I artiklen Israels store dilemma forbundet til landområder under militær kontrol har MIFF genfortalt dilemmaet sådan som det beskrives af den israelske filosof Micah Goodman.
Her genfortæller vi hvad Goodman har skrevet i en artikel i Ha’aretz 18. februar 2018, hvor han går videre og svarer på sine egne spørgsmål:
Hvad kan Israel gøre i den situation de står i, når det gælder palæstinenserne: Trækker de sig tilbage i stor stil vil det betyde en stor sikkerheds risiko, opretholder de kontrollen vil statens jødiske karakteristika blive truet.
For det første, mener Goodman, at israelerne må holde op med at tænke på, at der kun findes to muligheder fremover. Nu siger venstrefløjen at den nuværende situation ikke kan opretholdes, at den vil føre til en katastrofe. Højrefløjen siger at konflikten ikke kan løses, der er ingen fredspartner og der kan ikke være forhandlinger om en varig fredsaftale i et Mellemøsten, hvor intet er varigt længere. Goodman mener, at begge sider har ret, men understreger samtidig at der er andre alternativer. “Det faktum at der ikke findes nogen vej til at løse konflikten, må ikke få os til at forblive politisk passive.” Goodman mener, at målet må være at minimere konflikten.
Filosoffen mener at venstrefløjen såvel som højrefløjen må opgive drømmene. “Vi kan ikke fortsætte med at etablere nye bosættelser i det område, der er selve kernen i det bibelske Israel (Vestbredden), og vi kan ikke opnå en aftale om at skabe “et nyt Mellemøsten”. At bevæge os bort fra vores drømme er at modnes politisk, at finde sig tilrette med de indbyggede ufuldkommenheder i Israels historie.”
Goodman mener at det må være følgende: Hvad kan Israel gøre for dramatisk at reducere sit styre overfor palæstinenserne uden at bringe Israels sikkerhed i fare? Han giver fire eksempler:
1. Overgive dele af Zone C til de palæstinensiske selvstyremyndigheders administrative kontrol. Dermed får de mere plads til at boltre sig på og formindsker deres afhængighed af Israel.
2. Bygge et netværk af broer, tunneler og veje for at forbinde de forskellige dele af det palæstinensiske selvstyresområde og give PA kontrol over disse transportveje.
3. Stoppe med at udvide bosættelser som er placeret udenfor de store bosættelsesblokke der allerede findes, således at palæstinenserne kan sikres sammenhængende områder og transportveje.
4. Ændre de økonomiske aftaler mellem PA og Israel, således at palæstinensernes økonomi bliver styrket og hermed blive mere uafhængig.
Israel kunne sagtens udføre disse tiltag, den dag i morgen, uden nogen større konsekvens for deres egen sikkerhed, mener Goodman. IDF og Shin Bet kan stadig fortsætte med deres anti-terror operationer som i dag, men de anbefalede tiltag vil reducere palæstinensernes afhængighed af Israel og i større grad minimere deres oplevelse af ydmygelse, tror han. Disse tiltag vil ikke løse konflikten, men det vil ændre på spillereglerne.
Bemærk, at Goodmans artikel er bare én af de mange stemmer i den aktuelle situation i Israel om disse spørgsmål. Den tidligere Statsminister Ehud Barak, som var en af de største kritikere af Goodmans bog, har siden hen udtrykt sig meget positivt, mens andre repræsentanter fra venstrefløjen mener at hans forslag slet ikke er vidtrækkende nok (Ami Ayalon med flere). Svarene fra højrefløjen vil ofte gå ad den vej som MIFF har genfortalt fra Martin Sherman i artiklen: – Ja til bosættelser, uden dem bliver der ingen besættelser og heller ingen fred. – Hvordan kan nogen tro på, at palæstinenserne vil indgå kompromis´er hvis Israel allerede har standset byggerierne i bosættelserne og opgivet kravet på Vestbredden? spørger Sherman.
