A Promised Land af Barack Obama, udgivet 17. november 2020. (Omslagsbillede Penguin Random House)

– Obama vildleder læserne og giver dem et negativt syn på den jødiske stat

Tidligere Knesset-medlem Dov Lipman kritiserer Barack Obamas nye bog.

Barack Obama udkom med første bogbind om tiden som præsident denne månede. Tidligere Knesset-medlem Dov Lipman kritiserer dele af bogen i en artikel publiceret af Jewish News Syndicate. Lipman var medlem af Knesset for centrumspartiet Yesh Atid fra 2013 til 2015, overlappende med Obamas sidste præsidentperiode i Det hvide hus.

– Jeg har aldrig kritiseret Obama offentlig, hverken da jeg var i Knesset eller nogen andre steder, til trods for at jeg har været uenig med meget af hans politik, indleder Lipman.

– Men hans memoirer bog A Promised Land (Et Lovet Land på dansk) indeholder historiske unøjagtigheder. Obama røber ikke blot fejlforståelse af regionen, men «vildleder læserne på en måde som for altid vil forme deres negative perspektiv på den jødiske stat», fortsætter han.

Her er en opsummering af Lipmans kritik:

Obama skriver at Storbritannien «okkuperede Palæstina» da de gav Balfour-deklarationen, men udelader at nævne, at Folkeforbundet gav briterne mandat til at lægge grunden til «etableringen i Palæstina af et nationalt hjemland til det jødiske folk». Folkeforbundet understrede også «det jødiske folks historiske forbindelse til Palæstina». Lipman frygter at Obamas historiefortælling vil få læserne til at tro at bevægelsen for en jødisk stat i Palæstina ikke havde nogen legitimitet eller international støtte. Læs mere HER på norsk.

I Obamas fortælling «mobiliserede zionistiske ledere en øget jødisk tilflytning til Palæstina» efter Første Verdenskrig. Han fortæller ikke om sammenhængende jødisk tilstedeværelse i landet, også i de to tusind år efter romerne fordrev de fleste jøder fra området, eller at mere end hundred tusind jødiske immigranter kom i slutningen af 1800-tallet og tidligt i 1900-tallet. Jøderne kom ikke blot på grund af «mobilisering», men fordi de oplevede øget forfølgelse i Europa, og fordi Obamas hjemland i 1924 indførte kvoter på hvor mange jøder der kunne komme ind i USA. «Historisk kontekst er vigtig, og når Obama vælger at skrive om historien, burde han inkluderer den fulde kontekst og fremstille jøderne som de var – et forfulgt og desperat folk som søgte sikkerhed, og ikke, som han antyder, stærke erobrer som strømmede ind i Palæstina.»

Obama skriver at de nye jødiske immigranter «organiserede veltrænede væbnede styrker for at forsvare deres bosættelser». Lipman mener det ville være mere præcist at skrive: «Fordi araberne i regionen nådesløst angreb de jødiske områder, havde de jødiske flygtninge ikke andet valg end at bruge våben til forsvare sig selv.»

I forbindelse med omtale af FNs delingsplan, skriver Obama at planen blev afvist af de arabiske palæstinensere og «arabiske nationer som netop var blevet fri fra et kolonialistisk styre». Det opfatter Lipman som om Obama undskylder den arabiske side. Men Lipman peger på at alle nabolandene, med undtagelse af Egypten, havde fået deres selvstændighed fra mandatmagterne som vandt Første Verdenskrig, på samme måde som jøderne.

Om etableringen af Israel i 1948 bruger Obama to sætninger: «Da Storbritannien trak sig tilbage, blev de to parter hurtigt kastet ud i krig. Og da jødiske militser hævdede sejer i 1948, blev staten Israel officielt født.» Her er det vanskeligt for Lipman at vide hvor han skal begynde. Parterne havde været i kamp i nogle årtier, araberne havde angrebet og jøderne havde forsvaret sig selv. Der var ikke nogen jødiske militser som hævdede sejer. Det var en samlet jødisk hær (IDF) som udgjorde de israelske forsvarsstyrker. Alle var klar over at de arabiske nabolande ville starte et fuldt angreb i det øjeblik en jødisk stat blev erklæret uafhængig. Kampene for at sikre den nye stat varede ind i 1949. «Obamas perspektiv på etableringen af staten Israel påvirkede uden tvivl hans udenrigspolitik mod den jødiske stat. Hvis man ser Israel som en kolonistyrke som okkuperer land med væbnede militser, vil landet blive behandlet som en outsider som krænkede andre for at etablere sig som en stat. Den tidligere præsident vildleder andre til også at tro på det,» skriver Lipman.

«De næste tre årtier skulle Israel kæmpe i en række konflikter med sine arabiske naboer…» fortsætter Obama. Lipman: «Jeg måtte læse den sætning mange gange, for jeg kunne ikke tro at en amerikansk præsident kunne skrive noget så vildledende og skadelige ord om sit lands nære allierede.» Det tidligere Knesset-medlem understreger at arabiske hære og terrorister angreb Israel igen og igen, og Israel kæmpede for at forsvare sig.

Obama fortæller historien om Seksdagskrigen uden at fortælle om arabiske militærforflytninger og trusler om udslettelse før krigen. Han tager ikke med at Israel bad Jordan holde sig udenfor krigen, og heller ikke at Jordan ikke havde nogen juridiske rettigheder over Vestbredden (som de havde okkuperet i 1948 og annekteret mod folkeretten i 1950). Obama nævner heller ikke Israels vilje til forhandlinger og tilbagetrækninger i bytte for fred efter krigen. De arabiske lande sagde «nej til fred med Israel, nej til anerkendelse af Israel og nej til forhandlinger med Israel». Lipman mener Obamas historiefortælling fremstiller Israel som en aggressiv okkupant som er ude på konflikt og ikke fred.

Obama skriver PLO voksede frem «som et resultat» af Seksdagskrigen. Men Lipman påpeger at PLO blev grundlagt i 1964, og kæmpede for «frigørelse» af hele området mellem Jordan-floden og Middelhavet, ikke blot Vestbredden og Gaza. Sådan som Obama fortæller historien bliver «okkupationen» og bosættelserne fremstillet som roden til konflikten, ikke arabernes modstand mod at anerkende en jødisk stat i området.

Obama er også ufuldstændig når han skriver om Anden Intifada. Han får ikke med at det voldelige oprør og terrorbølgen blev i gang sat af Yasser Arafat fordi den palæstinensiske leder ikke fik alle sine krav opfyldt under Camp David-forhandlingerne. Obama knytter udbruddet af intifadaen med Ariel Sharons besøg på Tempelpladsen, som han omtaler som «provokerende» og «et stunt». Obama fortæller ikke at en palæstinensisk sikkerhedsleder havde forsikret om at der ikke ville komme noget oprør over Sharons besøg. Obama skriver at Tempelpladsen er «en af de helligste steder for islam», uden at nævne at det er det helligste sted for jødedommen. Med den selektive måde hvorpå Obama fortæller historien, mener Lipman, «bliver man ledet til at konkludere at Israel var ansvarlig for de fem år med blodsudgydelser under Anden Intifada».

Obama skriver en del om spændingen mellem Israel og Gaza, men uden at nævne at Israel trak sig helt ud af Gaza i 2005. Han skriver også at «israelske Apache-helikoptere har lagt hele nabolag [i Gaza] i grus». Lipman indvender at målet for Israels militære aktioner har været terrorledere og raketter som bliver affyret ind i israelske byer. «Tragisk nok bruger Hamas-ledere uskyldige palæstinensere som menneskelige skjold og skjuler sig bag dem i civile nabolag, de affyrer raketter derfra, fra sygehuse og moskéer, ind i Israel. Lipman skriver at Israel gør sit bedste for ikke at dræbe uskyldige mennesker.

Lipman er skuffet over Obamas bog. Han mener kapitlet om Mellemøsten i den nye bog styrker teorien om at Obama var anti-Israel.

– Ingen bør acceptere en bog som er fuld af historiske unøjagtigheder som altid leder uskyldige og uvidende læsere til falske konklusioner, konkluderer Lipman.

MIFF har ikke læst Obamas bog.

Facebook
Twitter
Email
WhatsApp