Tirsdag 8. september kom udenrigsminister Løkke Rasmussen, Norge, Canada, Finland, Frankrig, Island, Irland, Polen, Portugal, Spanien, Sverige og Storbritannien med en fælles udtalelse, hvori de bekræfter staternes intention om at indføre handelsrestriktioner mod varer fra de israelske bosættelser, og/eller støtte til den slags EU-restriktioner.
«Den israelske regerings handlinger på Vestbredden underminerer muligheden for en tostatsløsning. Situationen forværres hurtigt på grund af hidtil usete niveauer af bosættervold og bosættelsesudvidelse, herunder den uacceptable beslutning om at offentliggøre udbud til E1-bosættelsesprojektet,» indleder fælles udtalelsen.
Allerede i 2025 udtalte udenrigsministeren, at Danmark er åben for at indføre restriktioner mod Israel.
Løkke Rasmussens udmelding kom efter, at blandt andet Storbritannien og Norge, havde indført sanktioner mod to israelske ministre.
Til DR, sagde han: – Der er behov for, at Israel ændrer kurs.
Udenrigsministeren tilføjede, at Danmark ikke vil handle alene, men inden for rammerne af EU.
Storbritannien, Australien, Canada, New Zealand og Norge havde indført indrejseforbud og indefrysning af aktiver mod Israels finansminister Bezalel Smotrich og sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir, der ifølge Storbritanniens udenrigsminister “opildner til ekstremistisk vold og menneskerettighedskrænkelser”.
Danmark var, ifølge Løkke, klar til at drøfte lignende tiltag i EU-regi, men påpegede, at nye sanktioner ville kræve enstemmighed blandt medlemslandene.
Problemet er, at udenrigsministeren ikke tager højde for, at der i stort set alle områder i samfundet, er mange former for økonomisk aktivitet, der undergraver muligheden for at nå gode mål. Skal regeringen indføre fængselsstraf for alle?
Vi kunne komme med et utal af eksempler fra flere politiske områder, der ville illustrere diskrimineringen.
Hvad med dansk bistand til palæstinensisk Pay for Slay politik?
Den 4. september skrev MIFF: En terrorist, der er blevet løsladt fra et israelsk fængsel, bekræfter, hvad MIFF i årevis har advaret om. De palæstinensiske myndigheder (PA), som de danske skatteyderer har pumpet milliarder i siden Oslo-aftalerne, primo 1990’erne, er fuldstændigt afhængige af vores skattekroner for at kunne finansiere deres Pay for Slay-politik.
Vores skattekroner går også til PA’s skolepensum, der lærer de palæstinensiske børn at hylde terror mod Israel.
Skal dem, der har bevilliget at sende vores skattekroner i de forkerte lommer straffes med fængsel?
Hvad med dansk UNRWA-bistand
Vores skattekroner er også havnet i lommerne på UNRWA-ansatte, der deltog i den værste massakre mod jøder siden Holocaust.
Selv efter EU fordømte UNRWA for at deltage i 7. oktober-massakren mod Israel i 2023, trodsede Løkke Rasmussen EU og lod vores penge strømme ind på UNRWA’s konti.
Med kravet om «retten til at vende tilbage» for millioner af efterkommere af 1948-flygtninge, har dansk UNRWA-bistand også været med til at støtte palæstinensernes politiske krav om at udslette Israel som en jødisk stat.
BDS-bevægelsen har som krav at tvinge Israel til at acceptere kravet. Men hvis Israel tvinges til at åbne sine grænser og bosætte millioner af palæstinensere, vil der ikke være to stater for to folk, men to stater, der begge vil være arabiske. Der vil næppe blive stillet krav om fængselsstraf til dem, der har pumpet milliarder af danske skattekroner ind i UNRWA.
Israelske bosættelser er ikke en hindring for fred
Israel anklages for at de israelske bosættelser er ulovlige og et brud på folkeretten. Israelske bosættelser fremstilles også ofte som værende den største hindring for fred mellem israelere og palæstinensere. Blev folkeretten anvendt som den burde, ville der slet ikke opstå en diskussion om, hvorvidt israelske bosættelser er ulovlige eller ej – israelske bosættelser er ikke ulovlige ifølge folkeretten.
Fakta på jorden viser desuden at israelske bosættelser ikke er den største hindring for fred. Israelske bosættelser og landbrug i Judæa og Samaria dækker blot 2,7% af arealet.
Bosættelses-udvidelserne, der siden har været, er primært sket som fortætning inden for de samme områder.
– Det er usandsynligt, at der vil komme en aftale med palæstinenserne under Netanyahus styre – men det er umuligt at påstå, at de fysiske realiteter er årsagen til det, skriver den israelske ekspert Shaul Arieli. Og han fremlægger de fakta, der retfærdiggør det. Palæstinenserne udgør et overvældende demografisk flertal på 82% af landarealet i Judæa og Samaria (Vestbredden).
Udenrigsministrene nævner intet i deres fælles udtalelse om palæstinensisk aktivitet, der kan forhindre en to-statsløsning. Der er en meget lang liste med de palæstinensiske lederes nej til en to-statsløsning.
I årtier har de palæstinensiske ledere afvist en to-statsløsning. Det gjorde de også før den første israelske bosættelse blev bygget i Judæa og Samaria (Vestbredden).
