Den 6.000 år gamle kobberfiskekrog som menes at være blevet brugt til at fange hajer eller andre store fisk, blev fundet under udgravninger i den israelske by Ashkelon.
Fiskekrogen som er en af de ældste nogensinde fundet, blev fundet under arbejdet på et nyt kvarter i Ashkelon i det sydlige Israel i 2018. Nu vil den for første gang blive udstillet under den 48. arkæologiske kongres.
Krogen er 6,5 cm lang og 4 cm bred. Ifølge den israelske arkæolog Yael Abadi-Reiss som deltog i udgravningen, gør det krogen velegnet til at fange to-tre meter lange hajer eller stor tun, skriver Jerusalem Post.
– Flere ældgamle fiskekroge, der tidligere er blevet fundet, var lavet af ben og var meget mindre. Brugen af kobber begyndte i kobberalderen, og det er fascinerende at opdage, at den teknologiske innovation blev brugt i antikken til at lave fiskekroge til fiskere langs Middelhavet, siger hun.
Kobberalderen var i 2500-2200 f.Kr., hvor de første simple redskaber lavet af kobber og guld dukkede op. I perioden blev der etableret store landsbyer omkring Ashkelon, hvis økonomi var baseret på græsning, dyrkning af hvede, byg, bælgfrugter og frugtplantager – samme industrier er også i området i dag.
– Den fiskekrog, vi har fundet, fortæller historien om landsbyens fiskere, der sejlede ud på havet i deres både og smed den nyopfundne kobberkrog i vandet i håb om at tilføje kysthajer til menuen, forklarer Abadi-Reiss.
Se mere om den fundet fiskekrog her: