Irak har åbnet sit første jødiske museum – er jøder velkomne?

I begyndelsen af 1900-tallet udgjorde jøder næsten en fjerdedel af Bagdads befolkning. Før Farhud-massakren mod Iraks jøder i 1941 boede der omkring 100.000-150.000 jøder i landet. I dag er der 4-6 jøder tilbage i Bagdad og ca 50 jødiske familier i irakisk Kurdistan. (Foto: Dave Primov, 4. juli 2025, iStock Photo)
Jøder kom til området for mere end 2.500 år siden, da Irak hed Babylon. Her opbyggede de en af verdens ældste jødiske menigheder.

Nu har de endelig fået deres eget museum, skriver Jerusalem Post.

Shamash-museet ligger i Bagdad i bygningen, hvor den historiske jødiske skole ved samme navn tidligere lå.

Skolen blev grundlagt af det jødiske samfund i 1928. I 1939 havde den omkring 900 elever. I 1951 flyttede skolen og fortsatte andre steder i hovedstaden frem til omkring 1973.

Museet skal bevare historien om Bagdads mangfoldige fortid og det jødiske samfund, der gennem århundreder var en vigtig del af byen.

Samlingen rummer blandt andet officielle dokumenter, gamle skolepapirer, eksamensbeviser, familiefotos, traditionelt tøj, køkkenredskaber og religiøse genstande.

På skærme kan de besøgende se interviews og høre historier fra medlemmer af det jødiske samfund.

Ifølge irakiske medier kom der mere end 1.000 besøgende på museets åbningsdag.

Irak – hvor er dine jøder?

I begyndelsen af 1900-tallet udgjorde jøder næsten en fjerdedel af Bagdads befolkning. Før Farhud-massakren mod Iraks jøder i 1941 boede der omkring 100.000-150.000 jøder i landet.

Shlomo Mansour var en lille dreng i Bagdad, da irakere i 1941 gik til angreb på deres jødiske landsmænd under Farhud-massakren.

Han overlevede og fandt siden et nyt hjem i Israel, hvor han blev kendt som en kærlig far og farfar, der elskede sin kibbutz, sine blomster og sit arbejde som snedker.

Den 7. oktober 2023 gik Hamas og flere andre terrorgrupper til angreb på hans kibbutz. Shlomo blev kidnappet til Hamas-kontrolleret Gaza og kom aldrig hjem. Han blev 86 år.

Efter Farhud forlod langt størstedelen af Iraks jøder landet. Mange måtte efterlade alt og begynde forfra som flygtninge i blandt andet Israel og Storbritannien.

I 1950 og 1951 rejste omkring 120.000 irakiske jøder til Israel under Operation Ezra og Nehemiah.

I dag er der 4-6 jøder tilbage i Bagdad og ca 50 jødiske familier i irakisk Kurdistan.

De sidste jøder i Irak

Khalida Elyahu regnes som leder af Iraks jødiske samfund. Hun arbejder som tandlæge på et sundhedscenter i Bagdad.

Hun er også formand for Den Administrative Komité for Iraks Jøder, som har juridisk ansvar for det jødiske samfunds resterende økonomiske forhold, ejendomme og religiøse fonde.

I 2025 sørgede komitéen for at restaurere Rabbi Isaac Gaons gravsted i Bagdad.

Ifølge irakiske medier var komitéen også med til at restaurere Shamash-skolen.

Komitéen blev grundlagt i 1958 og er juridisk anerkendt som ansvarlig for det jødiske samfunds økonomiske forhold i Irak.

Det vides dog ikke, hvem der bestilte restaureringen af ejendommen.

Jødisk museum uden jødiske besøgende?

Den amerikanske organisation JIMENA, som arbejder med jøder fra Mellemøsten og Nordafrika, glæder sig over, at den jødiske kulturarv bliver bevaret.

Men hvordan kan man bevare en jødisk skole, som jøder ikke må besøge, spørger organisationen.

JIMENA advarer om, at bevarelsen af jødisk kulturarv uden efterkommerne af de familier, der engang levede i Irak, kan ende med at blive et billede på jødisk fravær frem for genoprettelsen af jødisk tilstedeværelse.