En medarbejder i det israelske luftvåben (IAF) indrømmer at forsvaret begik en fejl ved ikke at flytte jagerflyene fra en underjordisk hangar under det kraftige regn sidste uge. Otte F-16 jagerfly blev beskadiget da hangaren ved Hatzor-flybasen i Syd-Israel blev oversvømmet.
-Det var en fejltagelse ikke at tømme de underjordiske hangarer, siger officeren som ønsker at være anonym, til Times of Israel.
Ifølge forsvaret vil de otte jagerfly snart være operationelle igen, men først skal de repareres. Prisen vil sandsynligvis være mange millioner kroner. Det formodes at der var halvanden meter vand inde i flere af hangarerne.
Fem af flyene blev lettere skadet af oversvømmelsen, mens tre fly blev meget skadet. Luftforsvarets operationelle kapacitet blev dog ikke svækket af oversvømmelsen.
Regnen, der i sidste uge førte til oversvømmelsen ved luftbasen og andre steder i Israel var den kraftigste i årtier. Myndighederne kritiseres af flere hold for ikke at have bygget en infrastruktur der kan modstå store mængder nedbør. Syv mennesker er hidtil døde som følge af oversvømmelserne i vinter.