Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Kom til Nordic Israel Congress 10.-12. maj for at høre meget relevante foredrag. Vær hurtig med tilmelding, begrænset antal pladser. 

14. februar 2015 – dagen som for altid har ændret Danmark

Blomster foran synagogen i København efter terrorangrebet 14. februar 2015. Foto Dj Ladze. Flickr.com
Blomster foran synagogen i København efter terrorangrebet 14. februar 2015. (Foto) Dj Ladze. Flickr.com)
Den 14. februar 2015 står mejslet i vores bevidsthed som dagen, hvor dét vi frygtede kunne ske - skete. Danmark er ikke længere det smørhul vi troede, nej vi er en del af den store verden, hvor ikke alle vil os det godt.

Omar el-Hussein tog Dan Uzan’s og Finn Nørgaard’s liv – to uskyldige liv, mens han sårede andre, efterlod familier i dyb sorg og mange ubesvarede spørgsmål. Politi og myndigheder er blevet kritiseret, journalister og andre har gravet i akter og stillet spørgsmålstegn ved myndighedernes officielle udlægning af, hvad der egentlig skete – det sidste punktum er næppe sat endnu.

Dan Uzan blev myrdet da han stod vagt for en fest i synagogen. Umiddelbart efter angrebet strømmede det ind med sympati og medfølelse, og der blev sågar slået en fredsring om synagogen i København. Troen på det gode i mennesket fik et løft, hvilket vi havde brug for midt i en svær tid. Men her fire år efter den skæbnesvangre dag er meget ændret for altid: Jødiske institutioner bevogtes nu af væbnet politi – vi vil ikke opleve endnu et attentat eller flere terrorofre på dansk jord. Politiet kommer imidlertid jævnligt med meldinger om, at de ikke kan få ressourcer og mandskab til at slå til efter de skærpede sikkerhedsforanstaltninger er blevet indført. Og diskussionen om, hvorvidt den øgede bevogtning af jødiske institutioner er nødvendig dukker også op fra tid til anden, hvilket også skaber usikkerhed blandt de danske jøder.

Omar el-Hussein’s drab på filminstruktøren, Finn Nørgaard, skete ved et møde om ytringsfrihed. Således angreb han både ytringsfriheden og mangfoldigheden i Danmark – åbenhed og plads til forskellighed er netop, hvad vi hylder og bør værne om i vores samfund.

Ser vi på antisemitismen i Europa her i 2019, viser den desværre fortsat sit grimme ansigt i Europa, hvilket forståeligt nok bekymrer de jødiske menigheder. Frygten blev bekræftet af EU’s Agentur for grundlæggende rettigheder (FRA). FRA offentliggjorde den 10. december 2018 den største enkeltstående undersøgelse af antisemitisme i EU, hvor ca 600 danske jøder også deltog. Af de adspurgte danske jøder svarede 41%, at de skjuler jødiske symboler og 25% svarede, at de kender nogen, som har været udsat for antisemitisk motiveret chikane eller overfald.

Det er ved at være 74 år siden Anden Verdenskrig sluttede og bragte en ende på Holocaust af Europas jøder. Holocaust var ikke blot en katastrofe for det jødiske folk – den ændrede for altid vores opfattelse af, hvad antisemitisme i yderste konsekvens kan bringe med sig af ondskab. Vi har forhåbentligt lært af Holocaust og burde vide, at antisemitisme uanset, hvordan den viser sig, er farlig og bør bekæmpes med alle midler.

Det er sandsynligt, at den dansk-palæstinensiske Omar el-Hussein var antisemit. Han elskede at diskutere islam. Men ofte diskuterede han Israel og Palæstina konflikten – og her var han ikke bange for at sige åbent, at han hadede jøder, har en ven forklaret til Jakob Sheikh.

Det er også sandsynligt, at han var imod et åbent samfund, hvor respekt for alle er en selvfølgelighed. Vi ved f.eks. at el-Hussein kom i Masjid Al-Faruq mosekeen på Nørrebro, som i 2017 kom i myndighedernes søgelyst efter imam, Mundhir Abdallah bla. citerede følgende fra en hadith:

»Dommedag kommer ikke, førend muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem. Jøderne vil gemme sig bag klipper og træer, men klipperne og træerne vil sige: Oh, muslim, Oh, Allahs tjener, der er en jøde bag mig, kom og dræb ham.«

Det Jødiske Samfund i Danmark meldte hændelsen til politiet.

Vi ved også, at Omar el-Hussein stod på PET’s bekymringsliste før han begik terrorangrebet i København. I artiklen herom (publiseret i Berlingske Tidende 10. februar), fortæller Tore Hamming, som er forsker i militant islamisme ved Dansk Institut for Internationale Studier, at samme mønster er set ved andre angreb begået i Europa: Myndighederne kender til gerningsmanden, før han begår angrebet, alligevel skrides der ikke ind i tide. Det åbenlyse spørgsmål er, hvorfor der ikke gøres noget inden skaden er sket?

I 2015 udtalte Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye i Berlingske Tidende at:

»Terrorangrebet i København viser, at situationen ikke kan overdrives. Hvis der bare sidder én person i de danske fængsler, der er i stand til at gøre det samme, så mener jeg faktisk, vi har et kæmpe problem. Dermed ikke sagt, at der er mange af disse personer«

Vi håber at myndighederne fremadrettet vil lære af fortidens fejl og at vi ikke skal opleve endnu en 14. februar igen.

Afslutningsvis ønsker vi at sende varme tanker til Finn Nørgaard’s og Dan Uzan’s familie.

Æret være Finn Nørgaard’s og Dan Uzan’s minde.

Dan Uzan. Foto: Privat

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem ved at udfylde formularen herunder og trykke på “send”!