I 2017 udgav den israelske filosof Micah Goodman bogen Catch 67. Det var hverken en spændingsroman eller en krimi, men bogen blev alligevel en bestseller i Israel og skabte megen debat. Catch 67 beskriver det dilemma Israel sidder med i tilknytning til den militære kontrol de har haft over Vestbredden siden Seksdageskrigen:
Den politiske venstrefløjs drøm var at Israels arabiske naboer ville acceptere dem og indgå en meningsfuld og ægte fred hvis Israel trak sig tilbage fra landområderne. Den politiske højrefløjs drøm så på bosættelserne på Judæa og Samaria som en bro til jødernes historiske hjemland og noget som ville bringe en bedre fremtid.
– Det var jo grundlæggende modsætninger mellem drømmene, men de byggede begge på samme tanke. Begge sider havde med deres drømme en tro på, at hvis man brugte gevinsten af krigen på den rette måde, ville det ændre retningen i den jødiske historie. Begge sider havde også en anden ting til fælles: Begge sider tog fejl, skriver Micah Goodman i en artikel i Ha´aretz 18. februar 2018. Artiklen opsummerer en del af hovedargumenterne i bogen og svarer på indvendingerne som blev fremsat imod den.
Goodman beskriver hvordan begge fløje i Israel har ændret sig de sidste par årtier. Venstrefløjen er holdt op med at tale om “fred” og tror ikke længere på, at en diplomatisk aftale vil løse situationen i Mellemøsten for nærværende. Efter den anden Intifada har der været mindre tale om fred og mere tale om skaderne på Israel, som den langvarige militære kontrol fører med sig: moralsk korruption, diplomatisk isolation og demografisk nederlag. Venstrefløjen får støtte af nogle demografer (eksperter i befolknings sammensætning) som mener at jøderne snart vil udgøre et mindretal i landområderne, som er under israelsk kontrol.
Det meste af højrefløjen, også mange af dem der mener at bosættelserne (på Vestbredden) har opfyldt de gamle profetier, tror ikke længere på at det vil bringe løsninger lige med det første. Efter tilbagetrækningen fra Gaza-striben i 2005 har højrefløjen talt mindre om en “messiansk forløsning” og mere om sikkerhed. Højrefløjen støtter sig til hvad alternative demografer mener, nemlig at det jødiske flertal ikke er i fare.
– Selvom højrefløjens demografer muligvis har ret, og palæstinenserne ender med at udgøre “kun” 40% af landets befolkning, vil det blive vanskeligt at få øje på, at et sådant land kan kaldes for en nationalstat for det jødiske folk. Ønsket om at holde fast på [størst mulige dele af] israelsk land gør det stadigt vanskeligere at holde fast på definitionen af staten Israel [som en jødisk stat], påpeger Goodman.
– Målet om at kontrollere Erez Israel som beskrevet i biblen vil ikke forstærke statens jødiske karakter, den vil udslette den. Man er tvunget til at indrømme at dette argument er tungtvejende, fortsætter han.
Tidligere sagde højrefløjen at en palæstinensisk stat på Vestbredden ville bringe Israel i fare på grund af palæstinensernes mulighed for at opbygge deres styrke. Som en stat ville palæstinenserne blive istand til at danne militære alliancer og opbygge et våbenarsenal. Hvis den dag kom, ville de være istand til at true et indskrumpet Israel med grænser der ville være meget vanskelige at forsvare.
Syv år efter “Det Arabiske Forår” er det en svag palæstinensisk stat som er den største trussel. Store arabiske stater har “desintegreret” de sidste år, og har hermed skabt et politisk vacum hvor radikale og voldelige grupper har vundet indpas. I fald Israel trækker sig tilbage fra Vestbredden og overlader palæstinenserne til sig selv, vil Hamas og andre terrorgrupper overtage en række byer og landsbyer, advarer højrefløjen.
– Man er tvunget til at indrømme at dette argument er tungtvejende, mener Goodman.
Filosoffen mener at både højre og venstre fløjen er blevet et spejlbillede af hinanden: Højrefløjen tror ikke længere på, at bosættelser vil skabe en løsning, men siger at en tilbagetrækning vil medføre en katastrofe – venstrefløjen tror ikke længere på at en tilbagetrækning vil blive en løsning, men siger samtidig at en fortsat besættelse vil medføre en katastrofe. Både venstre og højre har gennemgået den samme proces. De har bevæget sig fra håb til frygt, skriver Goodman.
Men i dette ser han de gode nyheder. Det er ikke længere en kamp om hvem der har ret. Goodman oplever stadig at flere israelere deler både højre- og venstrefløjens frygt. De fleste israelere har, i større eller mindre grad, godtaget argumentet om at en tilbagetrækning vil udgøre en sikkerhedsrisiko og at fortsat kontrol vil udgøre en demografisk fare.
For første gang har Israel et nyt politisk “rum” som ikke befinder sig mellem venstre og højre, men som inkluderer både venstre og højre.
Goodman fortsætter sin artikel med at udpege nogle forslag til vejen videre for Israel. De er gengivet af MIFF i artiklen Hvordan reducerer man besættelsen uden at ofre sikkerheden?
