I årevis har det været alment accepteret at der findes «en arabisk verden». Den arabiske verden havde en samlende institution i Den arabiske liga, med arabiske topmøder og en mere eller mindre uniform agenda centreret omkring ønsket om at se Israel forsvinde til fordel for en palæstinensisk stat.
«Nu tilhører det sidste element fortiden», skriver professor Mordechai Kedar i et indlæg hos The Begin-Sadat Center for Strategic studies. Kedar er tidligere oberstløjtnant i den israelske hær (IDF) og er blandt andet ekspert i arabiske forhold, arabiske lande og islamistiske grupper. Læs også MIFF’s artikel; Støtter de arabiske lande egentlig palæstinenserne? – Der er flere grunde til at hverken den arabiske verden eller palæstinenserne vil have en stat – hvorfor dræbe “flygtninge” gåsen som lægger guldæg? Skriver Dr. Mordechai Kedar.
Kedar mener det er flere år siden den «arabiske verden» har været hvad den var en gang. I dag er de to fjendtlige koalitioner som kæmper mod hinanden med stor udholdenhed og uden nogen medfølelse for de menneskellige tab på den anden side.
«Den ene koalition består af Iran, Irak, Syrien, Libanon, Yemen, Qatar og Gaza, som støttes af Tyrkiet, Rusland og Kina. Over for dem står den anden koalition som består af Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Egypten, Jordan, Marokko, Sudan og Israel, støttet af USA. De øvrige arabiske lande ligger et sted mellem de to koalitioner», skriver Kedar.
Israel er føjet til Saudi-Arabiens koalition fordi – og kun fordi – de i de senere år har bevist at de er det eneste land i verden som er i stand til, gang på gang at påføre iranske styrker eller pro-iranske styrker kraftige slag i Syrien. Den saudiarabiske koalition har med interesse lagt mærke til at det med undtagelse af én eneste hændelse i Iran, ser ud til at de er bange for at slå tilbage mod Israel. Israel har dermed opnået en effektiv afskrækkelse overfor Iran.
«For sammenligningens skyld: Husker du at Iran angreb Saudi-Arabiens olieproduktion og lammede en betydelig del af kongedømmets olieindustri. Hørte vi noget om et svar fra Saudi-Arabien? Hørte vi om noget lands svar på Irans angreb mod olietankerne i Den Persiske Bugt eller Det Røde Hav? Er Saudi-Arabien i det hele taget i stand til at afskrække Iran, når den saudiarabiske hær er mislykkedes i sit forsøg på at ødelægge houthierne i Yemen?»
Irans aggressive opførsel overfor arabiske lande har gjort at Israel, som tidligere blev set på som «problemet», pludselig er blevet en del af løsningen.
«Det viser sig at der er ting som er vigtigere for mange lande end en løsning på «det palæstinensiske problem». Det betyder at de største tabere på den store splittelse i den arabiske verden er palæstinenserne, og sammen med dem alle som troede at Israel ville blive opfattet som arabernes ultimative fjende indtil problemet blev løst til palæstinensernes tilfredshed», skriver Kedar.
Samtidig med den arabiske verden som en enhed er i færd med at blive opløst, er fjendskabet mod Israel også blevet en saga blot for mange af landene.
«Der er flere grunde til marginaliseringen af det palæstinensiske spørgsmål. Det første er at Iran er vokset til at blive eksistentiel trussel, mens det israelsk-palæstinensiske problem ikke er en eksistentiel trussel mod nogen. Det andet er palæstinensernes opførsel op gennem årene og særligt i den seneste tid. Indbyggerne i Saudi-Arabien og Emiraterne husker godt at Yasser Arafat støttede Saddam Hussein da sidstnævnte invaderede Kuwait i 1990», skriver den tidligere oberstløjtnant og fortsætter:
«Saudierne er også vrede over at palæstinenserne brød Mekka-aftalen fra februar 2007, som skulle forene de to palæstinensiske fraktioner Fatah og terrorgruppen Hamas. Sidstnævnte udspringer af Det Muslimske Broderskab, en ærkefjende af Saudi-Arabien. Saudierne er også oprørte over at palæstinenserne tager imod hjælp fra Iran, en anden af deres ærkefjender».
Samtidig sker der store ændringer i mange arabiske lande. Den yngre generation af arabere oplevede ikke den «palæstinensiske nakba» [oprettelsen af staten Israel] og det er ikke en del af deres historiske minde. Det «arabiske forår», som førte til sammenbruddet af regimer og økonomier og fremvæksten af Islamisk Stat (IS), sendte millioner af arabere ud i stor nød, til flygtningestatus, fattigdom og lidelse langt hjemmefra. At palæstinenserne forventer at de skal kæmpe for «frigørelsen af Palæstina» er ikke arabernes største bekymring.
«Når det gælder palæstinensisk opførsel, er det en interessant sag. En af Israels hårdeste kritikere er Jamal Rian, som er hjernen bag Al-Jazeera og deres nyhedsudsendelser. Han blev født i Tulkarem på Vestbredden, flyttede til Jordan og blev en fremtrædende aktivist i Det Muslimske Broderskab. Det blev for nylig afsløret at Rians far var en af grundejerne, som før oprettelsen af staten Israel, solgte store landområder til jøder. Hvilken araber ønsker at være en «taber» og kæmpe mod Israel for at frigøre jord for Jamal Rian som hans far solgte til jøderne, en transaktion som ikke har skadet sønnen økonomisk», skriver Kedar.
En anden faktor som taler imod det palæstinensiske narrativ er den enorme vækst i brugen af sociale medier. I dag kan enhver araber selv se sandheden om Israel uden udelukkende at skulle på egne myndigheders propaganda. Automatiske oversættelser (Google Translate) betyder at de kan læse nyheder på hebraiske hjemmesider, selv om de ikke forstår et ord hebraisk. Det gør det meget vanskeligere for palæstinenserne at sælge «deres problem» end det var tidligere. Nu staver mange arabere «det palæstinensiske problem» forkert med vilje for at udtrykke deres foragt.
«Den arabiske verden i 2020 skiller sig på mange måder ud fra den arabiske verden i 2000. Det blev ikke et «fredelig nyt Mellemøsten» som mange så for sig, men derimod det modsatte: En region som er voldelig, splittet, fuld af mislykkede stater og plaget av massedrab. Men den uheldige udvikling fungerer i Israels favør. Der er fortsat meget had mod jøder og den jødiske stat blandt arabere, det må erkendes og bekæmpes. Og der er fortsat hundredtusindvis af raketter som omgiver og truer Israel. Alligevel er trenden tydelig», skriver Kedar, før han afslutter med følgende:
«Fred og normalisering mellem Israel, Emiraterne og Bahrain er bevis på sammenbruddet af de gamle teorier, som gør at den jødiske stat kan blive accepteret som et medlem, ikke som en fjende, i den «rette» koalition».
