Vandflasken fra Sderot fortæller Israels historie

Byens geografiske beliggenhed præger både indbyggerne og arkitekturen. Begge dele har gjort et stort indtryk på mig.

Vadflasken fra Sderot fortæller om de store kontraster du møder i Israel. (Foto: Rika Greenberg)

MIFF har ofte skrevet artikler om Hamas’ raketangreb mod Sderot og nærliggende kibbutzer i Israel.

Men, hvordan oplever indbyggerne situationen?

Hvordan føles det at leve med en konstant frygt for, hvornår det næste angreb fra Gaza vil komme?

Hvilke konsenkvenser har det for familierne, for børnene og for de unge at leve under de omstændigehder?

Denne artikel er en gave til dig fra medlemmerne i Med Israel for Fred (MIFF). Hvis du også bliver medlem, kan vi nå ud med sandheden om Israel til endnu flere. Hvis du allerede er medlem, håber vi, at du vil rekruttere en ven nu. Klik her for at gå til indmeldelsesblanket. Medlemskab er gratis året ud!

Èt billede kan sige mere end tusind ord
De kommende uger skriver jeg blandt andet fra Sderot. Jeg vil fortælle, hvordan ganske almindelige israelere forsøger at leve et normalt liv under unormale omstændigheder. Jeg vil også fortælle nogle af de historier vi ikke kan læse om i aviserne eller se i nyhederne.

Byen med de store kontraster
Det er første gang jeg besøger Sderot. Allerede ved byens togstation er det tydeligt, at byen er præget af de prøvelser den har været igennem i årenes løb.

Ved udgangen fra togstationen står en reol med bøger fra det lokale bibliotek. Her kan de lokale frit låne bøger hjem. Ved siden af reolen står et klaver forbipasserende kan spille på. Ved siden af klaveret ses et skilt på væggen. Skiltet henviser til stationens beskyttelsesområde, så folk hurtigt kan søge dækning ved raketangreb. Som en helt naturlig ting, står “vitaminer” til hjerne og sjæl side om side sammen med påmindelsen om, at israelerne lever under en konstant trussel om angreb.

Sderots togstation, her kan du låne bøger, spille klaver og søge dækning når Hamas affyre raketter ind over grænsen. (Foto: Rika Greenberg)

Hvad en lille vandflaske kan fortælle…
Jeg har lejet et værelse hos en sød ældre dame med russisk baggrund. Savtah Channa (bedstemor Channa), som familien kalder hende forstår ikke alt på hebraisk og jeg taler ikke russisk – derfor fik jeg ikke fat i den præcise adresse da vi talte sammen over WhatsApp.

Buschafføren satte mig af det forkerte sted i Sderot og jeg kunne ikke finde vejen hen til Channa. Ekstrem varme kombineret med min lange rejse og den tomme vandflaske, resulterede i, at jeg fik et ildebefindende og derfor måtte stoppe op på gaden og sætte mig på min kuffert for ikke at besvime.

Er du okay?
En venlig stemme spurgte om der var noget galt. Hertil svarede jeg, at jeg ikke kunne finde et sted at købe vand og var svimmel. Manden gik hen og købte en flaske vand til mig og mens jeg kom til mig selv igen, spurgte jeg ham, hvordan det er at leve i Sderot. Her er et uddrag af hvad han fortalte:

“Jeg hedder Shaddy, jeg er muslim og kommer fra Beit Hanina. Det er et palæstinensisk kvarter i Østjerusalem. I dag bor jeg i Sderot sammen med min jødiske, russisk-fødte kone og vores børn. Der bor en del muslimer i Sderot. Vi er trætte af angrebene fra Gaza. Vi ved aldrig, hvornår det næste angreb vil komme og det er meget stressende – især for vores børn. De bliver meget bange og kan ikke koncentrerer sig om at lege eller læse lektier.”

Videre sagde Shaddy: “Medierne i vesten fortæller ikke om, hvor blandede vi er i Israel. Jeg er muslim, min kone er jøde. Vores børn går i israelsk skole og vokser op som israelere. Tingene er ikke så sort/hvid som nogle tror. Mennesker er mennesker og blod er blod – alt andet er ligegyldigt.”

Busstoppested i Sderot. På kommunens plakat står der: “Sderot er byen for familier”. Ovenover døren har sikkerhedsmyndighederne sat et skilt op. På skiltet står der: “Beskyttet busstoppested. Kære borger, dette bustoppested er sat op af frontenheden og sikkerhedsministeriet for at beskytte og servicerer borgerne.” Ved siden af døren er en rød lampe. Ved raketangreb blinker lampen for at advare borgerne om at de skal søge dækning med det samme. (Foto: Rika Greenberg)

Efter vores samtale hjalp Shaddy mig med at finde hen til Savta Channa, som havde en veninde på besøg da jeg kom.

Savta Channas veninde fortalte at hun var meget bekymret for sit barnebarn: “For nogle dage siden beøgte jeg mit barnebarn. Hun er 6 år gammel. Hun sad på sin skammel og krammede sin kat. Mens hun rokkede frem og tilbage på skamlen gentog hun: “farven rød, farven rød.” I Sderot er det koden for at et angreb er på vej fra Gaza og at der skal søges dækning med det samme.”

Veninden fortalte videre at hun i perioder ikke kan klare presset og må tage piller mod dårlige nerver: “Jeg elsker Sderot, men nu har vi levet med angreb og trusler i mere end 20 år – nok er nok. Vi kan ikke holde til det længere.”

Savta Channa fortalte at hendes afdøde mand var selvstændig: “Før Arafats tid tog vi på indkøb i Gaza og lavede forretninger med de lokale. Palæstinenserne var meget glade for vi købte ind hos dem – vi hjalp jo deres økonomi på vej og sørgerede for at der var arbejde til dem. Min mand blev inviteret til deres familiefester og fik gaver af dem. I dag er der ingen kontakt mellem os. Den nuværende situation er forfærdelig for både israelerne og palæstinenserne.”

Videre fortæller Channa: “I Israel stiger priserne på alt og lønningerne følger ikke med. Når unge israelske mænd og kvinder er færdige med at aftjene deres værnepligt i IDF, kan de ikke klare sig uden økonomisk hjælp fra deres forældre og bedsteforældre. Som om det ikke var svært nok at vi skal knokle livet igennem blot for at få tag over hovedet og mad på bordet. Vi lever også med angreb fra Hamas og trusler fra flere fronter. Vesten fortæller ikke vores historie – i vesten taler de om BDS og boykot af Israel, uden at ane hvad de taler om. Hvis verden ville få øjnene op for, hvordan virkeligheden ser ud i Israel, ville de forstå at den eneste vej frem er løsninger og aftaler, som kan bringe fred og ro til isralerne og palæstinenserne. Israel har hårdt brug for verdens støtte – ikke verdens vrede. Vi er gode og hårdt arbejdende mennesker, som vil verden – desværre er der mange derude som ikke vil os og det er sørgeligt.”


Velgørende projekt til gavn for fattige israelere. I Israel er der mennesker som ikke har råd til at spise varm mad og derfor fejlernæres. Projektet opfordre folk til at købe en ekstra portion mad. Den ekstra mad doneres til dem som ikke har midlerne til selv at købe ordentlig mad. (Foto: Rika Greenberg).

Tidligere artikelHamas-terrorist skød og sårede tre IDF-soldater på den israelske side af Gaza-grænsen
Næste artikelPralede om Israel overfor 100 millioner følgere
Du er velkommen til at kommentere på artiklen!

I vores kommentarfelt har Med Israel For Fred (MIFF) givet ytringsfrihed for medlemmer og modstandere siden 2001. Skriv dit indlæg med dit rigtige navn og hold dig til sagen. Chikane er uacceptabelt. Undgå alle former for spam. Brud på retningslinjerne medfører, at kommentarer bliver slettet eller at du bliver blokeret.

Avatar
Rika Greenberg (født 1969 i København) har en BA i hebraisk og mellemøstlige forhold samt en kandidatgrad i strategisk kommunikation. Derudover er hun uddannet i klassisk kunst og grafisk design. Rika har bred international erfaring fra fx reklamebranchen, medicinalbranchen og internationale vikrsomheder. Hun er vokset op i Israel, men bosatte sig igen i Danmark som voksen, hvor hendes to nu voksne børn også er født. Fra 1. feb. 2019 er Rika Greenberg blevet ansat i en 80% stilling som marketingsansvarlig og journalist i MIFF Danmark.