De palæstinensiske ledere (og deres venner) kræver såkaldt «ret til at vende tilbage» for 1948-flygtninge og alle deres efterkommere. i virkeligheden betyder kravet om «ret til at vende tilbage» ønsket om at vende tilbage til en tide før der var en jødisk stat.
– Målet med «retten til at vende tilbage» er at fjerne Israel, skrev Adi Schwartz og Einat Wilf i Fathom Journal – læs HER, i juni 2021. Her er en længere fri gengivelse af deres artikel:
Da det at vende tilbage blev afvist
Under den sidste del af 1948-krigen og i tiden derefter ville mange palæstinensiske-arabere vende tilbage til deres hjem, hvilket deres ledere afviste. Lederne mente at hvis de vendte tilbage ville det betyde anerkendelse at Israels eksistens. Det at vende tilbage var underordnet – at nægte Israels legitimitet var afgørende.
Så længe flygtningenes tilbagevending ses som en styrkelse af Israels legitimitet, afvises det. I 1948 skrev Haj Amin al-Husseini, mufti i Jerusalem og leder af palæstinensiske arabere, at han fordømmer de arabiske staters åbenhed om at lade flygtninge vende tilbage til Israel. Det ville kræve forhandlinger med den nye stat, hvilket ville betyde anerkendelse og legitimitet af staten Israel.
«Det vil tjene som første skridt i arabisk anerkendelse af staten Israel og delingen,» advarede Emil Ghury (Arabisk højere komité). Flygtningene kunne kun vende tilbage ved erobring af områderne de have boet i, argumenterede han. Ghury advarede mod kun at se flygtningeproblemet som en humanitær sag. «De har vendt spørgsmålet om jihad til et spørgsmål om flygtninge,» klagede han. Ghury var helt klar over hvad målet var: «Vi er optaget af at vende tilbage og vende tilbage til jihad. Vi er optaget af at så had mod jøderne i hjertet på alle arabere.»
«Ærefuld tilbagevending»
De palæstinensiske og arabiske ledere forstod hurtigt at flygtningene kunne bruges som politisk våben mod Israel. «Det er velkendt og kan ikke misforstås – når araberne kræver at flygtningene vender tilbage til “Palæstina”, så mener de som herre af hjemlandet og ikke som dets slaver. De mener ganske enkelt udslettelse af staten Israel,» udtalte Egyptens udenrigsminister Muhammad Salah al-Din i 1949. Den palæstinensiske journalist og historiker Nasir al-Din Nashashibi forklarer: «Vi ønsker ikke at vende tilbage med Israels flag over en eneste kvadratmeter af vores land, og hvis vi ønsker at vende tilbage, sakl det være en ærefuld og ærerig tilbagevending – ikke en nedværdigende tilbagevending, ikke en tilbagevending som betyder at vi bliver israelske statsborgere i staten Israel.»
Hver gang der har været mulighed for at løse den humanitære situation for palæstinensiske flygtninge er det blevet afvist af de palæstinensiske ledere. Palæstinenserne afviste Israels tilbud om at tage imod nogle af flygtningene lige efter krigen. Palæstinenserne afviste også Israels erstatningstilbud som en del omfattende fredsaftale og legitimering af Israels eksistens. Da en palæstinenser forsøgte at bygge boliger og skabe arbejde til palæstinensiske flygtninge i primo 1950’erne for at forbedre deres livsvilkår og genskabe deres værdighed, brændte palæstinenserne landsbyen ned. (Læs mere om det i Schwartz’ og Wilfs bog Krigen for at vende tilbage som MIFF har udgivet – klik HER.) Dengang som nu er målet ikke at rette op på moralsk uretfærdighed – målet er derimod at udslette jødisk suverænitet. Set med Fatah ledernes og den iransk-støttet terrorgruppe Hamas’ -leders øjne er det den største uretfærdighed at jøderne er suveræne og herrer i et område som arabere mener er deres.
Palæstinensernes katastrofe
Palæstinenserne markerer hvert år deres Naqba den 15. maj. I stedet for at markere katastrofen på årsdagen for Haifas eller Jaffas fald til jødiske styrker, eller dagen hvor landsbyen Deir Jassin blev indtaget, markeres Naqba dagen efter den jødiske stat blev erklæret uafhængig. Katastrofen, for den dominerende palæstinensiske elite, vil fortsætte så længe Israel eksisterer – kun Israels udslettelse kan stoppe det, mener de. Naqba-markering har intet med fortidsminder at gøre – Naqba er drømmen om at spole tilbage i tiden; Israel er væk og er i stedet blevet endnu en arabisk stat.
Storbritanniens udenrigsminister, Ernest Bevin beskrev allerede situationen i 1947: «For jøderne er det essentielle at skabe en suveræn jødisk stat. For araberne, er essentielle at modsætte sig etableringen af jødisk suverænitet i enhver del af Palæstina.» (fremhævet af forfatterne). Bevin forstod allerede den gang at der ikke er tale om en konflikt mellem to nationalbevægelser, som søger uafhængighed, men en gruppe (araberne) som vil forhindre den anden part (jøderne) fra uafhængighed.
Forskellige måder at vende tilbage på
Når zionister afviser lade mere end 7 millioner palæstinensere – efterkommerne af de arabiske 1948-flygtninge flytte ind i Israel, indvendes der at jøderne er «vendt tilbage» til Israel fra forskellige verdensdele. Hvorfor har jøderne ret til at vende tilbage efter to tusind å, mens palæstinenserne ikke har efter 73 år? – læs HER.
Forklaringen er at der er tale om to vidt forskellige måder at vende tilbage på, Wilf og Schwartz:
Da zionismen blev en politisk bevægelse, ultimo 1800-tallet, var jøderne spredt rundt omkring i verden. Jødisk selvbestemmelse og suverænitet kunne kun skabes via jødisk indvandring – «tilbage-vending» til landet. Jødisk tilbage-vending var aldrig et ultimativt mål for zionismen – det var derimod selvbestemmelse. I løbet at to tusind års galut (hebraisk for jødernes eksil fra landet Israel i diasporaen) kunne jøder i teorien (hvis de havde økonomi til det), flytte til Israels land. Men landet blev kontrolleret og styret af fremmede magter, og de jøder som bosatte sig der blev ikke styrket af det. Med zionismen blev der mulighed for at jøderne kunne styrer egen skæbne i landet Israel.
Zionismens mål var suverænitet – ikke at vende tilbage til hver eneste kvadratmeter som jødernes forfædre betrådte og zionistiske ledere har altid været åbne for kompromis om landområder. Under fredskonferencen i 1919 havde zionisternes leder Chaim Weizmann kort som både viste dagens Israel, Judæa, Samaria, Gaza, sydlige dele af dagens Libanon og vestlige dele af dagens Jordan. Men da hans plan mødte virkeligheden – især stor arabisk befolkning som var imod zionisternes ambitioner, var den zionistiske bevægelse pragmatisk nok til at justere romantiske og åndelige længsler til realiteterne på jorden. Eftersom målet var og er selvbestemmelse, er grænser noget der kan indgås kompromis om. De zionistiske ledere godkendte FNs forslag til en delingsplan i 1947, og når jøder fra hele verden kunne flytte til den jødiske stat ville den få et klart jødisk flertal også selvom araberne ville fortsætte med at bo i området. Jøderne accepterede at de ikke kunne vende tilbage til hele landet.
Arabernes mål derimod var at forhindre jødisk suverænitet i enhver del af landet. Derfor blev jødisk indvandring mødt med vold. Hvis araberne på et tidspunkt havde godtaget et af de mange delingsforslag som blev lagt på bordet, ville der i dag have været to stater – en jødisk stat og en arabisk stat – side om side og så havde der ikke været flygtninge!
Eftersom PLO fortsat har som mål at slette jødisk suverænitet fra kortet, insisterer PLO stadig på at ALLE efterkommere af 1948-flygtningene skal vende tilbage til deres hjem i det som i dag er Israel. Palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere har haft mange muligheder for at kopiere den jødisk-zionistiske version af at vende tilbage til deres egen suveræne stat. Palæstinenserne kunne være vendt tilbage til en palæstinensisk stat, uden at den ville være omfattet af hvert eneste plet som de mener at have en historisk eller følelsesmæssig tilknytning til – mulighederne for palæstinenserne har været mange. Eksempelvis i det tilbud de fik af Bill Clinton i 2000 – læs HER og af Ehud Olmert i 2008 – læs HER. Hver gang palæstinenserne fik tilbudt deres egen stat sagde de NEJ! De ville nemlig ikke vende tilbage til en uafhængig, suveræn palæstinensisk stat i dele af landet. At vende tilbage handler for palæstinenserne IKKE om etablering af suverænitet for palæstinenserne, men derimod om at fratage det jødiske folk deres suverænitet.
Læs hvor mange gange palæstinenserne har sagt NEJ til “Palæstina” siden 1937 HER.
Intet alternativ til jødisk suverænitet
Mange tror fejlagtigt at palæstinenserne på et tidspunkt støttede en løsning med to stater for to folk. De samme tror også at Israel har sat en kæp i hjulet for en to-statsløsning og at det derfor er moralsk i orden at palæstinensiske flygtninge og alle deres efterkommere bosætte sig i Israel. De samme personer glemmer blot at to-statsløsningen aldrig har været aktuel for palæstinensiske ledere. I stedet har palæstinensiske ledere insisteret på at palæstinensiske flygtninge og deres efterkommer som i dag er på flere millioner skal bo i Israel. De palæstinensiske lederes kompromisløse krav har ført til at alle forhandlinger siden 1990-tallet er brudt sammen.
1948-krigen skete samtidigt med med meget mere dødelige konflikter som resulterede i langt flere flygtninge. Alligevel hører du ikke krav om at tyskerne som i 1946 blev brutalt fordrevet fra Tjekkiet skal vende tilbage dertil. Du hører heller ikke krav om at flere millioner pakistanere og indere skal vende tilbage til deres hjem efter den blodige udveksling af befolkninger i 1947.
Konflikten mellem jøder og arabere kan kun slutte hvis enten antizionister ved magt tager selvbestemmelsen fra det jødiske folk, eller hvis zionismen accepteres i den arabiske verden og jødisk selvbestemmelse fortsætter. Så længe det ikke sker, er konflikten dømt til at fortsætte og med den også vold og terror.
Wilf og Schwartz påpeger at landområdet mellem Middelhavet og Jordandalen kan deles, det samme kan vand, luft og naturresourcer. Der kan også indføres sikkerhedstjek og bosættelser kan flyttes. Det eneste som ikke er muligt er antizionisme sammen med zionisme. For at slutte konflikten en gang for alle må enten zionisme eller antizionisme vinde krigen. Der er ingen anden vej – middelvejen er konflikten vi har set de seneste 150 år.
Der lyder så “fint” når der tales om «én-statsløsning», «to-statsløsning med tilbagevending» og «retfærdig fred for palæstinenserne». Uanset set formulering, betyder de ALLE det samme; Intet landområde hvor det jødiske folk kan styre sin egen skæbne og så er vi jo tilbage ved udgangspunktet, nemlig at Israel som en jødisk stat ophører med at eksistere. Og der er ikke noget alternativ til det jødiske folks selvbestemmelse, kun ved selvbestemmelse kan det jødiske folk få tryghed, beskyttelse, værdighed og et livskraftigt jødisk folk. Vi nægter, skriver Schwartz og Wilf, at tro på løfterne om at jøderne vil få det så fint som minoritet rundt omkring i verden, samtidigt med der ikke er et Israel. Vi vil gerne vide hvor alle dem som affejer bekymringen for det jødiske folks skæbne vil være den dag det viser sig at de tog grueligt fejl?
Der er ikke anden vej end at araberne må accepterer zionismen. Abrahamaftalerne indgået mellem Israel, Emiraterne, Bahrain, Sudan og Marokko i 2020 er beviset på at det er muligt – læs om Abrahamaftalerne HER. Det er tvivlsomt at accepten vil ske i hele den arabiske verden før palæstinenserne har forsøgt på alle tænkelige- og utænkelige måder at slutte jødisk suverænitet – det være sig krig, terror, international fordømmelse og meget mere, når de indser at den taktik ikke nytter, vil der måske være udsigt til mere fredelige tider i Mellemøsten. Så længe Vesten støtter palæstinensernes version af at «vende tilbage», sker det ikke.
Engang forstod Vesten at for at skabe fred må krig stoppes – i dag er vi (inkl. Danmark) med til at finansiere terror mod israelere. Den dag hvor palæstinenserne acceptere at krigen mod israelsk suverænitet ikke nytter, kan de bygge deres egen fremtid i deres egen suveræne stat, side om side med Israel som nabo – ikke i stedet for Israel men side om side med Israel – det er fred.
