D. 24 august er det 90 år siden en arabisk mængde angreb den jødiske befolkning i Hebron, i det daværende britiske mandatområde Palæstina. 67 jøder blev dræbt og 58 blev såret under Hebron-massakren. De overlevende jøder blev tvunget til at flygte, og deres ejendom blev overtaget af araberne. Efter massakren i august 1929 var jøderne for første gang i flere århundreder ikke længere i jødernes anden helligste by.
Hvad var årsagen til massakren? I lang tid havde der været en stor spænding mellem den arabiske og den jødiske befolkning under det britiske mandat. Tilhængere af Muftien i Jerusalem, Amin al-Husseini, blev vrede over at deres leder spredte mistillid til jøderne. Den udløsende faktor til massakren var falske rygter om, at jøderne planlagde at angribe al-Aqsa-moskeen i Jerusalem. Der var ikke hold i rygterne, men det forhindrede ikke en stor mængde mennesker i at angribe de 700 jøder, der boede i Hebron på det tidspunkt. Angrebet fandt sted under Shabbat, jødernes hellige dag. En større mængde mennesker gik fra dør til dør og dræbte, lemlæstede og voldtog Hebrons jøder. Byens synagoger blev vandaliseret.
Da oprøret begyndte, skal arabiske repræsentanter være kommet til Rabbi Slonim, der var lederen af mizrahi-jøderne i Hebron. Mizrahi-jøderne var dybt forankrede i området, talte arabisk og gik i det samme tøj som araberne. Den arabiske mob sagde, at hvis han ville tillade dem at dræbe 70 af de nye ashkenazi-jøder i byen, ville de resterende jøder blive skånet. Dertil svarede Rabbi Slonim: “Vi jøder er et folk”. Som et resultat blev han og resten af familien dræbt. Kun hans 1,5-årige søn Shlomo overlevede.
En af de overlevende fra massakren, Aharon Reuven Bernzweig, fortalte efter sigende om de grusomme hyl der lød, da den arabiske pøbel trådte ind i de jødiske huse og dræbte dem, der boede der.
”Lige efter klokken otte om morgenen begyndte vi at høre skrig. Araberne var begyndt at bryde ind i de jødiske hjem. Skrigene var hjerteskærende. Vi havde ingen idé om, hvad vi skulle gøre. De gik fra dør til dør og slagtede alle de stødte på. Skrigene og stønnene var forfærdelige. Folk råbte om hjælp, men hvad kunne vi gøre?” Sagde han.
Af de i alt 67 jøder, der blev dræbt under massakren, døde 59 i forbindelse med optøjerne, mens 8 døde af de skader de pådrog sig. Blandt de dræbte var et dusin kvinder og tre børn under fem år. 24 af ofrene studerede i byens yeshivah. Araberne begravede næsten alle de jødiske ofre i en stor massegrav uden hensyntagen til jødiske begravelsesritualer. De fleste af de dræbte var ashkenazi-jøder, mens 12 var mizrahi-jøder.
Cirka 435 jøder, to tredjedele af det jødiske samfund i Hebron, overlevede massakren. Tidligere blev det rapporteret, at de fleste blev reddet af arabiske familier, men den israelske historiker Benny Morris har udfordret denne fortælling. Han mener, at “de fleste blev frelst af det britiske politis indgriben og det faktum, at mange jøder var i stand til at bekæmpe menneskemængden”. Han understreger ikke desto mindre, at der var arabiske familier, der reddede deres jødiske naboer. De overlevende jøder blev til sidst evakueret til Jerusalem af briterne.
Der ville gå flere årtier før jøderne vendte tilbage til Hebron, byen hvor jødiske patriarker er begravet. Først efter seksdagskrigen i 1967, da byen kom under israelsk kontrol, vendte jøderne tilbage. I dag bor der mellem 500 og 800 jøder i Hebron. I henhold til Oslo-aftalen er byen delt mellem Israel og de palæstinensiske myndigheder (PA). 20 procent af byen er under israelsk kontrol, mens de resterende 80 procent kontrolleres af PA. Ikke desto mindre har jøderne kun adgang til at bevæge sig rundt i omkring tre procent af byens område. I dag er 97 procent af Hebron helt lukket for byens jøder.
I H2 – området som er under israelsk kontrol, er gaden al-Shuhada. Den binder to jødiske kvarterer sammen. For at sikre jøderne, der går på gaden, er der indført bevægelsesbegrænsninger på gaden for palæstinensere, der ikke bor der. Anti-israelske aktivister valfarter til stedet for at fremstille jøderne som et fremmed element i Hebron. Med vilje eller af ren uvidenhed glemmer de helt, at jødernes historie i Hebron er dybt forankret i byen gennem flere århundreder.
Den israelske journalist Ben-Dror Yemini skriver i Myter og fakta om Hebron: ”Der er absolut ingen grund til at forsvare alt, hvad israelere gør på dette område. Men jøder – og kun jøder – holdes væk fra 97 procent af Hebron i hele H1 og det meste af H2. Begrænsningerne for palæstinenserne gælder primært for en gade, som besøges af snesevis eller hundreder af mennesker om ugen, så manipulationen af ”apartheid” kan sælges til dem.
Løgnen om, at al-Aqsa-moskeen er i fare, har været i omløb i næsten 100 år. Løgnen bruges stadig til at tilskynde arabiske terrorister til at dræbe jøder. I de senere år har der været mange terrorangreb i Israel, hvor terroristerne er blevet motiveret af den løgn. Fake news var farlig i 1929 – og er også farlig i dag.
