Siden Danmark fik en plads omkring bordet i FN’s Sikkerhedsråd (2025-2026), har Danmark konsekvent kæmpet for to-statsløsningen og præsenteret den som “den eneste levedygtige vej til varig fred.” Selvom Danmark endnu ikke har anerkendt en palæstinensisk stat, har landet aktivt brugt sin position i Sikkerhedsrådet til at styrke en to-statsløsning.
Danske diplomater i FN argumenterer for, at anerkendelse af Palæstina ikke bør være betinget af Israels holdning, men i stedet af håndgribelige fremskridt i retning af fred og ansvarlig statsdannelse. De understreger regeringsreformer og institutionel udvikling som forudsætninger for en demokratisk og levedygtig palæstinensisk stat. Det er alvorlige principper. De rejser også et uundgåeligt spørgsmål om troværdighed, skriver Albert Veksler i Jerusalem Post.
Danmarks egen historie gør det svært at ignore det spørgsmål. Efter grønlændere fortalte om aalvorlige overgreb begået mod dem under det danske styre, herunder tvangssteriliseringer og fjernelse af børn, kom statsminister Mette Frederiksen med en kort undskyldning: “Vi kan ikke ændre det, der er sket. Men vi kan tage ansvar. Derfor vil jeg på Danmarks vegne gerne sige: Jeg undskylder.”
Undskyldninger er ikke politik og Danmark har fået en ekstraordinær historisk mulighed, muliggjort af præsident Trump, til at bevæge sig ud over retorik.
Tiden er inde til ikke blot at forsvare en to-statsløsning i udlandet, men også at være et forbillede for den derhjemme. Historien har sat Danmark i en position til at demonstrere den altruistiske kærlighed og det moralske lederskab, som landet så lidenskabeligt kræver af andre i FN. Danmark, det er tid til jeres to-statsløsning. I har promoveret den i FN; I vil helt sikkert elske den derhjemme.
Mange lande foreskriver entusiastisk to-statsløsninger for Israel, mens de nægter at overveje lignende principper nationalt.
Tag Storbritannien som eksempel. Velkommen til Skotland. Ingen folkeafstemning nødvendig; anvend blot Londons egne krav over for Israel og erklær: “Fri, fri, Aberdeen!”
Samme model kunne opgraderes til en trestatsløsning ved at tilføje Wales. Det walisiske sprog fortjener en global genoplivning; måske kunne det også inspirere fremkomsten af Lingua Palestinica.
Spanien anerkendte staten Palæstina i 2024 og har aggressivt fremmet sin holdning på den internationale scene. Premierminister Pedro Sánchez har beskyldt Israel for folkedrab og påstået angreb på hospitaler og bevidst udsultning af civile. Alligevel var det den spanske regering, der fængslede catalanske ledere efter folkeafstemningen om uafhængighed i 2017. Ja, en folkeafstemning – ikke et voldeligt oprør, ikke et væbnet oprør, ikke terrorhandlinger. Hvis Spanien virkelig tror på selvbestemmelse, er det måske tid til at genoverveje skæbnen for:
Oriol Junqueras, tidligere vicepræsident i Catalonien; Jordi Sànchez, tidligere leder af den catalanske nationalforsamling; Jordi Cuixart; Raül Romeva; Dolors Bassa; Joaquim Forn; Carme Forcadell.
Hver af dem afsonede en lang fængselsstraf og har nu en straffeattest. Fra havet til havet – måske fortjener Catalonien også at være fri?
Belgien annoncerede i september 2025 sin intention om formelt at anerkende staten Palæstina på FN’s generalforsamling, samtidig med at de indfører sanktioner mod Israel på grund af Gaza-konflikten. Belgien har været konsekvent, både nationalt og internationalt, med at kræve en to-statsløsning.
Så hvorfor ikke begynde derhjemme? Lad den hollandsktalende stat Flandern anerkende den fransktalende Vallonien. I opererer allerede med separate politiske partier, medieøkosystemer og uddannelsessystemer. Hvorfor ikke fuldt ud omfavne jeres idealer og opgradere til et fredeligt Flandern, der lever side om side med det lykkelige Vallonien? Hvem ved, måske kan legenderne fra det gamle Vallonien endda inspirere til nye historier om berømte konger i Palæstina.
Tiden tillader ikke en undersøgelse af de “pletfri menneskerettighedsresultater” i de 159 lande, der stolt støtter to-statsløsningen. Men lad os være klare: Hvis modellen virkelig er universel, skal lederskab begynde derhjemme – det er tid til jeres to-statsløsning.
- Albert Veksler er global direktør for Jerusalem Prayer Breakfast, administrerende direktør og grundlægger af JPBM Consulting og administrerende direktør for Global Aliyah.
