Siden Israels nye regering trådte til for nylig med Benjamin Netanyahu som premierminister, har danske medier nærmest konkureret om at skrive den mest anti-israelske artikel. Eksempelvis opfordrede Politiken allerede i november 2022, til total boykot af den jødiske stat og skrev i overskriften at “Et monster er kommet til magten”.
Også Berlingske Tidende har meldt sig ind konkurrencen om at beskrive det eneste demokrati i Mellemøsten, med de mest negative vendinger muligt.
Her er Goldsteins kommentarer:
Den 8. januar skrev Kristian Mouritzen en leder i Berlingske om den »mest ekstreme regering« i Israels historie. Men beskrivelsen udtrykker et begrænset indblik i israelsk politik.
Den nye regering tæller blandt andet religiøse partier, der som udgangspunkt afviser homoseksualitet (som nogle katolikker). Mouritzen konkluderer, at der i regeringen er »partier, der i fuld alvor mener, at homoseksualitet bør forbydes«. Han glemmer dog, at samme regering valgte den homoseksuelle Amir Ohana til at være Knessets formand.
Lederen nævner også den nye minister for national sikkerhed, Itamar Ben Gvir. Det udelades, at denne er ansvarlig for politiet, men ikke for det israelske forsvar, IDF. Dette er centralt at huske, når fortsatte trusler mod Israels sikkerhed opremses: Hamas, Hizbollah, Syrien (det snart atomare Iran ignoreres). Disse er »ydre« trusler, men Mouritzen overser den blodige intifada, som palæstinensere har kørt i 2022 mod den israelske civilbefolkning: Terrorangreb, knivoverfald på forbipasserende, eksplosioner af busstoppesteder. Det er netop denne udvikling, mere end ydre fjender, der har skabt den nye regering. Ben Gvir gik nemlig til valg på at styrke ordensmagten og bekæmpe den voksende indenrigsterror.
Ben Gvir betrådte ganske rigtigt tempelbjerget i sidste uge. Provokerende ville han vise, at jøder ligesom muslimer må bede på det jødiske hellige sted; at religionsfrihed i Israel ikke kun gælder muslimer. Det irrelevante FN (der p.t. er lammet af Ruslands vetoret og derfor ikke kan leve op til sit formål at forhindre krig) fordømte straks handlingen. Dette udtrykker en usund tro på at bevare »status quo«. Generalforsamlingen mødtes jo ikke, da en jødisk dreng blev myrdet på vej til skole af en palæstinenser i Jerusalem i november. Og ingen international aftale har erklæret tempelbjerget »forbudt for jøder«.
Nogle israelske politikere skulle have sagt, at arabere »skal smides ud af landet«, skriver Mouritzen. Glistrup sagde det samme om muslimer i Danmark, og ingen tog ham seriøst. Men Israel måles efter unikke standarder.
Endelig præsenteres den nye udenrigsminister, Eli Cohen, som prorussisk af elektorale grunde. Det nævnes dog ikke, at den seneste samtale med den russiske modpart, Lavrov, faktisk kom efter amerikansk opfordring. Lavrov ringede først selv til Cohen, dvs. forbindelsen skabtes af russerne. Ukrainerne, derimod, tog ikke kontakt. Udenrigsdiplomati er en delikat disciplin, og Cohen har indtil videre været forholdsvis neutral. Hvis denne position fastholdes, vil Israel være det sidste vestligtsindede land, der kan mægle mellem Zelenskyj og Putin. Fordømmelsen af Cohen, som Mouritzen gøder jorden for, er altså ikke fair.
Berlingskes ledere om Israel plejer at være ganske sobre. Denne gang præsenteres der dog et ufuldstændigt billede af den politiske virkelighed i den jødiske stat, der forbliver demokratiets mellemøstlige højborg – selv med den nye regering.
Samuel Goldstein er ph.d. i fysik og bosat i Modi’in, Israel
