Børn af sydlibanesiske soldater: – Vi blev født i Libanon, men ser os selv som israelere

Da Israel trak sig ud af Libanon i 2000, flygtede tidligere Tzadal-soldater (Syd-libanesisk hær) med deres familier til Israel. Nu er soldaternes børn voksne og betragter sig selv som israelere.
Her ses ceremoni til ære for faldne soldater i den syd libanesiske hær (Tzadal) som kæmpede sammen med IDF soldater. (Foto: IDFs talsmand, Wikimedia Commons)
Vis din støtte - klik her for at blive medlem af MIFF nu eller give en gave til informationsarbejdet. Du kan også sende SMS med kodeord MIFF til 1245 (200 kr).

Myriam Younnes var 5 år da hun flygtede til Israel i maj 2000. Younnes fortæller at hun stadig husker den pludselige flugt med “chok og angst”.

Hendes far var medlem af den Syd-libanesiske hær (Tzadal) – en etnisk blandet kristendomineret hær som arbejdede sammen med den israelske hær (IDF) i næsten 25 år. I starten var samarbejdet hemmeligt, men blev et åbent samarbejde efter den første Libanon-krig i 1982 begyndte. Tzadal hjalp IDF efter de oprettede en sikkerhedszone i Syd-Libanon i 1985 og frem til Israels tilbagetrækning den 22.-24. maj 2000, skriver den venstreorienterede avis Ha’aretz.

Nyheden om at daværende premierminister Ehud Barak ville trække Israels tropper ud overraskede måske verden, men det var et endnu større chok for Tzadal som havde kæmpet sammen med Israel mod Hizbollah og andre palæstinensiske guerillagrupper, ifølge Ha’aretz.

-Min far hørte om tilbagetrækningen efter den var begyndt og han var bange for gengældelse af Hizbollah. Vi pakkede alt, skyndte os til grænsen og bad Israel om at lade os komme ind, siger Myriam Younnes.

Flere hundrede israelske-libanesere sidder med lignende minder. Mange af dem husker ikke deres hjemland, de er vokset op i Israel, de er integreret i det israelske samfund og taler hebraisk med hinanden, på trods af de fortsat taler arabisk med deres forældre.

Ifølge militærkorrespondent Amos Harel, forventede Israel omkring 2.000 tidligere Tzadal-soldater og deres familier ville krydse Fatma Gate nær den israelske by Metula under tilbagetrækningen, men der kom mere end 6.000.

Efter den første forvirring fik de tidligere Tzadal-soldater og deres familier lov til at komme ind i Israel, men deres unikke situation skabte et unikt problem, ifølge Ha’aretz.

De fleste arabiske-israelere så de tidligere Tzadal-soldater som forrædere og gav dem en kold velkomst. De fleste libanesiske familier bosatte sig i jødiske samfund. I 2003 boede omkring 2.500 tidligere Tzadal-soldater med deres familier i Israel, i dag formodes der at bo omkring 3.500.

Ifølge Ha’aretz er der fortsat spændinger mellem israelske-libanesere og arabiske-israelere. De fleste arabiske-israelere betragter dem som krigsforbrydere mod palæstinensiske og libanesiske fanger. De tidligere Tzadal-soldater ser ikke selv som arabere, de ser sig som værende fønikere fra Libanon og de kæmpede mod Israels indenrigsministerium for at blive registreret som libanesere – ikke arabere.

-Det skyldes til dels at arabisk blev brugt om fjenden under den libanesiske borgerkrig. Selv om Tzadal oprindeligt var en etnisk blandet hær, endte den med at være domineret af kristne, siger Younnes.

Blandt israelerne bliver de tidligere Tzadal-soldater kaldt zadalnikim. Mange af dem levede under dårlige vilkår i Israel. Nogle tidligere regeringsembedsmænd mener Israel burde have gjort mere for deres tidligere allierede.

-De tidligere Tzadal-soldater modtog meget hjælp fra Israel, men ikke nok. Det var en fejl da man i begyndelsen af ​​2000’erne, delte dem op i to grupper baseret på deres rang i hæren. Det betød at tidligere Tzadal-soldater i elitegruppen modtog hjælp til boligkøb og det skabte vrede hos de øvrige tidligere soldater, siger Yossi Peled (79), tidligere minister i Knesset med ansvar for Tzadal-anliggender.

De unge israelske-libanesere ved hvilken gruppe deres familier hørte til, men den unge generation ønsker ikke at diskutere hvem fik hvad, hvornår eller hvordan. Ifølge de unge fylder emnet mere for deres forældres generation end minderne om krigen.

Den unge generation af israelske-libanesere har en højere levestandard end deres forældre. De fleste har en videregående uddannelse i modsætning til deres forældre som var landmænd og soldater i Libanon. Den unge generation har ikke sproglige barrierer og føler sig ikke fremmede på samme måde som deres forældre gjorde efter de flyttede til Israel.

Myriam Younnes er uddannet i medie- og kommunikation i Italien og taler fire sprog: engelsk, italiensk, arabisk og hebraisk. Som så mange andre unge israelere venter hun også på Corona-krisen vil lægge sig så hun kan finde et job.

Hendes yngre søster, 23-årige Shilgia (Snehvide) Younnes aftjente sin nationaltjeneste (alternativ til militærtjeneste i IDF) hos politiet og studerer arkitektur ved Ariel University på Vestbredden. Mange unge israelske-libanesere søger arbejde i de israelske sikkerhedsstyrker. Andre unge israelske-libanesere arbejder med jura og højteknologi.

Jonathan (Nisar) Elkhoury kom til Israel med sin mor i 2001.

-Jeg kan huske at min far talte febrilsk i telefon på tilbagetrækningsdagen. Min far ville finde ud af om vi kunne blive i Libanon, eller om det ville blive for farligt for os, siger Elkhoury.

Ifølge Ha’aretz skiller Elkhoury sig ud blandt de unge israelske-libanesere som generelt afholder sig fra at være offentligt engageret i politik og sociale anliggender, ofte kæmper de i stedet for at tale med én stemme. Elkhoury derimod er aktiv på sociale medier – eksempelvis på Twitter, hvor han giver udtryk for sine højreorienterede politiske synspunkter.

De fleste israelske-libanesere afviser tanken om at stemme for venstreorienterede partier grundet vrede mod tidligere premierminister Ehud Barak. De bebrejder ham for ikke at have advaret Tzadal om Israels pludselige tilbagetrækning og dermed overlod dem i koas til terrorgrupper som Hizbollah. Ifølge Barak var hemmeligholdelse nødvendig af sikkerhedsmæssige årsager.

De fleste israelske-libanesere stemmer på premierminister Benjamin Netanyahus Likud-parti, andre støtter Yisrael Beiteinus leder Avigdor Lieberman, som de mener har været deres talerør i kravet om øget statsstøtte.

Ifølge Ha’aretz er de israelske-libanesere ikke pro-palæstinensiske og derfor er der stort set ingen støtte til partier som det arabiske parti, fælles-listen som er imod at give israelske-libanesere statsborgerskab og statsstøtte.

Elkhoury understreger at det arabiske Knesset-medlem Ahmad Tibi (fælles-listen) i 2004 i forbindelse med loven om statsborgerskab for libanesiske veteraner blev drøftet i Knesset, udtalte at “Tzadal-sønnerne skal bøde for deres fædres synder.”

”Hvad har vi gjort?” spørger Elkhoury.

Elkhoury var 9 år under tilbagetrækningen og kan tydeligt huske hvad der skete.

-Da Hizbollah-mændene kom for at plyndre husene til familierne som var flygtet til Israel, fjernede de vores farve-tv som var det eneste i landsbyen – og de tog også alle mine bamser, siger Elkhoury.

Elkhoury fortæller at Hizbollah-tropper gik i parade gennem hans hjemby Ain Ebel, med den shiitiske gruppes leder, Hassan Nasrallah som passerede “lige ved siden af ​​vores hus.” Elkhoury fortæller at Nasrallah gav de tidligere Tzadal-soldater i landsbyen tre muligheder: Flygte med fjenden, overgive sig og se konsekvenserne i øjnene eller blive slagtet, mens de omfavner deres mødre.

De fleste tidligere Tzadal-soldater valgte at flygte til Israel efter israelske officerer informerede dem om at deres skæbne nu var i deres egne hænder. Da situationen faldt til ro efter tilbagetrækningen “rejste mange tidligere Tzadal-soldater tilbage til Libanon og betalte Hizbollah for deres sikkerhed med penge som Israel leverede. Andre rejste i årenes løb til tredjelande som Australien og USA”, siger Peled.

Dem som blev i Israel fik fulde rettigheder som israelske borgere og bosatte sig i nordlige israelske byer som Nahariya, Kiryat Shmona og Ma’alot, tæt på deres gamle landsbyer på den anden side af grænsen.

“Vi vil altid være libanesere” er en sætning som de unge israelske-libanesere i tyverne ofte siger. ”Selvom vi betragter Israel som vores nye land, vil vores gamle land altid forblive i deres hjerte,” siger Myriam Younnes.

”Jeg sluttede mig til det israelske politi og min søster sluttede sig til den israelske hær (IDF), men vi vil altid være libanesere,” siger 20-årige Elissa Attieh fra Ma’alot, som var 10 måneder gammel, da hun forlod Libanon med sin familie.

Attieh kalder sig selv for “talsmand” i en bevægelse som Myriam Younnes og hendes venner ønsker at etablere for at fremme forsoning mellem deres to lande og mindet om Tzadal i Israel.

-Det er trist, at vores faldne soldater ikke mindes på Yom Hazikaron [Israels mindedag for faldne soldater og ofre for terror] eller på årsdagen for tilbagetrækningen fra Libanon, siger Attieh. (Læs MIFFs artikel om Yom Hazikaron her).

-Vi skal med i historiebøgerne. Først nu er jeg klar over, at det som mine forældre gennemgik, er ægte historie, siger Myriam Younnes.

-Det er meget frustrerende at selv nu hvor der er fokus på den glemte historie om første Libanon-krig i forbindelse med 20-års jubilæet, bliver vores gruppe fortsat glemt i de israelske medier, siger Elkhoury.

Cirka 700 Tzadal-soldater døde i løbet af de 24 år den eksisterede, ifølge Window to the Backyard af Yair Ravid. Ravid var en af ​​de første israelske agenter som opbyggede alliancen med libanesiske landsbyboere i Syd-Libanon i slutningen af ​​70’erne.

“Et Tzadal-mindesmærke i Metula er blevet diskuteret i 10 år,” siger Elkhoury og henviser til den israelske by som ligger på grænsen til Libanon. ”Nu siger afdelingen i forsvarsministeriet at de ikke kan komme videre med planerne på grund af Corona,” tilføjer han.

Joanna Abu Ghanam forlod den libanesiske landsby Ain Ebel da han var 2 år.

-Mange israelere ved ikke hvem vi er – især i den sydlige del af Israel,” siger den 22-årige som ønsker at studere medicin i Tyskland. ”Jeg synes det er forfriskende at folk i Tyskland ikke stiller så mange spørgsmål, når jeg siger jeg er fra Israel, men er libanesisk – de synes ikke, det er så underligt,” siger Joanna.

Ifølge Joanna er den store forskel mellem generationerne at de unge israelske-libanesere gerne vil besøge deres gamle landsbyer, men ikke har intentioner om at flytte til Libanon – i modsætning til deres forældre som stadig savner Libanon og deres gamle liv. Næsten alle har slægtninge på den anden side af grænsen, men kan kun mødes i ”tredjelande” som Cypern eller Grækenland.

Abu Ghanam mener hendes venner er naive når de siger, at de håber på forsoning mellem Israel og Libanon.

De fleste unge israelske-libanesere ved ofte kun lidt om hvad der skete i deres hjemland under den 25 år lange libanesiske borgerkrig eller hvad deres forældre lavede under krigen. ”Når jeg spørger mine forældre, svarer de:” Jeg vil fortælle det senere” – men øjeblikket kommer aldrig,” siger Abu Ghanam.

Der blev begået mange grusomheder under borgerkrigen. Tzadal stod eksempelvis for et tilbageholdelsescenter i landsbyen Khiam, berygtet for mishandling af palæstinensiske og libanesiske fanger tilbageholdt uden retssag.

Ifølge Ha’aretz undgår de unge israelske-libanesere kritik af deres forældres handlinger. ”Den libanesiske regering beskyttede os ikke mod [Yasser] Arafats PLO som opførte sig som landets nye herre i Syd-Libanon,” siger Elkhoury. ”Under alle omstændigheder er vi alle nødt til at lukke døren, efterlade fortiden bag os og komme videre,” tilføjer han.

Elkhourys aktivisme på sociale medier har skabt fjendtlighed mod ham blandt mange palæstinensere og libanesere. Alligevel siger han at han “drømmer om at blive den første israelske ambassadør i Libanon eller den første libanesiske ambassadør i Israel – men vi har brug for støtte til det fra Libanon”, tilføjer han.

Attieh Siger om Tzadals tid i Libanon: ”Det var en anden tid, et andet univers. Der var ingen stat som passede på dem, og palæstinensere angreb Israel fra landsbyerne. De måtte gøre, hvad de skulle gøre,” siger hun.

Ifølge Ha’aretz er der fjendtlighed over for palæstinenserne blandt unge israelske-libanesere, en arv de har arvet fra borgerkrigen, alligevel er fjendtligheden i deres forældres generation endnu større. ”Folk i vores mindretal har venner i det arabiske samfund i Israel – men de er normalt kristne, ikke muslimer,” siger Shilgia Younnes.

-Selv om forholdet normalt er bedre med kristne palæstinensere end med muslimske palæstinensere, har vi stadig separate kirker – den vigtigste ‘Tzadal-kirke’ ligger i Akko, siger Younnes.

Da Myriam og Shilgia Younnes far døde i 2013, blev han begravet Libanon – det samme bliver de fleste tidligere Tzadal-soldater. Den sørgende familie fik kun lov til at deltage i begravelsen frem til grænseovergangen med Libanon.

20 år efter den israelske tilbagetrækning fra Libanon har Myriam Younnes en drøm: ”Jeg ville ønske der var fred mellem mine to lande og jeg kunne besøge mine slægtninge som bor i Syd-Libanon, blot få kilometer væk fra hvor jeg bor nu og dog så langt væk.”

Du er velkommen til at kommentere på artiklen!

I vores kommentarfelt har Med Israel For Fred (MIFF) givet ytringsfrihed for medlemmer og modstandere siden 2001. Skriv dit indlæg med dit rigtige navn og hold dig til sagen. Chikane er uacceptabelt. Undgå alle former for spam. Brud på retningslinjerne medfører, at kommentarer bliver slettet eller at du bliver blokeret.

Bliv fast giver for MIFF Danmark med sms
Send FASTMIFF til 1245 (der vil blive opkrævet et fast månedligt beløb på 100 kroner på din mobilregning + alm. sms-takst). For opsigelse: Send FASTMIFF STOP til 1245. Udbyder: Med Israel for fred, Muldvad 7, 2800 Kongens Lyngby, tlf. 93 87 86 74
Giv en gave til MIFF Danmark  med sms
Send MIFF til 1245 (der vil blive opkrævet et engangsbeløb på 200 kroner på din næste mobilregning + alm. sms-takst)


Tidligere artikelStort studie: En ud af fem i England tror Corona er en jødisk konspiration
Næste artikelIran forbyder brug af ​​israelsk teknologi. Det vil sætte dem mindst 50 år tilbage
Avatar
Rika Greenberg (født 1969 i København) har en BA i hebraisk og mellemøstlige forhold samt en kandidatgrad i strategisk kommunikation. Derudover er hun uddannet i klassisk kunst og grafisk design. Rika har bred international erfaring fra fx reklamebranchen, medicinalbranchen og internationale vikrsomheder. Hun er vokset op i Israel, men bosatte sig igen i Danmark som voksen, hvor hendes to nu voksne børn også er født. Fra 1. feb. 2019 er Rika Greenberg blevet ansat i en 80% stilling som marketingsansvarlig og journalist i MIFF Danmark.

Ingen indlæg at vise