Antisemitisme er desværre ikke noget nyt i Danmark og MIFF har skrevet utallige artikler om de voldsomme konsekvenser som det har haft for jødisk liv. Læs mere HER.
Den 25. januar præsenterede regeringen Danmarks handleplan mod stigende antisemitisme – MIFF har samlet de vigtigste punkter i handleplanen HER.
Tiden vil vise om handleplanen virker eller ej, men et er sikkert – det jødiske samfund her i landet står i en yderst udsat position og Corona-krisen har ikke gjort det lettere. Statistikkerne taler deres tydelige sprog – i 2021 toppede antisemitismen i verden det seneste årti – læs HER.
I årevis advarede ledelsen i Det Jødiske Samfund i Danmark forgæves myndighederne om at terrortruslen mod jøder skulle tages alvorligt og at der var behov for endnu flere sikkerhedsforanstaltninger. Det var ikke et spørgsmål om der ville ske et terrorangreb, men derimod hvor og hvornår.
Festdagen som blev til et marreridt: – Den 14. februar 2015 skulle have været en festdag for os og det lille jødiske samfund i Danmark som kun består af få tusind personer, fortæller Mette Bentow til MIFF.
Familien Bentow havde glædt sig til at fejre deres 12-årige datters Bat Mitzvah (svarende til konfirmation) i synagogen i København.
I årtier har Det Jødiske Samfund levet med en stigende terrortrussel, hvilket de omfattende sikkerhedsforanstaltninger indført ved synagogen, den jødiske skole og den israelske ambassade er et tydeligt tegn på.
Mens familien Bentow fejrede den store dag i synagogen, gik den palæstinensiske terrorist Omar El Hussein hen mod synagogen og lod som om han var fuld. Den aften var den frivillige vagt Dan Uzan på vagt. Lige før han gik ud for at tjekke hvad der foregik uden for, grinede han sammen med en af de jødiske teenagepiger som var i færd med at fjerne tyggegummi fra gulvtæppet. Få sekunder efter var Dan skudt på klods hold af terroristen, Dan døde på stedet og Danmark var for altid forandret. Læs om terrorangrebet HER.
Inde i synagogen gik det hurtigt op for familien Bentow og gæsterne, hvoraf mange var børn, at det der ikke måtte ske var sket. Ingen vidste hvor mange terrorister der var eller om der ville komme flere angreb, derfor blev de alle ført ned i en aflåst kælder.
Mette fortæller om de rædselslagende børn og voksne. Flere børn var afsted alene og måtte trøstes af de voksne der befandt sig i kælderen sammen med dem. Spørgsmålet hang i luften: Skal vi dø nu fordi vi er jøder?
Kaotisk nat fyldt med sorg over at have mistet Dan. I løbet af natten blev de alle kørt med politieskorte til en politistation, hvor både børn og voksne blev afhørt. Imens sad flere bekymrede forældre derhjemme og kunne ikke komme i kontakt med deres børn eller få information om hvad der var sket med dem eller hvor de var. Derfor sørgede de voksne i menigheden for at kontakte forældrene.
Terrorangrebet ramte ikke kun Dan, Dans familie og familien Bentow – det ramte hele det jødiske samfund og Danmark. Mette og hendes familie følte et stort ansvar for at Dan var blevet offer for terror. Derfor stod de frem i medier og tv og forsøgte at trænge igennem i det politiske maskinrum – Dan måtte ikke blive glemt, hans død måtte ikke være forgæves, tænke de. Der blev lyttet og vist forståelse for smerten, men efter blomsterkransene til minde om Dan foran synagogen var visnet, var alt tilbage ved normalen. Men hverdagen vendte ikke tilbage for Dans familie, familien Bentow eller det jødiske samfund.
Mette fortæller hvor smertefuldt det var at skulle lytte til psykologer fortælle at terroren havde ramt tilfældigt – for det havde den jo netop ikke. Terroristen havde ramt hjertet i det jødiske samfund, synagogen – det eneste sted hvor jøder kan vise deres identitet og bære jødiske symboler uden frygt for at blive angrebet, antastet eller spyttet på. Synagogen har siden 1833 været et samlingspunkt hvor jøder mødes, beder sammen, finder glæde og tryghed i et jødisk fællesskab. Dan blev dræbt fordi han var jøde, en jøde som ville holde sin jødiske identitet i live sammen gæsterne i synagogen.
Der er også den “stille” antisemitisme i Danmark, den som rammer danske jøder personligt og eksemplerne er desværre mange. Mette fortæller eksempelvis om en gruppe unge, der for mange år siden spyttede på hendes lille baby, fordi Mette bar en synlig Davidstjerne om halsen, men det var ikke det værste. Det værste var overfald, spytklatter og antisemitiske tilråb som gik ud over børnene – hvor går grænsen, hvornår får man nok, pakker sin kuffert og forlader Danmark? De spørgsmål havde familien Bentow drøftet igennem flere år.
Trods smerten over at skulle forlade Danmark, følte familien Bentow ikke at de kunne blive ved at byde deres børn, at være genstand for en antisemitisme som kun bliver værre: – Det var på mange måder en svær beslutning at skulle pakke vores liv ned i en kuffert og forlade Danmark, men vi er blevet taget imod med åbne arme i Israel. Vi behøver ikke at forklare eller undskylde for at være dem som vi er. Her er vi alle i samme båd – alle israelere har haft krig, terror og forfølgelse tæt inde på livet. Ingen stiller spørgsmålstegn ved, om vi var et tilfældigt mål eller ej. Vi bliver aldrig spurgt om vi “ikke snart er kommet over det” – alle her anerkender vores oplevelse og vi bliver mødt med forståelse. I Israel håber vi at have fundet det jødiske fællesskab som vi desværre oplever, er ved at smuldre i Danmark, fortæller Mette.
Flere jødiske familier har i årenes løb forladt Danmark og de kommer ikke tilbage. Måske de danske politikere vil forstå alvoren når der ikke er flere jøder tilbage i Danmark og synagogen er blevet et museum over en forsvundet jødisk kultur som blot ville leve et jødisk liv i Danmark?
