Er du klar til mere Fauda?

Israelske Lior Raz og Yaakov Zada ​​Daniel har rollerne som agenterne Doron og Eli i Fauda. (Foto: Netflix)
Den 8. september får femte sæson af Fauda endelig Netflix-premiere.

Ordet Fauda betyder kaos på arabisk. Handlingen i serien fokuserer på en israelsk antiterror-enhed. Fauda er blevet en af ​​de mest populære israelske tv-serier nogensinde.

Avi Issacharoff og Lior Raz, der har skabt serien, begyndte arbejdet med femte sæson kort efter, at fjerde sæson havde sin Netflix-premiere primo 2023, men så kom 7. oktober-massakren. Den værste massakre mod jøder siden Holocaust ændrede alt.

Derfor har massakren også fået en central rolle i den nye sæson. I interview til Netflix, fortæller Avi Issacharoff: – Men så kom 7. oktober-massakren og vi forstod, at en serie, der beskæftiger sig med virkeligheden i Mellemøsten – i Israel – ikke kan løsrive sig fra den største begivenhed, der har fundet sted her inden for de seneste, vil jeg sige, 75-80 år. Det kan man ikke ignorere.

Handlingen i den nye sæson udspiller sig to år efter 7. oktober-massakren, der kostede mindst 1.200 liv, flere tusind sårede på krop og sjæl, mindst 250 kidnappet til Gaza og efterlod Israel i chok. 

Lior Raz, der har hovedrollen som Doron, kæmper mod sine indre dæmoner og nye fjender, da en gammel vens uautoriserede hævntogt i Marseille i Frankrig trækker ham ind i en farlig undercoveroperation.

Serien viser hvordan Doron og andre nøglepersoner kæmper med eftervirkningerne af traumer, der især har vist sig efter 7. oktober-massakren. 

Handlingen i den nye sæson kredser især om 2025, mens to afsnit handler om 7. oktober 2023. Historien fortælles via karakterernes oplevelser på dagen, der for altid har forandret Israe. 

At fortælle om massakren var ikke en let opgave: – Alle os i Israel vil aldrig glemme 7. oktober. Vi var bange for at filme afsnittene på en måde, der ville gøre ondt på nogle af dem, der i forvejen lider af en ubeskrivelig smerte efter massakren. Vi kunne ikke klare tanken om at volde endnu mere smerte på alle dem, der har mistet nogle som de elskede. Derfor fulgte vi vores overbevisning om, at det her er den rigtige historie at fortælle – og den rigtige måde at gøre den på, siger Avi Issacharoff.

I den nye sæson har skaberne fokus på massakrens menneskelige omkostninger.

Jeg håber, at folk vil se den og forstå prisen, som man betaler i krig – hvor svært det er. Sæsonen er også for dem, der har stærke meninger om sagen, uden at vide hvad der skete. Jeg synes, det er vigtigt, at de også ser den nye sæson, og derefter tager stilling og danner sig en mening, siger Lior Raz.

Skaberne understreger, at Fauda ikke er en dokumentar, men en tv-serie. Alligevel er grænsen mellem fiktion og virkelighed ikke altid tydelig.

Idan Amedi, der er en af seriens mest kendte skuespillere, meldte sig til IDF’s reservestyrker efter massakren. Primo 2024 blev han alvorligt såret ved en eksplosion i Gaza og besluttede at trække sig fra serien.

Se traileren her: