Klik her for at blive medlem af MIFF nu – hjælp os med at nå 18.000 medlemmer i Norden

Nej, Per Stig Møller, Israel begår ikke terror-bombardementer i Gaza

Her ses en israelsk Merkava tank på vej ud af Hamas-kontrolleret Gaza, 3. august, 2014. (Foto: Flash90)
- De helt uunderbyggede anklager om israelske "terror-bombardementer" er desværre ikke første gang, Per Stig Møller fremsætter synspunkter om konflikten, som mangler enhver forankring i virkeligheden, skriver Dan Harder.

MIFF har delt flere artikler fra Dan Harder som driver hjemmesiden www.israel-online.dk.
På hjemmesiden kan du læse om mediernes Israel-dækning og relaterede emner.
For nyhedsmails, skriv til: nyhedsbrev@israel-online.dk

Her er hans seneste analyse af Per Stig Møllers udtalelser om Israel:

Nej, Per Stig Møller, Israel begår ikke terror-bombardementer

Der er ingen tvivl om, at Danmarks tidligere udenrigsminister, Per Stig Møller, er en ven af Israel.

Han stod som bekendt i 2003, under Danmarks formandskab for EU, fadder til den såkaldte “Køreplan for fred,” som skulle have bragt den fejlslagne fredsproces tilbage på sporet. Det lykkedes desværre ikke, blandt andet på grund af terrorgruppen Hamas’ fortsatte angreb på israelske civile.

Men under den seneste krig, som begyndte med Hamas’ mega-terrorangreb på Israel den 7. oktober 2023, har Per Stig Møller tilsyneladende mistet det kølige overblik over konflikten.

Et nyligt eksempel er hans udtalelser til Orientering på DR P1, 22. november 2024, hvor han forholder sig til Den Internationale Straffedomstols arrestordrer på den israelske premierminister Benjamin Netanyahu og Israels (nu fyrede) forsvarsminister, Yoav Gallant, der begge anklages for krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden i forbindelse med krigen imod Hamas i Gaza.

Per Stig Møller anerkender, at Hamas må nedkæmpes, da terrororganisationen systematisk har søgt, og fortsat vil søge – at forpurre ethvert forsøg på at opnå en fredsløsning:

“Vi må helt eliminere Hamas, ellers får vi aldrig fred.”

Men den tidligere udenrigsminister erklærer sig uenig i “midlerne”:

“Men så kommer der jo spørgsmålet omkring midlerne. Og midlerne, der har det jo nærmest været terror-bombardementer, der har fundet sted. Det er jeg imod.”

At der ikke findes nogen håndfaste beviser for en så voldsom påstand, generer tilsyneladnede ikke Per Stig Møller. Han er overbevist om, at Israel, ligesom Rusland, bevidst sigter på civile, hvorfor der ikke skal gøres forskel på Putin og Netanyahu:

“Hvis det [ICC’s arrestordrer] rammer nogle af vores venner [Israel], så har vores venner altså foretaget sig noget, de ikke skulle have foretaget sig.”

Og fortsat:

“Vi har den samme politik [overfor Israel som for Rusland], altså terror-bombardementer, det duer altså ikke.”

Som det ses, anklager Per Stig Møller hele to gange i det korte indslag Israel for at begå bevidste terrorhandlinger imod palæstinensiske civile. Og det til trods for, at der ikke findes skygge af evidens for påstanden.

For store civile tab er ikke i sig selv en indikation på en overtrædelse af krigens love. Som seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, Peter Vedel Kessing, i begyndelsen af krigen udtalte til TV2, da han blev spurgt, om han så nogen tegn på, at Israel begår krigsforbrydelser:

“Når man ser de forfærdelige billeder [fra Gaza], kan man sidde med en fornemmelse af, at der sker krigsforbrydelser. Men for at afgøre det skal man have en masse facts, som vi ikke har. Man kan faktisk ikke svare på det uden at kende til fakta om hver enkelt operation.”

De oplysninger, som eksperten sigter til, har Per Stig Møller med garanti ikke. Den voldsomme anklage er altså alene baseret på en mavefornemmelse.

Den erfarne politiker lider tilsyneladnede, som så mange andre her i Vesten, af en forestilling om, at man kan nedkæmpe en 30.000 mand stærk terror-hær, som har forskanset sig blandt en civilbefolkning i et meget tæt bebygget område, uden ganske store civile ofre.

Men det er jo helt urealistisk. Tag nedkæmpelsen af en meget mindre hær af Islamisk Stat-krigere, som havde forskanset sig i Mosul i Irak. Her kostede aktionen, som Vesten deltog i, angiveligt mellem 9.000 og 11.000 civile livet.

Sådan er bykrig desværre. Og når fjenden i bogstaveligste forstand har gravet sig ned under civilbefolkningen, gør det bare opgaven endnu mere kompliceret – og de civile tab endnu større.

Ser man nøgternt på Israels måde at føre krig på i Gaza, er det faktisk tydeligt, at man netop ikke bevidst går efter civile mål. Som militæranalytiker ved Institut for Strategi og Krigsstudier Kenneth Øhlenschlæger Buhl forklarede til TV2 i begyndelsen af krigen:

“På et tidspunkt havde Israel smidt lidt over 6000 bomber og dræbt lidt over 3000 mennesker, og det betyder for mig, at Israel, i hvert fald ikke systematisk, begår overtrædelser af krigens love.”

Den logik holder også i dag.

På étårsdagen for krigen (for halvanden måned siden) havde det israelske luftvåben angrebet 40.300 mål i Gaza. Hertil kommer formodentlig titusindvis af angreb fra landbaserede tropper. På det tidspunkt var omkring 41.000 mennesker (ifølge Hamas) blevet dræbt i Gaza, herunder ca. 17.000 Hamas-krigere (ifølge den israelske hær).

Hvis de tal står til troende, har omkring 24.000 civile mistet livet i Gaza. Det er et forfærdeligt stort tal. Men set i forhold til de mange tusinde flere israelske angreb, indikerer tallene ikke noget bevidst forsøg på at ramme civile – det Per Stig Møller kalder “terror-bombninger.”

Tværtimod peger de kolde fakta på, at Israel i højere grad end noget andet militær i verdenshistorien har bestræbt sig på at undgå at ramme fjendens civilbefolkning. Ikke mindst den israelske hærs udbredte politik med at guide civil væk fra kampzonerne og advare på forhånd, hvor man vil angribe, er næsten uhørt i militærhistorien.

John Spencer, leder af “Urban Warfare Studies” ved det amerikanske forsvarsakademi West Point, fremhæver netop det, han kalder den bedste måde at undgå civile tab på, at Israel i stor stil advarer og evakuerer civile, før et givent område angribes. Han konkluderer:

“Israel har gjort flere tiltag for at undgå unødig civil skade end så godt som nogen anden nation, som har udkæmpet en bykrig.”

Urealistisk fredsforslag fra Per Stig Møller

De helt uunderbyggede anklager om israelske “terror-bombardementer” er desværre ikke første gang, Per Stig Møller fremsætter synspunkter om konflikten, som mangler enhver forankring i virkeligheden.

Den 12. oktober 2023, fem dage efter krigens begyndelse, kunne man læse nogle forslag i Berlingske fra Per Stig Møllers side, som virkelig fik nærværende skribent til at spærre øjnene op.

Her foreslog han, at man indgik en fredsaftale, hvor palæstinenserne skulle “ofre” Gaza, mens Israel nøjedes med at lave en “aftale med Vestbredden.”

“En fredsaftale kan israelerne lave med Abbas og Fatah på Vestbredden, men Israel kan ikke lave nogen aftaler med Hamas. Så skil dem dog ad. Drop tankerne om en korridor imellem de to steder. Gaza er ét sted. Isolér det. Og prøv så at lave en aftale, som løfter palæstinenserne på Vestbredden.”

Jamen, det er jo helt urealistisk. Palæstinenserne vil da aldrig opgive Gaza med over to millioner indbyggere. Og det internationale samfund vil heller ikke kunne acceptere sådan en løsning. Det er helt hen i vejret.

Urealistisk tidsperspektiv for krigen

Per Stig Møllers manglende realitetssans kom også i samme artikel til udtryk i hans forslag til en israelsk slagplan for at knuse Hamas i Gaza:

“Hvis I [israelerne] vil banke Gaza, så bank Gaza, og så holder Vestbredden sig alligevel i ro.”

Og fortsat:

“Det bliver hårdt. Sikkert meget hårdt. Sådan går det normalt, når Israel slår igen.”

Og fortsat:

“Der kommer til at ske det, at Hamas vil få tæv i nogle dage, og så begynder de at myrde nogle af deres gidsler. Israel vil på et eller andet tidspunkt erklære, at kampagnen er slut, og alle mål er nået. Og så stopper det igen. Det kan godt tage tre uger.”

Det er jo også totalt afkoblet fra virkeligheden.

Med blot et minimalt kendskab til den israelske psyke, forstod man allerede den 7. oktober 2023, at situationen var helt anderledes end under tidligere konfrontationer med Hamas. Israelerne var denne gang fast besluttede på at eliminere Hamas’ regime i Gaza, én gang for alle.

At det skulle kunne gøres på tre uger, var helt i hegnet (for nu at sige det på godt dansk).

Allerede få uger inde i krigen erklærede den israelske hær, at det ville tage mindst et år at nedkæmpe Hamas militært i Gaza. Og sådan blev det. I dag, godt et år senere, er Israel – trods massiv modstand fra sine såkaldte venner i Vesten – nået et langt og væsentligt stykke af vejen. Det tog dog lidt mere end tre uger.

Læs også her om endnu en af Israels gode danske venner: Weekendavisens Martin Krasnik misinformerer om 25 års fredsforhandlinger, 13. oktober 2024

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem