30-årige Marco Fuxman Thomsen lærte i en tidlig alder at holde sin dansk-israelsk-jødiske baggrund skjult af frygt for konsekvenserne.
Marco har en israelsk mor og en dansk far, hvilket ikke burde volde problemer, men sådan ser virkeligheden ikke ud.
Han er lærer på en folkeskole på Østerbro og når eleverne spurgte, hvor han kommer fra, lød svaret: – Jeg stammer fra forskellige steder. Fra Rusland, Polen, Danmark. Mit stamtræ er ret globalt.
Folkeskolen.dk har bragt flere eksempler på, at lærerne i Danmark ikke tør tale frit med deres elever om Israel og konflikten med palæstinenserne, skriver de.
En af dem er Rikke Johansen fra Blågård Skole i København, der fortalte at hun ikke tør svare, når elever har spurgt hvem hun holder med i konflikten.
Der har altid været antisemitisme i Danmark, men siden 7. oktober-massakren mod Israel i 2023, har hadet mod jøder og den jødiske stat kørt på steroier.
Marco fortæller om at blive truet og jaget i skolen: – Jeg gik i skole i Slagelse. Der var flere med anden etnisk baggrund. Det er ofte dem, som reagerer på, at man er fra Israel. I skolen blev jeg truet og jaget.
Familien talte ikke hebraisk i det offentlige rum og kun de nærmeste, der kendte til familiens baggrund: – Vi snakker ikke om det, medmindre vi kender folk godt.
Det sidder dybt i ham at skjule, hvem han er: – Det primære for mig er nationalitet. Det er min israelske baggrund. Det er det, folk reagerer på. Men religion er også en faktor, siger Marco.
Marco er som de fleste unge jøder i diasporaen ikke religiøs – de jødiske helligdage fylder ikke meget i hans liv.
At Marco står frem nu og åbner op om sin baggrund, er ikke en selvfølge. Han fortæller: – Jeg har tænkt, at hvis jeg sanktioner en elev med en anden baggrund end dansk, kan det blive tolket som noget personligt, hvis jeg var åben om min baggrund. At sanktionen sker, fordi det handler om min baggrund.
Frygten for forældrenes reaktion spillede også en stor rolle: – Jeg vil kunne blive tillagt en hel masse motiver. Det har jeg undgået indtil nu.
Men nu har Marco besluttet sig for at gå imod strømmen og inddrage sin baggrund i undervisningen: – Det kunne være fedt at være åben omkring det og i undervisningen tale om, at man kan være biased, hvis man har følelser indblandet i noget politisk i forhold til, hvor man kommer fra, og hvad man er vokset op med.
Marco løber en risiko og frygter at blive inddraget i den sprængfarlige diskussion: – Jeg risikerer at blive taget til gidsel i noget politisk. Jeg har ikke lyst til at skulle forsvare min nationalitet, når jeg er på arbejde, understreger han.
At han tør stå frem skyldes også, at han arbejder på en skole, hvor han føler sig tryg. Marco tilføjer: – Jeg er på en skole, hvor jeg føler mig tryg ved at gøre det.
Men sådan er det ikke på alle skoler, han fortæller: – På andre skoler er det meget synligt med det palæstinensiske flag og tags. Det lægger jeg mærke til. Egentlig mener jeg, at skoler ikke bør tage politisk stilling, men jeg er faktisk i tvivl om, hvor meget man gør for at modarbejde den slags symboler på skolerne.
Samtidigt ved han, at hans beslutning kan få konsekvenser: – Jeg er spændt på, om dette vil ændre nogle forældres eller elevers syn på mig, eller om det har mindre betydning, end jeg kunne frygte.
Til forskel for Rikke Johansen, er Maco aldrig blevet spurgt om, hvem han holder med i konflikten, men blev han spurgt, ville hans svar lyde således: – Jeg ser det ikke som to fodboldhold, jeg ser det som en konflikt, hvor civile dør på begge sider. Der er propaganda fra begge sider. Der er AI-skabte billeder fra begge sider. Historisk skal man have et stort kendskab til det for at kunne argumentere. Jeg ville sige, at jeg slet ikke er kompetent til at vide, hvem der har mest ret til hvad.
