Kirurgen som forsøgte at redde premierminister Yitzhak Rabins liv, efter han var blevet skudt under fredsmøde i Tel Aviv i 1995, fortæller for første gang om de desperate forsøg på at genoplive premierministeren, om det svage håb om at han ville overleve og om det forfærdelige øjeblik, hvor han måtte erklære Israels premierminister død, skriver avisen Times of Israel.
– Som tiden går bliver tabet af vores premierminister for mit vedkommende kun større. Øjeblikket vil for evigt blive hos mig, fortalte professor Joseph (Yossi) Klausner til Israels Kanal 12-nyheder (N-12) under interview i forbindelse med 25-årsdagen for mordet på premierminister Rabin.
Højreekstremisten Yigal Amir skød Rabin den 4. november 1995 efter et fredsmøde afholdt i Tel Aviv, for at støtte hans bestræbelser på at skabe fred med palæstinenserne.
Klausner var operationschef på Ichilov hospital, han fulgte med i fredsmødet på tv og lyttede til Rabins tale.
– Jeg var i færd med at læse om noget medicinsk forskning og jeg vil aldrig glemme telefonopkaldet som kom – omkring kl. 22.02 ringede min stedfortræder Dr. Motti Gutman. Han fortalte at de var ved at behandle Rabin, at han var kritisk såret af skud – måske allerede død, fortalte Klausner.
Klausner skyndte sig hen til hospitalet og operationsstuen som var propfyldt med mennesker.
– Der var desperate forsøg på at genoplive ham. Monitorerne viste bølger som om hjertet slog, men det var fordi hans brystkasse var åben mens de masserede hans hjerte, fortalte klausner.
– Der var et par minutter på skærmen hvor der var tegn på liv. Hjertet slog faktisk og der var endda et blodtryk. Der var et par minutter hvor vi havde en svag følelse af håb… men det var kunstigt på grund af den enorme indsats for at genoplive ham, fortalte Klausner.
– På det tidspunkt stod det klart at vi ikke kunne redde ham, men vi fortsatte med at prøve – ingen ville give op, ingen forstod det der var sket, ingen turde erklære [ham død], fortalte Klausner.
Klokken 23:07, lidt over en time efter Klausner modtog telefonopkaldet, havde han ikke andet valg end at erklære Rabin død.
– Jeg måtte stå op og fortælle alle at jeg var meget ked af det, men at vi var nødt til at meddele Rabins død. Vi havde gjort alt hvad vi overhovedet kunne for at redde ham. Jeg takkede dem – det var et forfærdeligt øjeblik, et forfærdeligt øjeblik. Jeg vil aldrig glemme det, fortalte Klausner
– Jeg så folk, kirurger, anæstesilæger, læger på intensivafdelingen – kollapse på gulvet. Jeg har aldrig set noget lignende. Folk, der ligger på gulvet; nogle af dem græd hjerteskærende. Det var et sjældent syn – jeg har aldrig set det før eller siden, fortsatte Klausner.
Klausner fortalte, at han forsøgte at trøste nogle af dem, men indså også, at der var praktiske skridt som skulle tages i lyset af en så vigtig begivenhed, herunder også at udstede premierministerens dødsattest.
– Jeg gik hen til to af dem og lagde en hånd på en skulder, et hoved – uden ord. Når du er på vagt, kan du ikke lade dig komme ind i den situation … der er ting du skal gøre; du er nødt til at skrive papirerne, fortalte Klausner.
Klausner deltog også i obduktionen senere samme aften, her fandt de blandt andet ud af, at snigmorderen Yigal Amir havde skudt med hul punktkugler for at maksimere skaden.
Ifølge Klausner ville skyderiet – hvis det var sket i dag, trods alle de medicinske fremskridt inden for medicinsk teknologi og teknikker siden 1995 ikke have reddet ham. ”Ingen chance,” fortalte han. “Rabin havde ikke en tusindedel af en chance.”
Selvom Rabin havde en paramediciner som rejste med ham og var i stand til at give øjeblikkelig hjælp, som premierministeren også har i dag, ville det ikke have gjort nogen forskel. ”Med den skade han led, havde han ikke en chance,” fortalte Klausner.
For Klausner virker tabet af Rabin endnu større 25 år senere.
– Der er gået 25 år, en hel generation … Jo mere tid der går, jo bedre forstår du betydningen, omfanget af tabet, fortalte han.
Rabin var en legendarisk israelsk militærleder, der befalede en enhed i Palmach-kampstyrken før Israels oprettelse og derefter steg i rangen som en karrieresoldat for at blive Israels forsvarsstyrkes stabschef da Israel vandt Seksdagskrigen. Herefter begyndte han sin politiske karriere og tjente som Israels premierminister i to perioder.
Efter han blev valgt som premierminister for anden gang i 1992 forsøgte han at skabe fred med palæstinenserne og forsøgte forgæves at indgå en permanent aftale med PLO-leder Yasser Arafat.
I 1994 blev han tildelt Nobels fredspris sammen med daværende udenrigsminister Shimon Peres og Arafat for deres del i Oslo-aftalerne.
Eitan Haber som var Rabins nærmeste politiske medhjælper og kom med den chokerende besked til offentligheden om premierministerens død, døde tidligere på måneden.
