Abdulla Salih er uddannet Cand.scient.soc. og TAP-ansat i Københavns Universistets (KU) Fællesadministration.
Her er hans debatindlæg om Israel i KU’s avis:
Tidligere islamist og KU-ansat: »En ende for Israel« er ikke noget at klappe ad
Det skal selvfølgeligt være muligt at kritisere enhver stat og enhver befolkning.
Derfor burde jeg måske ikke bekymre mig om den kritik, som et højtråbende mindretal af de studerende og ansatte på universitetet ytrer om Israel og israelere i ny og næ.
Jeg mener, hvor farligt kan det være, at 600 ansatte på KU underskriver en erklæring med opfordring til boykot af israelske universiteter? Eller at man finder et par håndmalede sten med påskriften #Houthierne, #Hamas og #Free Palestine ved den propalæstinensiske teltlejr på KU?
Hvor alvorligt kan det være, at der til et debatarrangement med den antizionistiske historiker Ilan Pappé lyder et rungende bifald fra KU-folket, da hovedtaleren siger: »Der kommer en ende for Israel. Det er jeg ikke i tvivl om. For det projekt holder ikke vand«?
Ukritisk medløberi
Jo, det er faktisk meget farligt og meget alvorligt. For Israel og jøderne i Israel er truet på deres eksistens – hver evig eneste dag.
Mange mennesker og stater i Mellemøsten har et brændende ønske om, at Israel fjernes fra verdenskortet, så islams tredjehelligste by, Jerusalem, endeligt befries fra jøderne.
I Europa deles det samme ønske utvivlsomt af langt flere borgere end for 50 år siden – også på universiteter og andre læringsinstitutioner og især blandt borgere med muslimsk baggrund.
Selv har jeg mine rødder i Tyrkiet og er opvokset som muslim. Som muslim og islamist i mine tidlige ungdomsår har også jeg været stærkt anti-jødisk og anti-israelsk.
Senere blev jeg ateist og sidenhen socialist, men kunne uden videre være ligeså anti-israelsk, for det er desværre normalen i miljøet på venstrefløjen.
Da jeg begyndte på universitetet, var det fortsat normalen. Emnet for mit førsteårsprojekt på RUC blev den ’forfærdelige’ pro-israelske lobbys magt i USA. Og det var der faktisk to ud af seks grupper, der havde som emne. Begge grupper fulgte strømmen og anlagde den kritiske vinkel over for de Israel-venlige amerikanske regeringer.
Med tiden begyndte jeg dog at undre mig over, at vi på venstrefløjen forholdt os så kritisk over for israelerne, men at vi på samme tid i denne konflikt undlod at stille krav til og var meget ukritiske overfor israelernes modpart.
Som årene gik, forstod jeg meget langsomt den svære situation, som jøderne og israelerne står i, og at de ikke er den primære ansvarlige for konflikten: At de først og fremmest kæmper en eksistenskamp.
Det gjorde jøderne under nazisterne, og det gjorde israelerne og jøderne faktisk også i 1948, 1967, i oktober 1973, og det gør de også i dag og desværre også i morgen.
Jødehad har mange former
Når jeg flere gange ugentligt på vej til mit arbejde i Universitetsfirkanten går forbi den militær- og politibeskyttede synagoge, bliver jeg kortvarigt mindet om, hvor truede vores jødiske medborgere er.
Selv jødiske børn kan ikke gå i skole uden beskyttelse fra tungt bevæbnede vagter på den jødiske skole.
Derfor bør universiteterne indtage en central rolle i diskussionen af nutidens had til Israel og forbindelsen til antisemitisme. Og oplyse om hadet, antisemitismen og de farer, der er forbundet med den for israelere og jøder.
Sjúrður Skaales tale ved Folketinget afslutningsdebat i maj er værd at (gen)høre/-læse i sin helhed. Jeg vil her blot citere følgende:
»Alle ved, hvad jødernes skæbne bliver i Mellemøsten, den dag de ikke har den stat. De vil være en skildpadde uden skjold.«
Vi må ikke forholde os inaktive over for den urimeligt hårde, hadske og ensidige kritik af hverken zionister, israelere eller jøder.
Vi er nødt til at konfrontere antisemitismen i alle dens varianter – både når den viser sig til underskriftsindsamlinger, teltlejre og debatarrangementer.
Aldrig igen er nu. Aldrig mere krystalnat – aldrig mere holocaust.
