Hvad betyder det egentlig at støtte Israel? – MIFFs grundlag

Israel er et demokrati med skiftende regeringer, og en meget større religiøs og politisk mangfoldighed end i Norge – eller Danmark. Den Israel-ven, som altid er enig i alt, hvad de israelske myndigheder gør, findes ikke.

Nej til terror! Parole under MIFFs støttedemonstration for Israel udenfor Israels ambassade i Oslo, november 2012. (Foto: Atle Hansen, MIFF)
Nej til terror! Parole under MIFFs støttedemonstration for Israel udenfor Israels ambassade i Oslo, november 2012. (Foto: Atle Hansen, MIFF)
De sidste ti år er MIFF i Norge vokset fra under 2.000 til næsten 11.000 medlemmer. Såfremt Israel-vennerne i Danmark samler sig på samme måde, kan vi opbygge en organisation, som ikke mindst via hjemmeside og sociale medier afslører løgn og dæmonisering, bringer sidste nyt om Israel og giver israelske perspektiver.
Bliv medlem af MIFF Danmark nu

Før vi remser argumenterne for at støtte Israel, er det vigtigt at spørge sig selv, hvad det betyder at støtte Israel.

Først noget om hvad et ikke betyder:

De fleste nordmænd støtter Norge – ligesom de fleste danskere støtter Danmark. Men det betyder ikke, at man til enhver tid støtter de valg, som skiftende regeringer tager, eller de love som skiftende regeringer indfører.

Det samme gør sig gældende for støtten til Israel. Israel er et demokrati med skiftende regeringer og en meget større religiøs og politisk mangfoldighed end hos os i Norden. Vi har aldrig mødt en Israel-ven, som altid er enig i alt det, de israelske myndigheder eller israelske organisationer i alle afskygninger foretager sig.  At sådanne venner findes, er en myte, som vores meningsmodstandere prøver at plante i menneskers hoveder, som om venner af Israel er en flok tankeløse nikkedukker, som nærmest er hjælpeløse, fjernstyrede ofre for en ond magt.

MIFFs måde at støtte Israel på

Med Israel For Freds måde at støtte Israel på er, at formidle de større gruppers synspunkter i Israel. Vi har påtaget os at være forsvarsadvokater i Norge – og nu Danmark. Over 11.000 nordmænd ser et behov for at støtte dette arbejde, fordi de oplever et behov for at korrigere og balancere det, som bliver formidlet om Israel gennem massemedierne (norsk – samling om mediadækning).

Lige siden MIFF blev etableret i 1970’erne, har vi haft seks grundsætninger – et overordnet formål og fem formål i grundlaget (se evt. MIFFs ”love” på norsk – samt MIFF Danmarks Stiftelsesdokument). De kan ses som en slags fællesnævner for Israel-støtte, og er et godt udgangspunkt for at drøfte, hvad det betyder og hvad det ikke betyder at støtte Israel. Lad mig derfor kort kommentere på dem én for én.

Vores overordnede formål:

Gennem saglig og alsidig information om Israel, det jødiske folk og Mellemøsten ønsker MIFF at skabe en dybere og større sympati for Israel og det jødiske folk.

I dag findes der organisationer og debatører i flere lande, blandt dem Norge (og i mindre grad Danmark), som hævder, at støtte Israel og være Israels venner, men som aldrig gør noget for at skabe større sympati for landet. I nogle tilfælde snarere tværtimod! De arbejder flittigt med at sværte Israel til, hænge dem ud for den mindste fejl og endog arbejde for boycott på forskellig vis. Jeg tror, alle forstår, hvordan det store flertal af israelere må opleve sådan et “venskab” og sådan en “støtte.”

Derefter har MIFF fem punkter i vores formål og grundlag.

1. MIFF støtter det jødiske folks ret til et nationalt hjemland i Israel.

Støtte til Israel er en støtte til det jødiske folks ret til et nationalt hjemland i området. Israel blev oprettet som en jødisk stat, med jødisk identitet og jødiske symboler. Menoraen (den 7-armede lysestage) foran Knesset, davidsstjernen i flaget, sabbaten som fridag (om lørdagen), jødiske helligdage som offentlige fridage, hebræisk som officielt sprog osv. osv.

Mellomkirkelig Råd i Den norske Kirke er et eksempel på en stærk aktør i Norge, som ikke kan lide tanken om Israel som en jødisk stat. Samtidig hævder de, utroligt nok, at være Israels venner.

Jeg har forsøgt at forklare generalsekretæren i Mellomkirkelig Råd, at alle de arabiske stater, undtagen Libanon og Saudi-arabien, har islam som erklæret statsreligion. (Saudi-arabien har for øvrigt Koranen som grundlov, så jeg vil sige, at den islamiske identitet er temmelig godt forankret der også.) Jeg har også påpeget, at udkastet til en grundlov for den planlagte stat Palæstina, lægger  op til, at den også skal have en arabisk og islamisk identitet, med love som bygger på sharia.

Hvis man er urolig over, at Israel, som den eneste stat i verden, har en jødisk identitet, men ikke forholder sig til, at 57 stater i verden er med i sammenslutningen for islamiske stater (OIC), og at der findes et tocifret antal stater i verden med en kristen identitet, har jeg svært ved at se, at det er et Israel-venskab. Jeg kunne finde mange andre mere dækkende betegnelser.

Jeg har en udfordring til alle, som har et problem med at Israel sikrer, at de forbliver en jødisk stat. Man bør være tilbageholdende med disse synspunkter indtil landene i Nordafrika og Mellemøsten gennem et par årtier har fungeret som fredelige, multireligiøse og multietniske samfund – hvor også jøder kan bo i fred. Når vi er sikre på, at det fungerer, kan vi genoverveje om støtten til Israel som en særskilt jødisk stat er rigtig, retfærdig og fremfor alt vigtig. Jeg har grund til at tro, at ovenstående ikke kommer til at ske inden for overskuelig fremtid.

Til trods for Mellomkirkelig Råds bekymring, har det været meningen i de sidste hundrede år, at Israel skulle blive og forblive jødisk. Folkeforbundet fastslog jødernes historiske tilknytning til området allerede i 1922, og gav Storbritanien mandat til at give «landet sådanne politiske, administrative og økonomiske forhold, at det vil sikre etableringen af et jødisk nationalhjem.» Mandatmagten skulle også lette jødisk indvandring. Vedtægten blev godkendt enstemmigt.

Dette var på ingen måde enestående. På samme tid fik arabere og muslimer anerkendelse af adskillige nationalstater fra de selvsamme vestlige stormagter.

Det stod også fast, da FN kom med sit delingsforslag for Palæstina til briterne i november 1947. FN foreslog at dele området op en en jødisk og en arabisk stat. I Israels uafhængighedserklæring står der i første sætning: «Erez Israel var det jødiske folks fødested.» 24 gange i en tekst på godt og vel tusinde ord bliver ordet ”jødisk” nævnt.

At støtte Israel uden at støtte den jødiske identitet, og for eksempel jøders særrettigheder til at flytte til landet og få statsborgerskab, er meningsløst.

2. MIFF støtter en løsning på flygtningeproblemerne, som ikke indebærer en trussel mod Israels eksistens som jødisk stat.

Dette punkt rammer lige ned i konfliktens kerne. Palæstinenserne og mange andre arabere kræver ikke alene en stat på Vestbredden og Gaza-striben, men at alle, som blev flygtninger i 1948 – og deres millioner af efterkommere – skal få retten til at vende tilbage til det, som i dag er Israel. Israel har afvist dette krav fra begyndelsen af, ganske enkelt fordi den jødiske stat vil blive henvist til historien, ved en stor tilstrømning af arabere. Jøderne vil blive i mindretal i deres egen stat. Hvor mange uger tror du, at Israels jødiske identitet vil blive bevaret, hvis araberne fik flertallet i Knesset?

Imidlertid findes der aktører – også i Norge (og i mindre grad i Danmark), som hævder, at de er Israels bedste venner, men som samtidig støtter palæstinensernes krav om en såkaldt «ret til at vende tilbage.» Næsten alle i Israel – også på venstrefløjen – kalder «retten til at vende tilbage» for nationalt selvmord. Det viser igen hvor stor pris israelerne kan sætte på sådanne «venner.»

3. MIFF mener, at konflikten mellem Israel og dets naboer bør løses i direkte forhandlinger mellem parterne.

Støtte til Israel betyder slet ikke, at vi mener, at Israel alene skal kunne diktere alle betingelser for løsninger til konflikten! Det betyder, at vi ikke kan acceptere, at Israel ufrivilligt får presset en løsning ned over hovedet fra en stormagt eller det internationale samfund. Konflikten skal løses i direkte forhandlinger.

4. MIFF tager afstand fra organisationer, som ikke vil anerkende staten Israel.

En logisk følge af at støtte Israel er, at man ikke kan forholder sig neutralt til landets fjender. MIFF ser det også som en vigtig opgave, at afsløre dem, som pakker et egentligt fjendskab mod Israel ind i fine ord som «retfærdig fred» og «lige rettigheder for alle borgere.» Når man ved ”retfærdig fred” mener «retten til at vende tilbage», og når man ved «lige rettigheder» mener ingen særrettigheder for jødisk indvandring,  støtter man i virkeligheden en politik, som vil gøre det af med Israel som en jødisk stat. Dette må vi tage afstand fra.

5. MIFF stiller sig neutral med hensyn til livssyn og er politisk uafhængig.

Dette sidste punkt er også vigtigt. MIFF er uafhængig af partier i Israel. Vi forsøger at formidle de større gruppers synspunkter, også når de skifter. MIFF er også uafhængig af partier. Der er ingen partier som har monopol på Israel-støtte. Tværtimod burde støtten til Israel være stærk i alle partier – men der er desværre tendenser til polarisering i mange lande – inklusive Norge og Danmark – og også i USA. MIFF arbejder på at øge støtten til Israel på tværs af politiske grupperinger.

Støtter du MIFFs formål og grundlag? Bliv medlem nu!

Noter, kilder, og henvisninger
Oprindeligt udgivet 22. marts 2014 på norsk som  del af artikelserien “Hvorfor støtte Israel”, som blev offentliggjort på Miff.no fra og med den 21. marts 2014. På dansk ved Jane Hoffman og Inger Irene Hansen, april 2018.
Artiklen bygger på manus til foredrag: Hvorfor i alverden støtte Israel? af Conrad Myrland, daglig leder af MIFF. Se foredraget (på norske) her