Kan du huske Eurovision i 70’erne og 80’erne? Kan du huske da vi kaldte sangkonkurrencen for melodunde og sad limet til tv’et for at få det hele med fra start til slut? Kan du huske da showet kun varede én aften og vi krydsede fingre for vores favorit sang? Jeg husker da ABBA tog sejren hjem til Sverige og canadiske Celine Dion sang sig til 1. pladsen for Schweiz. Begge blev verdenskendte og de var ikke de eneste, der gik fra Eurovision-scenen til verdensscenen.
I dag drukner Eurovision i 1. og 2. semifinale, finale, influencers, sociale medier, live-stream, anti-israelske demonstrationer, absurd sikkerhedsopbud og alt det andet som flere Eurovision-fans føler har ødelagt showets essens – kærlighed til musik på tværs af lande. Showet, der blev sat i verden for at bringe os tættere på hinanden, har udviklet sig til et politisk freakshow, der ikke længere ved, hvilket ben det skal stå på.
Vil Danmark deltage i Eurovision 2027?
Og mens Israel-hadere gik bananas i Europa og krævede den jødiske stat boykottet, formåede Israel igen at nå Eurovisions top 5 – seerne var tydeligvis ikke enige med boykotterne.
Den 17. maj udtalte Erik Struve Hansen, der er DRs Grand Prix ansvarlige, at han ikke kan garantere, at Danmark vil deltage i 2027.
Samme dag skrev Henrik Højgaard Sejerkilde, der er Kronik- og debatredaktør i Jyllands-Posten i sin leder: – Danmark skal sige farvel til Eurovision Song Contest. Både fordi vi er chanceløse, når melodien ikke betyder noget længere. Og fordi showet er ved at udvikle sig til en politisk farce.
Bør Danmark forlade Eurovision? Spørger du Henrik Højgaard Sejerkilde, er svaret ja. Vi bringer hans leder i Jyllands-Posten her:
Når Lordi er tættere på Beethoven end på årets Eurovison-vinder, er det tid til at sige farvel
Danmark skal sige farvel til Eurovision Song Contest. Både fordi vi er chanceløse, når melodien ikke betyder noget længere. Og fordi showet er ved at udvikle sig til en politisk farce.
Den danske forfatter Kjeld Abell skrev i mellemkrigsårene skuespillet ”Melodien, der blev væk”. Mest kendt som den med ”Sangen om Larsen”.
Efter dette års internationale melodi grand prix kunne man sætte samme titel på forestillingen. Melodien er væk.
Titlen på den bulgarske vinder, ”Bangaranga”, er på det nærmeste lydsprog af det, der foregik. Engang kaldte man det ”tæppebankermusik” – i dag er det mere eller mindre normen i det næsten endeløse show, det tog det meste af lørdag aften at få afviklet.
Det tager ikke 100 år at glemme årets event. Spørgsmålet er, om ikke Danmark helt skal glemme Eurovision Song Contest.
I en tid, hvor der er nok væsentligt at bruge licensmidlerne til, er det et relevant spørgsmål at stille, om Danmarks Radio skal bruge ressourcer på det freakshow, som den internationale konkurrence har udviklet sig til. Danmark har i en årrække klaret sig ringe på den store scene – i øvrigt i lighed med en del andre af de oprindelige europæiske deltagerlande. ”Det sku’ vær’ så godt/men så var det faktisk skidt”, som det hed i ”Sangen om Larsen”.
For tiden bølger der et pseudointellektuelt bravallaslag mellem litterære kredse til højre og venstre. Balladen blev udløst af, at litteraturanmeldernes Rasmus Modsat, Lars Bukdahl, i en kommentar i Weekendavisen slog fast, at højrefløjen ikke var i stand til at mønstre forfattere, der kunne skrive kvalitetslyrik. Underforstået: Det er noget, venstrefløjen har patent på.
Sådan blev budskabet i hvert fald hørt til højre, hvilket satte rav i de konservative kredse, der i forvejen har rygende travlt med åndelig oprustning af danskerne. Det er en diskussion, der ender blindt. Og som nok farer hen over hovedet på de fleste af os, der er mere optaget af mælkebøttebekæmpelse i jordbærbedet, og om det skal være en el-bil næste gang.
Lyrikdebatten endte da også i grøften, da DR2’s ”Deadline” inviterede en ung og meget vred og – må vi forstå – højreorienteret lyriker i studiet for at messe beviset på, at højrefløjen også har versefødder. Desværre havde den unge digter købt sin t-shirt i en souvenirbutik i Beograd uden at ane, at teksten på trøjen med lidt småaggressiv layout hyldede de serbiske tjetnikker, der bl.a. har massakren i Srebrinica på samvittigheden.
Balkan er også rigt repræsenteret i det internationale melodi grand prix, og siden de tidligere østbloklande blev lukket ind i Eurovision-varmen, har storpolitikken stået og bisset i kulissen. Rusland er for længst udelukket – men det er et ældgammelt medlem af arrangøren, EBU, til gengæld ikke. Israel deltog – og var til manges rædsel og buhråb i salen i Wien snublende tæt på at vinde konkurrencen, inden Bulgarien afværgede skandalen på målstregen.
Fem lande boykottede arrangementet, fordi EBU ikke ville tage stilling til Israels deltagelse. Og det er en anden grund til at sige tak for nu fra Danmark: Det er naivt at påstå, at Eurovision Song Contest ikke er politisk. Det blev den, da Rusland blev smidt ud. Og har man først åbnet for den slags, så er man på den politiske glidebane.
Der er ingen grund til, at Danmark skal fedtes mere ind i det show.
Udover det udsigtsløse i at deltage i et melodi grand prix, hvor melodien er blevet væk. Så sig farvel og tak. Vi har gjort det før – og kan gøre det igen. Ingen vil savne os. Og vi vil heller ikke savne det mærkværdige show.
