Generalmajor (res.) Gershon Hacohen er seniorforsker ved Begin-Sadat Center for Strategic Studies.
Her er hans analyse i Israel Hayom af situationen i Syrien og den strategiske logik, der driver Mellemøsten, som Vesten ikke forstår.
– Mens vi ser Syriens Assad-regime falde øjnene af os, er det værd at se nærmere på oprørernes overraskelsesoffensiv og hvad vi kan lære af det, når det gælder Mellemøsten. Den strategiske logik, der driver Mellemøsten, kan ikke sammenlignes med Vestens. Logikken i Mellemøsten kan sammenlignes med et komplekst økosystem, hvor den mindste ændring kan udløse kaskadeeffekter i hele regionen, skriver Hacohen.
Overvej følgende: Ligesom kvæg i et økosystem kan påvirke klima mønstre, giver et skift i én regional magtdynamik genlyd i resten af Mellemøsten. Det er langt fra den konstruerede præcision af et moderne jernbanesystem, hvor enhver bevægelse er beregnet og kontrolleret. I stedet har vi at gøre med en delikat balance, der når som helst kan vælte.
Sunni-oprørenes offensiv mod Assads styrker og shiitiske militser i det nordlige Syrien skete ikke i et vakuum. Det er et direkte svar på den skiftende regionale dynamik efter Israels militære kampagner mod terrororganisationen Hizbollah i Libanon og terrorgruppen Hamas i Gaza. Det er præcis sådan, Mellemøstens økosystem fungerer – én begivenhed udløser en anden i en endeløs kæde af handling og reaktion.
Her er, hvad mange vestlige politikere ikke forstår: I Mellemøsten fører perioder med ro ikke til varig fred. Ro er ikke andet end en midlertidig pause i en igangværende cyklus. Det forstår de fleste ikke i Vesten. Det skyldes, at de ikke forstår, at man ikke kan forhandle sig ud af dybtliggende religiøse forhåbninger.
Ser vi eksempelvis på Tyrkiets ambitioner, er det tydeligt, at landet ikke kun handler ud fra moderne geopolitik. Tyrkiet er dybt forankret i sin osmanniske historie. Den syriske by Aleppo har historiske forbindelser til byerne i Harran Valley, inkl. min hjemby Urfa. De repræsenterer ikke kun en strategisk placering, de er også et symbol på fortidens herlighed, der også giver genlyd i dag. Regionens historie fra Napoleons felttog til det egyptisk-osmanniske krige i 1839-1841, er ikke kun historie; det er også en nutidig ambition.
Jeg har set den tankegang komme til udtryk ved den iranske pavillon under en udstilling i Shanghai. Her hang et stort kort over det antikke persiske imperium. Det var ikke blot dekoration, men et udtryk for deres aspirationer og drømme for fremtiden.
De amerikanske strateger, der fortsat forsøger at indføre en stabil orden i regionen, må se sig om efter en anden metafor. Mellemøsten er ikke et skakbræt, men et komplekst vejrsystem, hvor orkaner dannes og rammer med en kraft, der ikke kan kontrolleres. Konflikter kan begrænses i en periode, men fredsaftaler er sårbare og kan hurtigt blive undermineret af pludselige eller uforudsigelige skift.
Oprørernes offensiv mod Assad-regimet i Syrien og 7. oktober-massakren mod Israel viser hvordan den moderne krigsførelse har udviklet sig. I dag kan motorcykler, jeeps, pickups og biler bruges som mobile kampenheder i dødbringende overraskelsesangreb. Det minder os om, at selv en såkaldt demilitariseret palæstinensisk stat hurtigt vil kunne mobilisere civile ressourcer til militære formål.
Det bør være et wake-up call for Israel. Vi kan kun gisne om konsekvenserne, hvis lignende angrebsgrupper i PA-kontrollerede byer som Tulkarm eller Qalqilya i Judæa og Samaria går til angreb mod israelske byer.
Spillereglerne i Mellemøsten er ikke de samme som i Vesten. Israel lever i en region, hvor alt kan ske. Derfor kan Israel, uanset hvor stærkt et forsvar det har, ikke garderer sig mod alle mulige eller umulige scenarier.
