Søndag d. 1 september affyrede Hizbollah flere panserværnsmissiler mod Israel. På billedet ses røg stige op fra omrdet hvor angrebet fandt sted.

Hizbollah har affyret missiler mod Israel

Det israelske forsvar har reageret ved at bombardere flere Hizbollah-mål i det sydlige Libanon.

Den libanesiske terrorgruppe Hizbollah affyrede søndag adskillige panserværnsmissiler mod en militærbase og en militær-ambulance i det nordlige Israel. Hizbollah hævder at have ramt en israelsk kampvogn og dræbt soldaterne i den, men det afviser det israelske forsvar. De siger, at ingen israelske soldater blev såret ved angrebet, skriver Times of Israel.

Som svar på angrebet har det israelske forsvar affyret omkring 100 granater og bomber med artilleri og helikoptere mod Hizbollah mål i det sydlige Libanon. Den libanesiske terrorgruppe havde truet med at angribe Israel efter et droneangreb i Beirut sidste weekend. Angrebet skal have indstillet terrorgruppens planer om at udvikle præcisionsraketter med lang rækkevidde med mindst et år. Hizbollah har anklaget Israel for at stå bag angrebet.

IDF’s talsmand Jonathan Conricus siger, at det israelske forsvar søndag aften anslår “de taktiske begivenheder på jorden til at være forbi”, men at den større strategiske trussel fra Hizbollah stadig udgør en trussel ved grænsen.

Alle beskyttelsesrum i områderne langs grænsen til Libanon er åbnet nu, hvis situationen skulle udvikle sig.

Facebook
Twitter
Email
WhatsApp