Trump-administrationens ignorering af Irans angreb på et saudiarabisk olieraffinaderi den 15. september minder om den tidligere amerikanske præsident Barack Obamas manglende handling efter Assads kemiske angreb i Syrien i 2013, der dræbte flere hundrede mennesker, skriver kommentator Avi Issacharoff i Times of Israel.
”På det tidspunkt troede alle, at et angreb var nært forestående, fordi Obama selv havde advaret om, at brug af kemiske våben, især mod civile, ville krydse en rød linje, som USA og deres allierede ikke ville acceptere. Men der kom aldrig noget amerikansk svar. I stedet valgte USA at indgå en aftale, der markant reducerede Syrias lagre af kemiske våben,” fortsætter han.
Den manglende respons fra det amerikanske militær kom med en høj pris for Syrien og hele Mellemøsten. Assad-regimet indså, at de kunne slagte deres eget folk uhindret, så længe de ikke brugte kemiske våben. Men efter et stykke tid brugte regimet igen kemiske våben uden nogen amerikansk reaktion.
“Spol seks år frem – Iran har netop gennemført et stort angreb på den saudiarabiske olieindustri. En kombination af krydsermissiler og kampdroner mod de statlige oliefaciliteter i Abqaiq og Khurais i det østlige Saudi-Arabien, som forårsager store skader og en kraftig stigning i oliepriserne.”
Den amerikanske præsident Donald Trump var hurtig til at bebrejde Iran og truede med at slå tilbage på vegne af sin saudiarabiske allierede. Men intet er sket siden. Det amerikanske militære svar er mislykket.
Men det er ikke første gang USA afholder sig fra at reagere på iransk aggression mod sine allierede i Mellemøsten, selv når sådanne angreb har ramt amerikanske borgere og soldater, skriver Issacharoff i sin kommentar.
”I 1980’erne var der flere eksempler på den politik. Derefter ramte den første massive selvmordsbombe amerikanske mål i Mellemøsten. Først et angreb i april 1983 mod den amerikanske ambassade i Beirut og i oktober samme år mod en militærbase i den libanesiske hovedstad, der dræbte mere end 300 mennesker. Amerikansk efterretning identificerede Iran som drivkraften bag begge angreb,” forklarer han og skriver videre:
“Senere, da amerikanske borgere – inklusive CIA-chef William Buckley – blev bortført eller dræbt i Libanon af Iran-støttede agenter, valgte USA at grave hovedet i sandet og ignorere fjendtlige iranske aktiviteter.”
Denne passivitet har gjort det muligt for iransk terrorisme at sprede sig over hele verden. Især i Mellemøsten er Irans terror spredt uhindret.
“Endnu en gang ser det ud til, at en administration – denne gang ledet af Trump, truer med at handle uden at gøre det – den er blevet lammet.”
Som tidligere har frygt for en større krig og frygt for iranske hævneangreb i form af terror fået USA til at vælge ikke at reagere militært.
Men ligesom situationen i Libanon i 1980’erne og de nye begivenheder i Syrien, så kommer beslutningen om ikke at gøre noget med en pris. Og konsekvensen heraf kan ses i en potentiel konflikt med Israel.
”Det er noget som skaber bekymring i Israel – en mulig militær eskalering mod Iran og deres regionale allierede i den nærmeste fremtid. Der er flere i Israel, der tror, at den amerikanske passivitet vil føre til, at Iran vil få en endnu større appetit på aggression. Det kan friste dem til at foretage lignende angreb mod Israel, mest sandsynligt som gengældelse for de igangværende påståede israelske angreb mod iransk-støttede shiitiske militser i Syrien og Irak,” skriver Issacharoff. Hans vurdering støttes af Yoav Galant, den israelske minister og tidligere leder af Den sydlige kommando i det israelske forsvar.
Han frygter, at Iran vil bruge krydsermissiler til at angribe Israel på samme måde som de angreb olieanlægget i Saudi-Arabien, skriver Jerusalem Post. Men Issacharoff har også en anden vurdering af den anspændte situation:
”Men det er ikke sikkert iranerne har travlt med at komme ind i, hvad der sandsynligvis vil være en meget kompleks krig med Israel. Iran ved, at Saudi-Arabien er radikalt forskellig fra Israel, og at det israelske militærs militære kapacitet er væsentligt større end den saudiarabiske hær. Selv hvis du inkluderer Hizbollahs enorme raketarsenal i Libanon, er det tvivlsomt, at iranerne “vil smide dem væk” i et angreb på Israel uden en god grund.”
Trump-administrationen er fuldstændig afhængig af støtte fra Israel-venner, men fører stadig den samme passive politik som tidligere administrationer.
“Problemet er, at Teheran, som alle ved, kan lugte svaghed langvejs fra.”
