I mandags holdt Israels premierminister pressekonference om våbenhvileaftalen mellem USA og Iran.
Benjamin Netanyahu gjorde det klart, at Israel ikke kender detaljerne i aftalen, men understregede, at landets linje er fast: – Med eller uden en aftale vil Iran ikke få atomvåben. Ikke i dag – ikke i morgen, sagde premierministeren.
Har fjernet den akutte trussel
Netanyahu mindede om de massive militære operationer, Israel har udført for at beskytte sine borgere mod truslen fra det iranske regime.
Sammen med amerikanerne har Israel stået bag de største luftangreb i landets historie for at sætte Irans atomprogram og militære infrastruktur ud af spillet: – Vi har fjernet den umiddelbare trussel om udslettelse. I var alle i livsfare, sagde Netanyahu til israelerne.
Premierministeren uddybede de enorme ødelæggelser som Israel har påført det iranske regime: Atomforskere er blevet sat ud af spillet, terrorledere er blevet elimineret, og atom- og missilfaciliteter er blevet ødelagt. Derudover har Israel ramt Irans flåde, luftvåben og økonomi hårdt.
Skaderne anslås at løbe op i flere hundrede milliarder kroner.
Faren er ikke overstået
Selvom der er opnået store resultater, advarede premierministeren mod at tro, at faren er overstået. Israel skal forblive årvågen. Han forsikrede, at Israel vil forblive i sikkerhedszonen i det sydlige Libanon, så længe det er nødvendigt for at beskytte den israelske befolkning: – Vi har vist styrke i Gaza, Libanon, Syrien, Yemen og i Judæa & Samaria. Israel vil aldrig acceptere, at terrororganisationer slår lejr langs vores grænser, sagde han og tilføjede, at næsten alle terroristerne bag 7. oktober-massakren er blevet elimineret.
Mange mener, at det gode og langvarige forhold mellem Trump og Netanyahu er revnet. Netanyahu nøjedes med at sige, at de “ikke er enige om alt”.
Israel vil blive mere uafhængig af USA
For at sikre, at Israel ikke er afhængig af andre i fremtiden, har Netanyahu annonceret en historisk forøgelse af forsvarsbudgettet på mere end 679 mia kr for at opnå fuld uafhængighed i våbenproduktion.
Adspurgt af pressen benægtede han, at målet med “Operation Brølende Løve” var at vælte regimet i Teheran, og han bekræftede også, at han genopstiller ved det kommende valg.
Der skal afholdes valg i Israel senest 27. oktober.
Stærk kritik fra oppositionen
Gadi Eisenkot, der er oppositionspolitiker og tidligere IDF-chef, har været meget kritisk over for Netanyahus håndtering af Iran-aftalen.
Han mener, at premierministerens udtalelser er præget af illusioner og fornægtelse af virkeligheden, og hævder, at Israel efter næsten tre års krig stadig ikke har nået sine oprindelige militære mål.
Eisenkot advarede om, at Iran fortsat vil være en bitter og farlig fjende, som Israel bliver nødt til at kæmpe imod i lang tid fremover. Det mener han ikke at den nye aftale vil ændre på.







