Her er Svend Lindhardts kommentarer på Lykketoft-angrebet i Den Korte Avis, 26. februar. Lindhardt har fat i noget!
Mogens Lykketoft er kommet med et hvast angreb på Israel og Israels premierminister. Det sker i en artikel i Berlingske af 21.2 med titlen ”Palæstina må reddes fra Netanyahu og Israel reddes fra sig selv” .
Mogens Lykketoft har, som han også selv forklarer, været optaget af forholdene i Mellemøsten i mange Herrens år. Han kender Mellemøstproblematikken i detaljer. Men netop derfor kan man også med rette bebrejde ham, når han i sit indlæg forholder sig helt ureflekteret fordømmende i forhold til den israelske politik overfor palæstinenserne.
Mogens Lykketoft har igennem den lange tid, hvor han har beskæftiget sig med Mellemøsten gjort sig selv blind i dette spørgsmål. Det kommer til udtryk på den måde, at Israel i den særlige lykketoftske optik altid bliver identificeret som aggressor, mens palæstinenserne så omvendt er de uskyldige ofre for Israels uhæmmede aggression. Lykketoft kan med sin sort-hvide tolkning til hver en tid sætte fingeren ned på cirklen og sige ”den begynder her”. Han er aldrig i tvivl om, hvem der er den skyldige part. Dette kommer også klart til udtryk også i dette seneste indlæg i Berlingeren, hvor Lykketofts fordomsfyldte had til Israel når nogle højder, så man skal have to hoveder at tage sig til.
Han kalder Benjamin Netanyahu for “en af denne verdens mest frastødende, skruppelløse folkevalgte ledere” og fortsætter:
“Når han nu er vendt tilbage som regeringschef i koalition med de værste racister og fascister i Israel, er det en dødelig trussel for retsstaten og freden i landet.” Israel beskrives altså reelt som racistisk og fascistisk. Desuden sammenlignes Israel med slyngelstater som fortidens sydafrikanske apartheid stat og Putins Rusland, men disse jævnføringer er på månen.
Påstanden om racisme
Hvad angår racismen i Israel, så bor der i Israel mere end 2 millioner palæstinensiske eller israelske arabere, der nyder rettigheder på linie med jøderne. Hvis Lykketofts påstand havde det mindste på sig, så havde de nok for længst rykket teltpælene op og var flyttet til Vestbredden eller Gaza, hvilket står dem frit for. Men de er jo ikke idioter, og de skal ikke nyde noget af at friste et retsløst liv i økonomisk usikkerhed hos Palestinian Authority (PA) på Vestbredden. Hvis man endelig skal tale om racisme i Mellemøsten, så skal man ikke se til Israel, men til den arabiske verden. Her flyder også de toneangivende medier over med stereotype og grove skildringer af jøderne som et folk, der udnytter og udbytter andre med henblik på at sikre sig verdensherredømme.
Påstanden om facisme
Hvad angår Lykketofts påstand om fascisme, så er også det på månen. Israel er et liberalt demokrati baseret på menneskerettigheder, magtens tredeling og lige og almindelig valgret. Løn og arbejdsforhold reguleres i Israel ved forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. De mest grundlæggende træk ved den historiske fascisme: korporativ stat, statsmagtens indblanding i løn og arbejdsforhold og førerprincippet findes simpelthen ikke i Israels liberale demokrati.
Når så Lykketoft alligevel med djævelens vold og magt skal bestemme Israel og Netanyahu som fascisme eller fascistisk, så er forklaringen, at for Lykketoft er fascisme et skældsord, som han anvender til at betegne dem, som han ikke kan lide. Men fascisme er ikke blot et skældsord, og Israel kvalificerer sig ikke i forhold til den historiske fascisme.
Dermed være ikke sagt, at jeg sympatiserer med Netanyahu og hans forsøg på kontrol med Israels Højesteret, ligesom jeg også synes, at det er problematisk, at Netanyahu anvender premierministerembedet til at sikre sig mod retsforfølgelse for sin økonomiske kriminalitet. Men når så det er sagt, er det selvfølgelig i et demokrati problematisk, at den juridiske magtsfære, der ikke har noget folkeligt mandat, kan overrule institutioner, der har et folkeligt mandat.
Den håbløse tostatsløsning
Længere nede skriver Lykketoft om fredsprocessens tostatsløsning, der efter hans opfattelse pga den israelske bosættelsespolitik nu ”reelt er blevet umulig.” Lykketofts placering af ansvaret for fredsprocessens forlis er lysegrønt vanvid. Og hvad værre er: han ved det. Han har gennem de mere end 30 år, hvor to-statsløsningens farce har udspillet sig, så at sige iagttaget forløbet fra 1. parket.
* Han ved, at israelerne ved flere lejligheder har vist villighed til at imødekomme palæstinensernes ønsker, hvad angår Vestbredden og dele af Østjerusalem, men PLO har aldrig turdet sige ja, fordi de ved, at de så ville blive beskyldt for forræderi overfor islam, profeten og Allah.
* Han ved, at palæstinenserne hader hinanden mere end de hader israelerne. PLO og det islamistiske og terroristiske Hamas har udkæmpet borgerkrig. Og han ved, at PLO på Vestbredden ingen folkelig opbakning har. Palæstinenserne ser på PLO som en centraliseret svindelaffære.
* Han ved, at hvis ikke Israel beskyttede PLO på Vestbredden, så ville det islamistiske Hamas i løbet af ingen tid rykke ind og erobre det hele. PLO kan være nok så meget Lykketofts venner, men Hamas har på sigt ikke andet mål end med Irans hjælp at nedkæmpe det sekulære og dybt korrupte PLO.
* Han ved, at to-statsløsningen er en umulighed især pga PLOs og Hamas indbyrdes uforenelighed, men alligevel holder han Israel ansvarligt for fredsprocessens manglende momentum.
* Han holder samtidig Israel ansvarlig for terrorismen med ”den altid brutale bomberegn mod over de 1,8 millioner palæstinenserne i Gaza.” Men han ved så udmærket godt, at hvis blot Hamas og PLO afstod fra terrorbombninger og angreb ind i Israel, så ville det være slut med Israels bombardementer.
Min pointe er, at Lykketoft taler mod bedre vidende, når han alene holder Israel ansvarlig for, at den nuværende dødssyge to-statsløsning ligger i ruiner, men det er denne erklærede palæstinenserapologet lige glad med. Han har nemlig en gang for alle besluttet sig for, at han i sin kamp for Hamas og PLO er soldat i godhedens hær. Han skulle tage og gå i kloster, så han her i sit livs aften kan bane vejen for den helgenkroning, som han har gjort sig fortjent til.
Skal vi ikke bare ignorere ronkedoren?
Det her indlæg er sikkert både for langt og for kedsommeligt. Og man kan med rette stille sig selv spørgsmålet, om ikke det var bedre blot at tie Mogens Lykketofts dødssyge partsindlæg ihjel? Men her er svaret et ”desværre nej”. Lykketofts indflydelse i debatten om Israel og Mellemøsten er så massiv, at man ikke blot kan ignorere ham. Han har gennem mere end 30 år været bannerfører for det officielle Danmarks unuancerede Israel fjendtlige politik med samt dets legitimering af slyngelorganisationer som PLO og Hamas, der begge er antidemokratiske, rædselsfulde terroristiske organisationer.
Det ville være befriende og en stor gevinst for den videre diskussion, hvis vi endelig kunne få gjort op med arven fra Lykketoft, så vi fik frataget palæstinenserne deres krav på, at de skal nikke ja til alle nye forslag. For vores egen skyld, for Mellemøstens skyld og ikke mindst for den palæstinensiske befolknings skyld burde vi gøre op med PLO, Hamas og deres dødedans med Iran. Først da bliver freden en mulighed, men forudsætningen er, at man byder Lykketoft et hjerteligt farvel og skyr hans udsigtsløse to-statsløsning som pesten.
Svend Lindhardt
