kunne true den israelske civilbefolkning.

Puk Damsgaard: Danskerne tror, det er en naturkatastrofe. Endelig fremfører Puk Damsgaard det lidt mærkelige synspunkt, at danskerne, på grund af politikernes angivelige berøringsangst over for Israel, ikke forstår, at krisen i Gaza er menneskeskabt: “Men det, som er meget tydeligt, er jo, at i nogle af de opslag, statsministeren har lagt op, og andre politikere har talt om… Det, de i hvert fald ikke nævner, det er alle de dræbte og sårede civile børn, som er en konsekvens af Israels bombardementer. Hvis du for eksempel ikke følger med i nyhederne, så kunne du forledes til at tro, at der er tale om en naturkatastrofe, som er sket i Gaza. Og jeg har savnet, i løbet af konflikten, nogle konkrete spørgsmål til politikerne, både i Danmark, men også andre steder i verden, i forhold til, hvordan man forholder sig til det her, fordi naturligvis er det svært at tale om, eller delikat at tale om, at den krig, Israel fører mod Hamas, og som vi støtter, den går altså meget, meget hårdt ud over kvinder og børn i Gaza hver eneste dag.”

Det er virkelig et mærkeligt synspunkt. Hvor har Puk Damsgaard levet de seneste fem måneder?

Der er vel næppe én eneste dansker, som er i tvivl om, at den nuværende situation i Gaza er en konsekvens af Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober 2023 og Israels efterfølgende krig imod Hamas. Man taler jo ikke om andet i medierne.

Mon ikke det er Puk Damsgaard selv, der har lidt svært ved at sige lige ud, hvad hun selv egentlig føler: nemlig at Danmark efter hendes mening ikke burde støtte Israel i kampen for at nedkæmpe Hamas.

Puk Damsgaard er kendt som en modig krigskorrespondent. Nu ved vi, at hun derudover også er en ganske almindelig, venstreorienteret, anti-israelsk journalist.

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem