Den 7. oktober 2023, blev Israel udsat for den værste massakre mod jøder siden Holocaust. Tidligt lørdag morgen, stormede flere tusind terrorister ind over grænsen fra Hamas-kontrolleret Gaza og gik til angreb mod alle på deres vej i Syd-Israel. Over 1.200 babyer, børn, gravide, kvinder, ældre, handicappede og mænd blev slagtet, flere tusinde blev såret for livet på krop og sjæl. Utallige blev massevoldtaget og mindst 250 blev kidnappet til Gaza. Til minde om massakre-ofrene, har MIFF lavet en stærk film som fortæller deres historie. Du kan se filmen her:
Terroristerne stormede ind i israelske lokalsamfund og kibbutzer, inkl. Amy og Uriels kibbutz, hvor den lille nybagte familie endnu lå og sov.
Her er den utrolige historie i Yediot Ahronot om, hvordan lille Kai takket være sine forældres mod, blev reddet fra terroristerne under massakren mod kibbutz Nirim:
Kai’s mor, Amy fortæller: – Vi vågnede til lyden raket sirener. Jeg ringede til min mor, og vi skyndte os ind i vores sikrede rum. Vi troede, det ville forløbe, som det plejer med nogle raketangreb mod os fra Gaza, og så kunne vi spise vores morgenmad. Men raketangrebene fortsatte, og vi indså, at noget ikke var som det plejede. Efter en time begyndte vi at høre skud og nogle, der råbte på arabisk i kibbutzen. Vi forstod endnu ikke, hvad der skete i vores kibbutz, men min mand og jeg låste døren til det sikrede rum og lukkede det armerede vindue. Herefter sad vi i rummet og ventede på, hvad der nu ville ske.
Amy fortsætter: – Kl. 8.30 hørte jeg terroristerne trænge ind i vores hus. Der var mørkt, fordi terroristerne havde afbrudt strømmen. Min mand og jeg holdt godt fast i dørens håndtag, mens min mor holdt vores lille Kai og forsøgte at få ham til at være stille ved forsigtigt at stikke en finger i munden på ham. Terroristerne forsøgte at bryde døren op til det sikrede rum, hvor vi gemte os. Da terroristerne ikke kunne bryde døren op, satte de ild til vores hus.
Amy fortæller: – Vi sad i vores sikrede rum med min mor og lille Kai, der kun var 10 dage gammel, mens vores hus brændte omkring os. Røg og sod fyldte luften i seks timer. Jeg nåede at få vores hund med ind i det sikrede rum, men min mors lille hund var bange og gemte sig under sofaen i huset. Vi kunne høre ham græde, efter terroristerne havde sat ild til huset. Vi tror, at han brændte ihjel. Terroristerne brændte også alle bilerne i kibbutzen for at sikre, at vi ikke kunne flygte. Vi skrev desperate beskeder om hjælp på WhatsApp. Vi var så bange, men vi fokuserede hver især på en opgave. Efter branden startede, blev jeg ved døren til vores sikrede rum, mens min mand åbnede vinduet med mellemrum for at slippe røgen ud og min mor holdt vores lille Kai.
Hun fortsætter: – Jeg ammede Kai, hver gang han græd. Når vi kunne høre, at der var stille udenfor, åbnede vi vinduet og lod Kai få lidt luft. Hver gang en terrorist gik forbi vinduet trak vi hurtigt Kai ind igen, lagde ham på sengen, lukkede vinduet og bøjede os ned. De skød endda mod vores armerede vindue, men heldigvis kunne glasset holde skuddene ude. I seks timer åbnede og lukke vi vores armerede vindue for at trække vejret, indtil vi endelig blev reddet. Vores kibbutz’ fantastiske indsatshold formåede at neutralisere et par terrorister med hjælp fra fire modige kibbutz-medlemmer, indtil Israels forsvarshær I(IDF) nåede frem til vores kibbutz omkring kl. 14.30.
– IDF brækkede skodderne ned og reddede os. Herefter blev vi kørt til et beskyttet sted, hvor IDF-soldater stod vagt udenfor. IDF gav os en iltbeholder som vi kunne dele, inden vi blev kørt på hospitalet. Da ambulancen ikke kunne nå os, besluttede to modige ubevæbnede IDF-soldater at løbe risikoen og kørte os på hospitalet. Lille Kai var indlagt i tre dage. Heldigvis var alle hans undersøgelser normale. Min mand og jeg blev behandlet på skadestuen for øjenirritationer og røgskader. Et år efter massakren hoster vi fortsat alle sammen. Få dage efter massakren, hjalp vores kibbutz os med at flytte til Eilat, hvor min mor også bor.