Bengt G Nilsson: -Derfor har jeg ændret holdning i Israel-Palæstinaspørgsmålet

Han sympatiserede med palæstinenserne, men støtter i dag israelerne. Journalist og forfatter Bengt G Nilsson fortæller hvad fik ham til at ændre mening.

Bengt G Nilsson sammen med Yasser Arafat. (Foto: @HonestlyConcern)



Før du læser videre, vil vi gerne takke dig som er medlem af MIFF og gør det muligt for os at drive denne hjemmeside. Hvis du ikke er medlem endnu, vil vi gerne invitere dig til at betale kontingent for 2021 nu. Så giver vi dig resten af ​​år 2020 gratis.

Bengt G Nilsson var ansat som journalist på SVT og rapporterede igennem mange år om konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Her er Nilssons beretning om hvad der fik ham til at ændre holdning i konflikten. Nilssons artikel i timbro.se bringes her på dansk:

I 46 år har jeg fulgt udviklingen i Mellemøsten, heraf 36 år som journalist og forfatter. Som reporter ansat på SVT, var det i lang tid min opgave at rapportere om den politiske proces og de forfærdelige levevilkår som den palæstinensiske civile befolkning levede under i flygtningelejre eller i kampe mod israelske bosættere på besat jord. Det var let at sympatisere med palæstinensernes nationalistiske forhåbninger og deres drøm om deres egen stat.

I dag har jeg ændret mening. Jeg tror ikke længere på at det er muligt for palæstinenserne at opbygge en velfungerende, demokratisk nationalstat i en overskuelig fremtid. Jeg mener i stedet at Israels krav om sikre og anerkendte grænser har højeste prioritet.

Israel og Palæstina
Jeg kom for første gang til Israel i 1972 som en ung og eventyrlysten rejsende. Det var det første stop uden for Europa på min planlagte verdensrejse. Jeg blev frivillig i en kibbutz og blev der i ni måneder. Det var en meget formativ periode i mit liv, som jeg ofte vender tilbage til i mine tanker. Jeg elskede det pengeløse kibbutzliv og udviklede en dyb respekt, nærmest en beundring for israelerne som blev mine venner der. De var zionister og socialister.

Den zionistiske grundideologi var baseret på en glorificering af ​​de idealer som kibbutzerne stod for, inden Israel blev industrialiseret og stadig stort set var et landbrugssamfund, hvor den israelske mønsterborger skulle være landmand, intellektuel og soldat. Landet havde en solid demokratisk struktur med velfungerende fagforeninger.

Der var virkelig kun et problem og det var, hvad der var sket fem år tidligere, under Seksdagskrigen i 1967. Israel slog de arabiske landes angreb tilbage og erobrede det egyptiske Sinai og Gazastriben, området vest for Jordanfloden kaldet Vestbredden og Golanhøjderne, grænsende til Syrien.

Der stod de nu med ansvaret flere millioner arabere. De boede på jord som var lokkende for israelske bosættere, som så territorial udvidelse som eneste mulighed for den jødiske stat for at sikre sin eksistens. Hvordan skulle det demokratiske Israel forholde sig til sine besatte palæstinensere? Hvis de erobrede territorier blev annekteret og formelt inkorporeret med Israel, ville den israelske regering ikke komme uden om kravet om at give israelsk statsborgerskab til araberne som boede der. Det ville betyde at den jødiske stat Israel i løbet af kort tid ikke længere ville være jødisk.

Den israelske løsning på dilemmaet blev permanent at besætte og etablere israelske, jødiske enklaver i de besatte områder. Bosættelser som i enhver praktisk forstand var en del af Israel, men på arabisk jord. Det var ikke en holdbar løsning.

Socialdemokraterne vælger side
Israel blev i lang tid styret af det israelske arbejderparti tilknyttet socialistinternational. Indtil 1977 var alle israelske premierministre socialdemokrater, altså Arbejderpartiet. Det burde have været skræddersyet for at få svenske socialdemokrater til at elske Israel. I stedet var det modsat. I Tage Erlanders tid som premierminister indførte Sverige en politik som kunne kaldes Israel-venlig, men efter Seksdagskrigen i 1967 ændrede det sig. Da Olof Palme overtog rollen som premierminister, skete der en kovending, og Sverige blev en af ​​de stærkeste tilhængere af den palæstinensiske bevægelse PLO. Et personligt venskab blev udviklet mellem Palme og PLO-leder Yassir Arafat.

De svenske socialdemokrater og endda venstre valgte at stille sig på PLO’s side. PLO havde fuldstændigt omdøbt demokrati. PLO var topstyret med brutale metoder og konstant udsat for fraktionskampe og splittelse. Ledelsen var korrupt, bistandsmidler blev misbrugt og hele bevægelsen var meget afhængig af despotiske, arabiske diktatorer som Muammar Khadaffi, Hafez Assad og Saddam Hussein og Sovjetunionen. Det var også åbenlyst at palæstinenserne blev brugt som skakbrikker i Mellemøsten så de arabiske diktatorer kunne fortsætte deres magtspil.

Da jeg besøgte den tidligere svenske konsul Arnold Hjertström i sit hjem lige nord for Jerusalem i 2008, hvor han plejede sin dødsyge palæstinensiske kone Sylvia, fortalte han mig historien om sit liv. Han blev konsul i Øst-Jerusalem i 1967, men den del af byen stadig var under jordansk styre. Kort efter brød krigen ud og Hjertström var pludseligt konsul i Israel. Han viede resten af sit liv til at søge fred mellem Israel og palæstinenserne.

Han begyndte at pleje kontakter med palæstinensiske borgmestre på Vestbredden som var frustrerede og utilfredse med eksilorganisationen PLO. De søgte pragmatiske løsninger, de ønskede at skabe deres egne forhandlingsmuligheder med den israelske regering. Borgmesterinitiativet krævede en respekteret formidler og Hjertström kontaktede derefter i midten af ​​1980’erne den nye svenske udenrigsminister Sten Andersson. Andersson kom til Jerusalem. Han mødte borgmestrene og ifølge Hjertström mindede dem om deres manglende loyalitet overfor PLO og beordrede dem til at tilpasse sig ledelsen. For Sten Andersson blev konflikten mellem Israel og Palæstina en hjertesag og han udviklede også et personligt venskab med Yassir Arafat.

Da Arafat døde og Mahmod Abbas overtog, troede nogle, at hans parti Fatah som leder PLO, ville blive demokratiseret. Det var ikke tilfældet. Abbas blev valgt for en fireårsperiode, men sigter nu efter at forblive på posten livet ud. I denne henseende adskiller han sig ikke fra enhver anden diktator. Han omgiver sig kun med mænd som støtter hans politik, og den lovgivende forsamling har ikke vedtaget nogen love i ti år.

Da palæstinenserne i Gaza fik mulighed for at stemme i 2006, vandt det islamistiske parti Hamas. Derefter brød en forudsigelig borgerkrig ud mellem Hamas og Fatah. Under Hamas styre har militante grupper i Gaza haft fokus på at skyde raketter mod Israel med israelske modangreb som resultat, hvilket har medført alvorlig lidelse hos civile palæstinensere.

PLO har behov for flygtningelejre
Hvordan kunne PLO, Yassir Arafat og derefter Mahmod Abbas blive den svenske regerings kæledækker? Den mest åbenlyse forklaring på Sveriges position over for PLO, som automatisk også var en holdning mod Israel, var Israels besættelsespolitik. Allerede i 1948, da staten Israel blev grundlagt og straks angrebet af dens naboer, blev flygtningelejre bygget for at tage sig af de omkring 700.000 mennesker som var flygtet fra deres hjem. Seksdagskrigen i 1967 resulterede i en ny masseflugt, og i Libanon, Syrien og Jordan blev flygtningelejrene overfyldt. De burde have været en midlertidig løsning for boliger til de flygtede. Men det var ikke tilfældet. Lejrene blev permanente og blev PLOs største trumfkort i spillet om international støtte.

I Sverige har det længe været anset for åbenlyst, at flygtninge, eksempelvis palæstinensere, skal integreres. De skal integreres i det svenske samfund og jo hurtigere de kan kvalificere sig til statsborgerskab, desto bedre. Der har aldrig været noget sådant i Mellemøsten. Siden 1948 har palæstinenserne været tvunget til at leve som statsløse og lovløse i Israels arabiske nabolande – undtagen i Jordan – ofte placeret i håbløse flygtningelejre. Alt sammen for at holde gang i spørgsmålet om retten til at vende tilbage til Israel. Flere generationer af enkeltpersoner er blevet ofret for denne politik. De er blevet holdt som magtesløse gidsler af deres ledere. En politik, som hele verdenssamfundet – også Sverige har støttet i flere årtier.

Det ville have været meget let for Israels arabiske naboer at absorbere palæstinenserne i deres egen befolkning. De var alle arabere, talte det samme sprog, var generelt tilhængere af den samme religion, og palæstinenserne var generelt veluddannede. Men for at en befrielsesorganisation som PLO, år efter år, kan holde gang i kravet om at vende tilbage som det vigtigste punkt på dagsordenen i deres forhandlinger med fjenden, er der behov for en nødlidende befolkning i flygtningelejre, som ønsker at vende tilbage. Palæstinensernes frihed og velstand i de lande, de flygtede til har altid stået i modsætning til den nationalistiske kamp. Interesserne i den nationalistiske kamp har altid sejret. Derfor holdes palæstinenserne fast i ufrihed og fattigdom.

Jeg ved ikke, hvor mange palæstinensiske flygtningelejre jeg har besøgt; i Gaza, Vestbredden, Jordan og Libanon. Det som i FN-jargon hedder warehousing refugees, altså at tvinge folk til at leve i lejre frem for at blive integreret i værtslandet, har altid oprørt mig. Det er så uhørt kynisk, men det er ikke det eneste eksempel på hvordan civile palæstinenseres desperate længsel efter et organiseret liv udnyttes af dem, som påstår at være deres politiske repræsentanter.

Da Øst-Jerusalem blev erobret af Israel i 1967 og derefter annekteret, kunne de arabiske indbyggere vælge at søge om israelsk statsborgerskab. Med tiden blev det set som mere og mere lokkende. Men PLO og Yassir Arafat modsatte sig personligt, at palæstinenserne ville blive israelere. Det ville svække den nationalistiske kamp. Værre var det hvis araberne i Jerusalem fik ret til at stemme, så kunne de få deres egne ledere som kunne konkurrere med PLO. Israel blev også skræmt af et scenario, hvor arabere fik lov til at stemme og det er grunden til, de magteløse araberes forsøg på at forbedre deres levevilkår er blevet blokeret af PLO og Israel. Israels højesteret er fornyligt bukket under for indenrigsministeriet, hvilket har ført til at flere arabere i Øst-Jerusalem har fået israelsk statsborgerskab i 2017 end tidligere år, men bunken med ikke-færdigbehandlede ansøgninger om statsborgerskab er stadig stor.

Følelses-politik
De palæstinensiske ledere har altid haft deres egne magtinteresser som højeste prioritet. Dermed adskiller de sig ikke fra andre arabiske magthavere. Da Aftonbladet sendte mig afsted for at møde PLO-leder Yassir Arafat i sit skjulested i Tunis i 1985, sagde han, at hans største succes var at havde forvandlet palæstinenserne fra at være “elendige flygtninge til at blive stolte frihedskæmpere”. Det var ikke sandt. Flygtningene var lige så elendige dengang, hvor de palæstinensiske ledere tvang dem til at blive i midlertidige lejre. To år senere, i 1987 brød den palæstinensiske opstand, Intifada ud. Det var en desperat reaktion fra mennesker som ikke længere troede på, at Arafat og PLO kunne ændre deres liv

Jeg rejste til Israel med en gruppe svenske parlamentsmedlemmer som ville studere intifadaen på stedet. De var medlemmer af Svensk-Palestinska vänskapsförbundet, en lille interessegruppe i det svenske parlament. En af de drivende kræfter var Evert Svensson som i flere år var formand for Sveriges kristna socialdemokrater, også kendt som Broderskapsrörelsen. I dag hedder de Socialdemokrater för tro och solidaritet og de mistænkes for samarbejde med Det Muslimske Broderskab. Evert Svensson optrådte mest for mig som en venlig gammel onkel, men han siges at være den som målrettet og definitivt fik Olof Palme og Socialdemokraterna til at vende sig fra Erlanders syn på Israel-Palæstina konflikten. Han var en central figur som styrede den svenske Mellemøst-politik mere end nogen anden på det tidspunkt.

En anden central figur i Svensk-Palestinska vänskapsförbundet var Viola Furubjelke som senere blev formand for udenrigsudvalget. De som rejste til de besatte områder var centrale og indflydelsesrige politikere. De formede den svenske udenrigspolitik. Det var en begivenhedsrig rejse. Israelske soldater skød mod bussen vi rejste i, og kastede tåregas ind i en skole, mens vi var der. Jeg lavede en rapport om rejsen for SVT og filmede blandt andet socialdemokraten Margareta Winberg, mens hun besøgte en fattig familie i en flygtningelejr i Gaza. Hun blev dybt rørt af familiens tragiske situation. ”Jeg ville ønske at de som kalder sig for Israels venner, kunne se det her,” sagde hun grædende til mit kamera.

Det var en forståelig, følelsesladet reaktion og jeg må indrømme, at jeg længe lade min sympati i den uhyggeligt komplicerede Mellemøsten-spørgsmål ledet af de samme følelser. Det var synd for palæstinenserne. Men betød det, at man skulle stå bag deres krav om at oprette deres egen stat? To-statsløsningen, som den kaldes. Bør et så vigtigt spørgsmål afgøres af, hvor påvirket eller upåvirket man bliver ved at være vidne til menneskelig lidelse? Det er et spørgsmål, jeg har kæmpet med i lang tid.

Konflikten mellem Israel og palæstinenserne drypper af stærke følelser. Jeg er mange gange blevet rasende, når jeg har set israelske soldaters hjerteløse behandling af palæstinensere eller rabiate bosætters brutale fremfærd mod fattige, forsvarsløse bønder. Jeg rejste en gang til Israel med en palæstinensisk ven, som jeg har kendt i mange år i Sverige. Da han fik et svensk pas, ville han straks besøge byen Safed i Israel, hvor han blev født, og hvorfra han og hans familie flygtede da han var et spædbarn. Vi tog dertil og det var hjerteskærende at se ham gå grædende rundt i byen som var domineret af jøder og lede efter sit barndomshjem.

Demokrati mod diktatur
Det var ironisk nok Det Arabiske Forår som fik mig til at ændre holdning i konflikten mellem Israel og Palæstina. Da det startede i 2011, var jeg i Sydsudan og så de dramatiske begivenheder på tv. Jeg var begejstret, men indså, at det som i vestlige medier blev beskrevet som et demokratiseringsprojekt, var andet helt andet. Jeg læste en erklæring fra den libyske leder Muammar Khadaffis søn og tænkte på tronearvingen Seif-al Islam. Han advarede om en forestående borgerkrig, fordi Libyen blev styret af stammer og klaner. Det blev hurtigt klart, at han havde meget mere ret end alle ​​de naive demokratioptimister som kom med positive prognoser for fremtiden. Dem som gjorde oprør mod despoterne i den arabiske verden, var ikke interesserede i et vestligt demokrati. De ville have deres gamle klanregering tilbage

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har hørt palæstinensiske aktivister latterligt afvise påstanden om at Israel er et demokrati. Ikke desto mindre var det ganske åbenlyst, at oprøret i den arabiske verden ikke ville smitte af i Israel. Hvorfor så? Ja, fordi Israel faktisk er en demokratisk retsstat med sin besættelsespolitik som en tung lænke om benet. Israel er også det eneste land i Mellemøsten, som fortjener støtte fra en demokratisk verden.

Palæstina ligner alle dets arabiske naboer. Yassir Arafat styrede fuldstændigt i henhold til gamle klanmønstre og Mahmod Abbas er fortsat i samme spor. Det vil vare lang tid før den brede offentlighed i den arabiske verden vil opgive det syn og i stedet omfavne parlamentarisk demokrati. Indtil da er der ingen grund til at tilskynde en palæstinensisk statsdannelse som med den nuværende ledelse mangler alle forudsætninger for at blive en acceptabel retsstat. Verden har ikke brug for endnu en dysfunktionel despoti i Mellemøsten.

Israel har ændret sig radikalt siden mit første besøg der. Jeg indså hvor stor den ændring var, da jeg tilfældigvis var i Gaza den 4. november 1995 og så Yitzhak Rabin, tidligere premierminister og forsvarsminister blive myrdet på tv. Jeg kørte med det samme til mordscenen i Tel Aviv. Israelerne er normalt et meget højtrystet folkefærd, den aften var der en skræmmende tavshed på pladsen, hvor Rabin to timer forinden var blevet skudt af en ung israeler som var imod Rabins politik i forhold til palæstinenserne. Flere af dem jeg talte med, sagde, at Israel aldrig ville blive det samme igen.

Det var helt sandt. På grund af den internationale kritik som jeg kalder ren mobning, har israelsk ledelse udviklet sig i en aggressiv, nationalistisk retning. Yitzhak Rabin var elitesoldaten og forsvarsministeren som investerede alt i fred med palæstinenserne.
”Dagens virkelighed er at palæstinenserne er den eneste partner, som Israel muligvis kan få en politisk proces i gang med. Enhver som ikke forstår det, kan ikke læse kortet”, sagde han i 1989.

Hvorfor fik socialdemokraten Rabin og den israelske regering ikke fuld støtte fra Sverige under den proces? Hvorfor insisterede svenske socialdemokrater på at støtte en organisation med et så markant demokratiunderskud som PLO? Det er uforståeligt.

Barn af sin tidsånd
Gellert Tamas, som skrev bogen om morderen John Ausonius, også kendt som Lasermanden, har sagt, at han blev drevet til sine gerninger af den ånd som herskede i Sverige i begyndelsen af ​​1990’erne. Tamas mener, at væksten i ​​det indvandrekritiske parti Ny Demokrati har skabt en accept i samfundet af had mod indvandrere. Det kan bestemt være sandt, og jeg tror, ​​vi har en lignende situation i Sverige i dag. Den svenske regering demonstrerer tydeligt sin afstand til Israel. De har givet Palæstina diplomatisk anerkendelse, selvom de grundlæggende betingelser for en sådan anerkendelse langt fra er opfyldt. Socialdemokraten Ilmar Reepalu sagde i kommunalbestyrelsen i Malmö i 2010, at byens jøder skulle distancere sig fra Israels politik for at undgå chikane. Hvis de blev udsat for vold fra antisemitter – hovedsageligt palæstinensere, var de altså selv skyld i det, ifølge Reepalu.

Da USA sidste efterår besluttede at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, brød der demonstrationer ud i flere svenske byer. “Længe leve Margot Wallström” og “Vi vil skyde jøderne”, råbte demonstranterne ifølge svenske nyhedsmedier. Palæstinensere tager sjældent ordet Israel i deres mund, fordi det opfattes som en indirekte anerkendelse af staten Israel. Derfor kaldes israelere konsekvent jøder. At det kunne fortsætte på svenske gader og pladser, tror jeg i vid udstrækning er den svenske regerings skyld. Margot Wallströms personlige rolle er dybt problematisk. De hovedsageligt arabiske demonstranter er påvirket af tidsånden på samme måde som John Ausonius var. Det er okay at hade jøder, selv den svenske regering synes, de er skyld i vores lidelse!

Tilsammen betyder det, at der kun findes et rimeligt standpunkt for mig. Israel, det eneste demokrati i Mellemøsten, med alle dets fejl og mangler, må forsvares og støttes. For deres skyld og for vores skyld. Faktisk også for palæstinenserne.