MIFF har ofte skrevet artikler om Hamas’ raketangreb mod Sderot og nærliggende kibbutzer i Israel.
Men, hvordan oplever indbyggerne situationen?
Hvordan føles det at leve med en konstant frygt for, hvornår det næste angreb fra Gaza vil komme?
Hvilke konsenkvenser har det for familierne, for børnene og for de unge at leve under de omstændigehder?
Èt billede kan sige mere end tusind ord
De kommende uger skriver jeg blandt andet fra Sderot. Jeg vil fortælle, hvordan ganske almindelige israelere forsøger at leve et normalt liv under unormale omstændigheder. Jeg vil også fortælle nogle af de historier vi ikke kan læse om i aviserne eller se i nyhederne.
Byen med de store kontraster
Det er første gang jeg besøger Sderot. Allerede ved byens togstation er det tydeligt, at byen er præget af de prøvelser den har været igennem i årenes løb.
Ved udgangen fra togstationen står en reol med bøger fra det lokale bibliotek. Her kan de lokale frit låne bøger hjem. Ved siden af reolen står et klaver forbipasserende kan spille på. Ved siden af klaveret ses et skilt på væggen. Skiltet henviser til stationens beskyttelsesområde, så folk hurtigt kan søge dækning ved raketangreb. Som en helt naturlig ting, står “vitaminer” til hjerne og sjæl side om side sammen med påmindelsen om, at israelerne lever under en konstant trussel om angreb.
Hvad en lille vandflaske kan fortælle…
Jeg har lejet et værelse hos en sød ældre dame med russisk baggrund. Savtah Channa (bedstemor Channa), som familien kalder hende forstår ikke alt på hebraisk og jeg taler ikke russisk – derfor fik jeg ikke fat i den præcise adresse da vi talte sammen over WhatsApp.
Buschafføren satte mig af det forkerte sted i Sderot og jeg kunne ikke finde vejen hen til Channa. Ekstrem varme kombineret med min lange rejse og den tomme vandflaske, resulterede i, at jeg fik et ildebefindende og derfor måtte stoppe op på gaden og sætte mig på min kuffert for ikke at besvime.
Er du okay?
En venlig stemme spurgte om der var noget galt. Hertil svarede jeg, at jeg ikke kunne finde et sted at købe vand og var svimmel. Manden gik hen og købte en flaske vand til mig og mens jeg kom til mig selv igen, spurgte jeg ham, hvordan det er at leve i Sderot. Her er et uddrag af hvad han fortalte:
“Jeg hedder Shaddy, jeg er muslim og kommer fra Beit Hanina. Det er et palæstinensisk kvarter i Østjerusalem. I dag bor jeg i Sderot sammen med min jødiske, russisk-fødte kone og vores børn. Der bor en del muslimer i Sderot. Vi er trætte af angrebene fra Gaza. Vi ved aldrig, hvornår det næste angreb vil komme og det er meget stressende – især for vores børn. De bliver meget bange og kan ikke koncentrerer sig om at lege eller læse lektier.”
Videre sagde Shaddy: “Medierne i vesten fortæller ikke om, hvor blandede vi er i Israel. Jeg er muslim, min kone er jøde. Vores børn går i israelsk skole og vokser op som israelere. Tingene er ikke så sort/hvid som nogle tror. Mennesker er mennesker og blod er blod – alt andet er ligegyldigt.”
Efter vores samtale hjalp Shaddy mig med at finde hen til Savta Channa, som havde en veninde på besøg da jeg kom.
Savta Channas veninde fortalte at hun var meget bekymret for sit barnebarn: “For nogle dage siden beøgte jeg mit barnebarn. Hun er 6 år gammel. Hun sad på sin skammel og krammede sin kat. Mens hun rokkede frem og tilbage på skamlen gentog hun: “farven rød, farven rød.” I Sderot er det koden for at et angreb er på vej fra Gaza og at der skal søges dækning med det samme.”
Veninden fortalte videre at hun i perioder ikke kan klare presset og må tage piller mod dårlige nerver: “Jeg elsker Sderot, men nu har vi levet med angreb og trusler i mere end 20 år – nok er nok. Vi kan ikke holde til det længere.”
Savta Channa fortalte at hendes afdøde mand var selvstændig: “Før Arafats tid tog vi på indkøb i Gaza og lavede forretninger med de lokale. Palæstinenserne var meget glade for vi købte ind hos dem – vi hjalp jo deres økonomi på vej og sørgerede for at der var arbejde til dem. Min mand blev inviteret til deres familiefester og fik gaver af dem. I dag er der ingen kontakt mellem os. Den nuværende situation er forfærdelig for både israelerne og palæstinenserne.”
Videre fortæller Channa: “I Israel stiger priserne på alt og lønningerne følger ikke med. Når unge israelske mænd og kvinder er færdige med at aftjene deres værnepligt i IDF, kan de ikke klare sig uden økonomisk hjælp fra deres forældre og bedsteforældre. Som om det ikke var svært nok at vi skal knokle livet igennem blot for at få tag over hovedet og mad på bordet. Vi lever også med angreb fra Hamas og trusler fra flere fronter. Vesten fortæller ikke vores historie – i vesten taler de om BDS og boykot af Israel, uden at ane hvad de taler om. Hvis verden ville få øjnene op for, hvordan virkeligheden ser ud i Israel, ville de forstå at den eneste vej frem er løsninger og aftaler, som kan bringe fred og ro til isralerne og palæstinenserne. Israel har hårdt brug for verdens støtte – ikke verdens vrede. Vi er gode og hårdt arbejdende mennesker, som vil verden – desværre er der mange derude som ikke vil os og det er sørgeligt.”
