Andrew Fox er en britisk militær ekspert, der har givet foredrag ved MIFF Nordic Israel Congress Her er hans analyse på substack.com af det antisemitisk motiveret mord af kristne Yaron og jødiske Sarah, der var forlovede og ansat på Israels ambassade i USA:
De har blod på deres hænder
Kulminationen af en global anti-israelsk hadkampagne.
For et par dage siden blev to unge israelere skudt og myrdet i koldt blod i Washington D.C., USA’s hovedstad. Yaron og Sarah var ikke soldater, de var ikke bevæbnede og de befandt sig ikke i Gaza. Men de var israelere, og det var nok for en stigende og radikaliseret del af Vesten.
Der var ikke tale om en isoleret voldshandling og mordet var ikke tilfældigt. Mordet af Yaron og Sarah var kulminationen på flere måneders ubarmhjertig, ustraffet og institutionaliseret antisemitisk propaganda, der blev udløst i verden efter 7. oktober-massakren mod Israel i 2023, skriver Andrew Fox.
Løgn-kampagnen mod Israel er så grotesk, at den ville være latterlig, hvis ikke den havde kostet israelske liv. Massakren mod Israel, hvor israelere blev myrdet, voldtaget og kidnappet, var den værste massakre mod jøder siden Holocaust. Beviserne for hvad der skete under massakren er overvældende, forfærdelige og kan ikke benægtes – medmindre du tilhører den globale pro-Hamas fløj, der kalder voldtægt for legitim “modstand”, lemlæstelse for “afkolonisering”, og massemord for en uheldig konsekvens af “kontekst”.
Holocaustbenægtelsen har fået en ny fætter: 7. oktober-benægtelse. Fremtrædende stemmer, akademikere, journalister og influencere, står i kø for at dæmonisere israelere og hylde grusomhederne som israelerne blev udsat for – især voldtægterne. Påstanden om at massakren ikke skete, eller endnu værre, at massakren var retfærdig, er blevet mainstream. Du møder absurditeten på universiteterne, i avisen The Guardian og de såkaldte menneskerettighedsaktivister. Vi må indse at massakre-benægtelsen er et grønt lys til at begå flere massakre.
Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten og udsættes for absurde folkedrabsanklager af mennesker, der ikke aner hvad folkedrab er. Israel forsvarer sig mod en dødskult, der gemmer sig på hospitaler, bruger babyer som skjolde og efterfølgende praler af det for rullende kamera. Alligevel foretrækker FN, ICC, BBC og et kor af bevidst blinde journalister at se krigsforbrydelser, hvor de ikke sker, fordi det er Israel. Fordi det er jøden blandt nationerne.
Falske påstande om sult, etnisk udrensning og vilkårlige drab i Gaza forstærkes uden granskning, mens ingen taler om de milliarder af dollars, som terrorgruppen Hamas har omdirigeret fra humanitær bistand. Ingen diskuterer Hamas-tunnellerne under skoler og hospitaler. Ingen taler om FN’s åbne Hamas-støtte, fordi fortællingen om at jøderne har skylden, skal opretholdes.
Hver eneste protestråb, hver eneste keffiyeh, der viftes med i London, New York, Berlin og Paris, spreder drømmen om folkemord: at fjerne Israel fra landkortet. “Fra floden til havet” er ikke et kald til fred; det er et kald til at udslette jøderne. Det er på tide at vi stopper med at begrave hovedet i sandet og kalder det for hvad det er.
De to israelere, der blev myrdet i Washington, døde ikke i ørkenen. De døde ikke i krig. De døde i hjertet af den frie verden, efter import af folkedrabsretorikken, der blev inkuberet og gjort til mainstream retorik af vestlige institutioner, der har mistet det moralske mod til at stå op for de værdier, de angiveligt tror på.
Qatar-finansierede medier som Al Jazeera fungerer som Hamas’ PR-afdeling og spreder sine løgne til verden. Det Muslimske Broderskab, der er forbudt i store dele af Mellemøsten, opererer ustraffet i Vesten, og dets ideologi spredes via civilsamfundets fronter og protestbevægelser. Vores medier genbruger deres replikker uden at faktatjekke. Hvorfor skulle de faktatjeke, hvad der passer ind i fortællingen om de undertrykte palæstinensere og de israelske monstre? Glem alt om fakta. Glem alt om de jødiske ofre. Historien har igen vist, at jøder aldrig vil få lov til at være ofre.
Vi har opbygget et samfund, hvor retten til at protestere, uanset hvor voldelig, truende eller antisemitisk den er, trumfer ansvaret for at fortælle sandheden, til at beskytte minoriteter eller til at opretholde den offentlige orden. Jihadistiske slagord giver genlyd i Westminster, opfordringer til intifada mødes med skuldertræk og verdenskendte Kanye West har vist, at selv slagord som “Heil Hitler” er blevet reduceret til et spørgsmål om ytringsfrihed.
Det begyndte med ord, med propaganda og endte med mord. Det startede med et hashtag på sociale medier og endte med dræbende skud. Dem, der benægter, fordrejer eller forsvarer Hamas’ handlinger, er medskyldige. Medierne, der hvidvasker terror, er medskyldige og politikerne, der taler om “begge sider” efter 7. oktober-massakren er også medskyldige. Det handler ikke længere om geopolitik. Det handler om grundlæggende anstændighed. Det handler om, hvorvidt jødisk blod fortsat betragtes som helligt i Vesten eller om kan ofres uden at det får konsekvenser.
Vi kender allerede svaret, slutter Andrew Fox.
