»De er her.«
Det gik op for den israelske journalist Amir Tibon og hans kone Miri, da lyden af automatvåben og arabiske stemmer kom stadig tættere på deres hjem i kibbutz Nahal Oz tidligt om morgenen den 7. oktober 2023, fortæller de i et interview med 60 Minutes.
Kort forinden var familien vågnet til raketangreb. Amir og Miri var løbet ind til deres døtre på ét og tre år i familiens beskyttelsesrum, der også fungerede som børneværelse.
Nu var Hamas-terroristerne trængt ind i kibbutzen.
Først kunne familien høre dem ude på markerne, så i nabolaget og til sidst lige uden for vinduet.
Der blev skudt gennem vinduerne i huset, og Amir og Miri vidste ikke længere, om terroristerne allerede var kommet indenfor.
De bad deres to små piger om at være helt stille – og det var de.
Mens familien sad fanget i mørket, begyndte Amir at modtage beskeder fra kolleger. Langsomt gik det op for ham, at angrebet ikke kun ramte deres eget hjem. Hele kibbutzen var under angreb, og ingen kom dem til undsætning.
Han ringede til sin far og fortalte, at terroristerne muligvis var inde i huset, og at det kunne være slut.
Faren var Noam Tibon, pensioneret generalmajor og tidligere højtstående chef i Israels forsvarshær (IDF).
Da han hørte, hvad der foregik, tog han sin pistol. Sammen med sin kone Gali satte han sig ind i deres jeep i Tel Aviv og kørte sydpå for at redde deres søn og børnebørn.
Men vejen til Nahal Oz blev en rejse gennem katastrofen.
De passerede brændende biler og lig langs vejen. Ved checkpoints fik de besked på, at de ikke måtte fortsætte. De kørte udenom gennem markerne.
Så fik de øje på to mennesker, der løb mod dem.
Det var Bar og Lior Matsner, som var flygtet fra massakren på Nova-musikfestivalen. Deres bil var blevet beskudt, og de havde gemt sig i timevis under tørre blade.
Noam og Gali var på vej for at redde deres egen søn og to små børnebørn.
Alligevel standsede de.
De tog de to festivalgæster med og bragte dem i sikkerhed.
Derefter fortsatte de mod Nahal Oz.
Imens ventede familien i beskyttelsesrummet.
Amir kunne høre naboer blive slæbt væk. Andre familier i området blev dræbt eller bortført til Gaza.
Noam nærmede sig igen.
Men endnu en gang blev han standset af mennesker, der havde brug for hjælp.
Han kom til en israelsk militærjeep, som var blevet angrebet af Hamas. Sammen med en soldat gik han ind i kampen mod terroristerne.
To israelske soldater var blevet såret og risikerede at forbløde.
Noam stod nu med et valg.
Hans søn, svigerdatter og to små børnebørn sad stadig fanget i Nahal Oz.
Men soldaterne kunne dø, hvis ingen hjalp dem.
Han valgte at evakuere de sårede.
For anden gang valgte han at redde andre først
Timerne gik.
Familien havde mistet telefonforbindelsen. Der var ingen elektricitet og ingen mad. De vidste ikke, hvor Noam var, eller om han overhovedet ville nå frem.
De to små piger blev ved med at være stille.
Da Noam endelig nåede frem til Nahal Oz, var Hamas fortsat til stede i kibbutzen.
Han sluttede sig til israelske specialstyrker, som gik fra hus til hus og bekæmpede terroristerne.
Først efter omkring otte-ni timer nåede han frem til familiens hus.
Han gik hen til vinduet i beskyttelsesrummet og bankede på.
»Amir, det er far.«
Inde i rummet hørte familien hans stemme.
Den ældste datter genkendte ham.
»Bedstefar er her.«
Først da begyndte de at græde
Amir, Miri og pigerne blev reddet. Selv familiens hund, som de havde frygtet var blevet dræbt, havde overlevet.
Familien flyttede midlertidigt ind hos bedsteforældrene i Tel Aviv.
Men historien om deres redning fortæller også noget om katastrofen den 7. oktober.
Da Amir Tibon senere blev spurgt, hvorfor en bedstefar selv måtte køre fra Tel Aviv for at redde sin familie, pegede han på det enorme svigt den morgen:
Mens civile blev dræbt og bortført, ventede familier i timevis på hjælp.
For Amir og hans familie kom hjælpen til sidst.
Så bankede det på vinduet og en stemme sagde: »Det er far.«
Se interviewet her:
