Der er mange argumenter imod Israels planlagte annektering af Jordan-dalen og bosættelserne på Vestbredden. Hvis de potentielle omkostninger er så høje, hvis Joe Biden vinder præsidentvalget i november og trækker en eventuel anerkendelse som Trump har givet tilbage – hvorfor tænker Benjamin Netanyahu fortsat på at gøre det?
– Netanyahu har gjort et dårligt job i at forklare hvordan han tænker, mener journalist Haviv Rettig Gur i avisen Times of Israel. I en artikel lader han sikkerhedseksperten Eran Lerman forklare hvad vil være en vigtig begrundelse for Israels tiltag. Lerman har haft højtstående stillinger i israelsk militær efterretning i over 20 år og var vicedirektør for udenrigspolitik og internationale sager i det nationale sikkerhestråd for Israels premierminister. Han har også været direktør for Israel og Mellemøst-afdelingen i American Jewish Committee i otte år. Lerman har en doktorgrad fra London School of Economics og videresutdannelse fra Harvard University. I april deltog han i Zoom-møde i regi af MIFF – se det her.
– Amerikansk hegemoni smuldre for vores øjne, begynder Lerman sin forklaring af annekteringsplanerne. Amerikanerne trapper ned i Mellemøsten, og uanset om der i fremtiden vil komme republikanske eller demokratiske administrationer, vender Washington stadig blikket mere og mere mod Kina som den største strategiske udfordring.
Med reduktion af amerikansk dominans undergraves også det internationale system.
– Reglerne som Vest-Europa kræver at Israel skal følge «gælder kun i Vest-Europa», påpeger Lerman. I international politik, er det til syvende og sidst magt som gælder, argumenterer han. Nürnberg-retssagerne mod ledende nazister efter Anden Verdenskrig skulle sætte en ny standard for folkeretten, men de kunne kun finde sted i militær domstole sat op af vinderne. Det var ikke lov og ret som nedkæmpede Aksemagterne, men derimod tæppebombning og atomangreb.
En «lov» skal ikke blot håndhæves, den skal håndhæves lige. Hvis de mægtige ikke følger loven, men kræver lydighed fra den svage er det ikke «lov», men slaveri. Loven skal også give beskyttelse, et internationalt system for håndhævelse som ikke kan beskytte kan selv sagt ikke have indflydelse på nationale sikkerhedsafgørelser hos dem som loven ikke kan beskytte mod en fjendes vrede.
EU har satset på «soft power», men det har ikke haft nogen påvirkningskraft i for eksempel Syrien. EU kan bruge sin «soft power» mod Israel, og lukke landet ude af forskningssamarbejde og dialog i Middelhavsområdet. Men hvad kan «soft power» hjælpe en yderst udsat stat som Israel med når fjenderne bliver flere og stærkere? Vest-Europa har haft den luksus at være beskyttet af en dyr amerikansk forsvars paraply.
Internationalt diplomati og folkeret skal respekteres, men man kan ikke stole på dem som en forsvarsstrategi, argumenterer Lerman og andre israelske eksperter som tænker som ham. Når USAs magt bliver reduceret, reduceres også chancerne for at Israel kan søge sikkerhed i «internationale normer». Chancerne reduceres også for at Israel kan planlægge for en bedre verden i stedet for en hårdere og mere ublid verden.
En amerikansk tilbagetrækning fra Mellemøsten øger farene for Israel betydeligt. Tyrkiet er på fremmarch. Iran er under pres nu, men har allerede opbygget betydelig kapacitet fra Libanon til Yemen. Både Rusland (Syrien) og Kina (Djibouti) er i regionen.
I denne usikre situation kan Israel ikke trække sig ud af Jordan-dalen, argumenterer Lerman. Hvis Israel opgiver sikkerhedskontrollen på Vestbredden, vil vakuumet blive udfyldt af Ankara eller Teheran, gennem deres samarbejdspartnere som for eksempel terrorgrupperne Hamas, Hizbollah eller Islamsk Jihad. Jo mere USA trækker sig ud af området, jo vigtigere er det for Israel å hævde fuld suverænitet over Jordan-dalen.
Og hvad med Jordan? Lerman mener Ammans alliance med Jerusalem er i deres «fremmeste interesse», og han mener israelsk kontrol over Jordan-dalen også er vigtig for jordanernes sikkerhed.
Så hvorfor vil Netanyahu og hans folk hævde permanent suverænitet over Jordan-dalen? Haviv Rettig Gur opsummerer det således: Fordi amerikansk magt er på tilbagegang, Israels fjender vokser sig stærkere, landets allierede vil ikke bryde aftaler, fordi de har lige så meget brug for Israel som Israel har brug for dem, og hvis Israel ikke bevæger sig fra teori til praksis i et spørgsmål af eksistentiel betydning for landets fremtid, er der ingen andre som vil gøre det.
For mere om Jordan-dalens og Vestbreddens strategiske betydning, se følgende to film:
