Marie Høgh er sognepræst, forfatter, debattør, klummeskribent, foredragsholder og mor. Den 15. december publicerede Jyllands-Posten hendes kommentar på antisemitismen, der er eksploderet i verden og i Danmark siden 7. oktober-massakren mod Israel:
Jeg kiggede efter en ekstra gang, da jeg nærmede mig postkassen. Jo, den var god nok. En af min nære tyske venner, der er præst lidt uden for Berlin, har klæbet en davidsstjerne på sin postkasse ved hoveddøren med påskriften »gegen Antisemitismus«.
Selvfølgelig ville lige præcis min ven, der som alle andre tyskere har fået de allermørkeste kapitler af Tysklands historie med i vuggegave, klæbe en davidsstjerne på sin postkasse.
Forleden bragte Tagesschau.de et interview med den tyske filmproducent Martin Simon de Normier, der sammen med en ven gik rundt i Berlin til restauranter og forretninger og delte hjemmedesignede klistermærker ud til ophæng i vinduerne som et udtryk for solidaritet med jøderne: En blå davidsstjerne på hvid baggrund som farverne i det israelske flag og med påskriften »Welcome« – i midten stråler et rødt hjerte. Og de to berlinere blev mødt overvejende positivt på deres tur gennem byen.
En papirhandler af persisk afstamning satte klistermærket op i forretningsvinduet og forklarede, at han ikke havde noget imod jøder eller Israel, men udtrykte bekymring for, om hans forretning ville blive smadret: »Jeg er bange for araberne, at de kommer og siger ”hvad er det her”.« Siger den persiske papirhandler og rammer en akilleshæl i den antisemitisme, der i disse uger, disse dage og timer spreder sig som en stemmebrand gennem Europa.
Og det er vel at mærke ikke skråremme, nazisymboler og heilen, der indtager storbyernes åbne pladser – men en ulmende islamistisk vrede mod jøder, et indædt had til det jødiske folk – og Israels forsvarskrig efter Hamas’ bestialske terrorangreb den 7. oktober blev endnu en anledning til at ønske død over jøderne. En ventil for antisemitisme. Nu siver det ud.
»Palæstina er besat! Det skal løses med jihad.« Sådan lød kampråbene fra en Hizb Ut Tahrir-demonstration i Københavns gader. Og i skrivende stund er mennesker blevet anholdt både i Tyskland og Danmark mistænkt for at planlægge terrorangreb formentlig med jødiske lokationer som mål.
Israels kamp mod antisemitisme er også vores kamp. Vi er bare sene til at forstå det. Men vi er nødt til som vestligt frit demokratisk samfund at tage et tiltrængt selvopgør – se i øjnene, at vi med indvandringens fejlslagne eksperiment har skabt et samfund, hvor jøder føler sig som fremmedlegemer i eget land, lever dagligt med begrundet frygt for deres liv – at der er steder, hvor jøder ikke kan færdes, at jødiske lokaliteter, synagogen, skoler, børnehaver og foreninger er bevogtet af soldater og betjente med skarpladte våben.
Og vi er nødt til at stille os selv det ubehagelige spørgsmål, hvad vi har tænkt os at gøre ved det? Mens vi tygger på det, kan vi vende tilbage til vores to berlinske venner, der sjovt nok ikke havde held med at uddele deres davidsstjerner i en butik, der forhandlede ”queer-mode” og særligt henvendte sig til LGBT+-minoriteter. Simon de Normier udtrykker sin skuffelse og erindrer, hvordan hans homoseksuelle venner har bedt om støtte. Uden videre blev regnbuekampagnen også herhjemme de mest succesfulde solidaritetskampagne i årtier: Regnbueaccessories kan købes overalt, offentlige institutioner, selv Christiansborg, skifter gerne Dannebrog ud med regnbuestriber, Kristus og kirker pakkes ind i regnbueflag, og præster trasker med i Priden med regnbuer på kinderne – til støtte for seksuelle minoriteters rettigheder.
Kan vi forestille os samme støtte til den jødiske minoritets ret til frihed – ret til liv? Vi venter stadig på, at Matas, Netto, Tivoli, folkekirken og den danske civilbefolkning erklærer deres ubetingede fordømmelse af antisemitisme – og klæber en davidsstjerne på postkassen eller i forretningsvinduet. Mangler vi mod – eller fatter vi ingenting?
